
Aalborg Kommunes jurister skal nu se nærmere på Nuuradiin S. Husseins involvering i en børnesag. - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix (Arkiv)
Politikere indleder undersøgelse af rådmand
Et enigt økonomiudvalg i Aalborg har besluttet at indlede en juridisk undersøgelse af rådmand Nuuradiin Hussein i forbindelse med hans indblanding i en anbringelsessag.
Udgivet: 18/04/2023
Rådmand for Job og Velfærd i Aalborg Kommune Nuuradiin Husseins rolle i en kompliceret anbringelsessag af et barn skal nu undersøges nærmere.
Det besluttede Økonomiudvalget på et møde mandag, skriver Nordjyske.
Mediet har gennem flere uger beskrevet, hvordan Nuuradiin Hussein (S) har involveret sig i en konkret børnesag og forsøgt at påvirke sagsgangen.
Flere eksperter har vurderet, at rådmanden har handlet ulovligt med sin indblanding i sagen, og derfor skal kommunens jurister nu se nærmere på sagen.
En af politikerne i Økonomiudvalget, rådmand for Børn og Unge, Morten Thiessen (K), er tilfreds med undersøgelsen:
"Det er sådan, det bør være. Der bør ikke være tvivl om, hvorvidt vi har overholdt loven," siger Morten Thiessen til Nordjyske.
Jes Lunde (R), rådmand for Sundhed og Kultur, følger op:
"Vi vil ikke have situationer, hvor en rådmand skal ned og bestemme, hvem der skal være sagsbehandler. Det er en forvaltningsmæssig vurdering. Og det har vi så haft en drøftelse af i Økonomiudvalget, hvor vi blev enige om en principbeslutning," siger Jes Lunde til Nordjyske.
Nuuradiin Hussein sagde i weekenden, at han gerne lader sig undersøge. Han mener ikke, at han har gjort noget ulovligt.
Sidst opdateret: 18/04/2023 - 12:23
Emner: Aalborg Kommune








































