
Fra venstre: Lotte Stoltenberg og Rune Lyager fra Fælleslisten samt Dina Raabjerg fra Konservative i byrådet i Ikast-Brande Kommune. - Foto: Ikast-Brande Kommune
Byrådstur til Skotland udløser hård, principiel debat
BYRÅDET: Kommunalbestyrelsen fra Ikast-Brande er i disse dage i Skotland på studietur. Bortset fra to byrådsmedlemmer der finder studieturen 'moralsk forkert'. De to medlemmers framelding rejser principiel debat.
Udgivet: 20/04/2023
Er det fornuftigt og rigtigt at bruge ca. 600.000 kroner på en studietur for byrådet i denne her tid? Nej, mener to byrådsmedlemmer i Ikast-Brande Kommune. De har meldt fra på byrådets studietur til Edinburgh i Skotland, som begyndte i går, onsdag.
Rune Lyager og Lotte Stoltenberg (Fælleslisten) skriver om deres framelding til Skotlands-turen på listens hjemmeside:
"Vi fravælger STUDIETUREN af politiske grunde, vi finder det moralsk forkert at rejse til udlandet, i en periode, hvor alle andre skal spare."
De to byrådsmedlemmer synes, at smalhals på det kommunale budget bør modsvares af stor tilbageholdenhed i udgifterne til byrådsarbejdet. De skriver om udgiften på ca. 600.000 kroner til studieturen:
"600.000 er bestemt ikke mange penge i et kommunalt budget på 2,7 milliarder kr. For Fælleslisten handler det ikke alene om pengene, men om at vi går forrest, når der skal spares. Det forstår vi ikke, at resten af byrådet ikke kan se. Ved at gå forrest som byråd, viser vi at alle må nøjes, ikke kun de andre. Selvom det er et engangsbeløb, kunne vi have brugt pengene anderledes."
"Tænk på nogle af de sager vi har haft i år, hvor en hjælpende hånd på 1-200.000 kunne have gjort en forskel."
Hård debat
De to byrådsmedlemmers udmeldinger prikker til en ømtålelig debat: For hvor mange af skatteborgernes penge kan lokalpolitikere tillade sig at bruge på at blive inspireret og styrke samarbejdet i i byrådet?
I lokalmediet Brande Bladet kommenterer byrådsmedlem Dina Raabjerg (K) på Fælleslistens framelding til studieturen. Hun skriver i et læserbrev:
"Jeg vil hellere bruge ferie med familien end at gå The Royal Mile arm i arm med borgmesteren. Når jeg - og 20 andre - alligevel tager på studietur til Skotland, er det fordi, det er en del af vores arbejde. Og en vigtig brik i at finde løsninger på kommunens udfordringer."
"FL (Fælleslisten, red.) vil ikke passe det arbejde – de foretrækker hjem og hygge med familien."
Dina Raabjerg beskriver den 3,5 dage lange studietur og slutter så af med følgende:
"Jeg forventer, at der kommer indsatser ud af turen, hvor vi både kan udvikle kommunen og samtidig spare/tjene mange gange prisen for turen."
"Til FL kan jeg anbefale at bruge tiden derhjemme på serien 'Den som dræber'. Den er dansk, spændende, man får ikke selv snavs på fingrene, og de 3 episoder varer ca. en studietur."
I Brande Bladet tager Rune Lysager fra Fælleslisten til genmæle over for Dina Raabjerg i et læserbrev her torsdag, hvori han redegør for det politiske arbejde, han foretager sig, mens det øvrige byråd er i Edinburgh.
Han skriver henvendt til Dina Raabjerg, at han håber, at "vi fremover kan have en professionel uenighedskultur - det tjener os og borgerne bedst."
Sidst opdateret: 20/04/2023 - 10:30
Emner: Ikast-Brande Kommune







































