
Sabrina Louise Christiansen fra Enhedslisten trak sig fra Frederiksberg Byråd i februar efter at have været sygemeldt med stress i en måned. - Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix (arkiv)
Hver anden kommunalpolitiker oplever chikane
Hver anden kommunalpolitiker oplever at blive chikaneret. Og en stor andel har for høj en arbejdsbelastning i perioder, viser undersøgelse.
Udgivet: 24/03/2023
Godt fem ud af ti kommunalpolitikere oplever chikane både på og uden for sociale medier.
Det viser en ny undersøgelse udført for Kommunernes Landsforening (KL), skriver Politiken. Undersøgelsen er lavet af Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse på Aarhus Universitet.
Her fremgår det, at 51 procent oplever at blive chikaneret uden for sociale medier.
Når det kommer til sociale medier, er tallet 64 procent.
En af de kommunalpolitikere, der har oplevet chikane, er Michael Tøgersen (LA).
Siden han for første gang blev valgt ind i byrådet i Frederikssund i 2017, har han oplevet at blive chikaneret af den samme borger.
Politikeren fortæller til avisen, at han blandt har oplevet at få sit cykelhjul løsnet, og at nogen havde puttet lim i låsen til hans arbejde.
Michael Tøgersen gik til politiet, men sagen blev henlagt efter ni måneder.
Stress plager mange
Det er dog ikke kun chikane, politikerne beretter om.
Undersøgelsen viser også, at godt syv ud af ti sommetider, ofte eller meget ofte har oplevet "en alt for høj arbejdsbelastning".
I februar trak Sabrina Louise Christiansen sig fra Frederiksberg Byråd samt sine interne poster i Enhedslisten efter at have været sygemeldt med stress i en måned.
- Efter jeg havde haft to uger med abstinenser efter arbejde, ikke kunne sove om natten, stressdrømte, græd, når jeg skulle uden for en dør, og begyndte at lide af social angst, kom jeg meget hurtigt frem til, at jeg måtte trække stikket.
- Jeg kunne konkludere, at det, der havde gjort, at jeg fik stress, var politik, siger hun til Politiken.
Sabrina Louise Christiansen håber dog stadig, at den store arbejdsbelastning for kommunalpolitikere kan blive bedre, i takt med at der kommer mere fokus på stress i politik.
757 kommunalbestyrelsesmedlemmer har besvaret undersøgelsen. Det svarer til en svarprocent på 30,9.
/ritzau/
Sidst opdateret: 24/03/2023 - 09:14












































