
Dansk Folkepartis Susanne Eilersen søgte forgæves byrådets opbakning i Fredericia til at holde lukket i skoler og institutioner store bededag. - Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix (Arkiv)
Vil kæmpe videre for at give kommunalt ansatte fri på store bededag
I Fredericia har byrådet diskuteret, om kommunen skal holde fast i, at ansatte i kommunen skal have en fridag på store bededag. Selvom forslaget fra Dansk Folkeparti umiddelbart faldt, så opgiver partiet ikke endnu. SF og Enhedslisten er interesserede i at finde en model.
Udgivet: 19/04/2023
Dansk Folkeparti har i flere kommuner stillet forslag om at holde fast i helligdagen store bededag, som SVM-regeringen har aflyst fra og med 2024.
I Fredericia Kommune er forslaget blevet diskuteret på det seneste byrådsmøde. Og selvom forslaget, der skulle give kommunalt ansatte og skolebørn fri på dagen også fra 2024, ikke fik tilstrækkelig opbakning i byrådet, så er det ikke en død sild endnu. Det skriver Fredericia Dagblad.
Kommunens forvaltning har tilkendegivet, at det ikke vil være lovligt at blæse på den nye lovgivning. Dansk Folkepartis Susanne Eilersen henviste blandt andet til Københavns Kommune, som har sat gang i en proces, hvor et lignende forslag om at bevare store bededag undersøges.Men det var forvaltningens udmelding, som borgmester Steen Wrist (S) forholdt sig til på byrådsmødet. Han nævnte, at det kan være ulovligt at genindføre fridagen:
"Jeg vil gerne appellere til, at vi ikke begynder at holde overenskomstforhandlinger her i byrådssalen," sagde Steen Wrist.
EL: Helt legalt at tage kampen i kommunerne
Enhedslistens Cecilie Roed Schultz havde en anden indgangsvinkel på forslaget fra Dansk Folkeparti:
"Jeg synes, det er helt legalt, at man tager kampen i kommunerne," sagde hun ifølge Fredericia Dagblad.
Hun citerede fra forvaltningens oplysninger, at det vil koste Fredericia Kommune tre millioner kroner ekstra på børneområdet, når skoler og børnehaver fra 2024 skal holde åbent på store bededag.
SF foreslog at indføre en trivselsdag for kommunens ansatte, men hverken Konservative, Venstre eller Nye Borgerlige kunne stemmer for forslaget. Karsten Byrgesen (NB) sagde ifølge Fredericia Dagblad:
"Afskaffelsen af store bededag er et overgreb mod befolkningen. Men jeg har svært ved at gå imod forvaltningens anbefaling. Selvom jeg har sympati for forslaget, må det falde på praktikaliteterne."
"Vi ville skubbe en masse bøvl videre til forældre. For eksempel dem, der arbejde i en anden kommune, som forventes at møde på arbejde den dag. Denne sag er startet i Folketinget, og den skal også slutte i Folketinget."
Dansk Folkeparti har inviteret til yderligere diskussioner ved de kommende budgetforhandlinger til efteråret.
Fakta
Dansk Folkeparti har stillet forslag i flere kommuner om at bevare store bededag. I Københavns Kommune blev der flertal for at undersøge muligheden. TV2 har tidligere oplyst, at DF også ville stille forslaget i Gribskov, Ikast-Brande, Herning, Næstved, Gladsaxe, Vallensbæk, Holstebro, Høje Taastrup og Holbæk samt Region Syddanmark og Region Sjælland.
Kilde: Fredericia Dagblad
Sidst opdateret: 19/04/2023 - 10:46
Emner: Fredericia Kommune







































