Professor: Kommunerne skal arbejde mere nuanceret med unges mistrivsel
De unge har ikke bare ét problem, der kalder på én løsning. Der er derimod tale om flere problemer, der smelter sammen, som kalder på flere former for løsninger, mener professor Noemi Katznelson.
Udgivet: 16/03/2023
Professor, center- og forskningsleder på Aalborg Universitet, Noemi Katznelson, har torsdag holdt oplæg ved Kommunalpolitisk Topmøde 2023 om unges mistrivsel.
Hun havde et meget klart budskab til kommunalpolitikerne:
"Mit hovedbudskab til jer her vil være: Det I skal arbejde med - ude i kommunerne - (er, red.) en nuanceret forståelse af den her mistrivselsproblematik. Fordi det er ikke ét problem, der kalder på én løsning her. Det er faktisk flere problemer, der smelter sammen, og som kalder på flere former for løsninger."
Noemi Katznelson understregede dog, at langt de fleste unge har det godt. Katznelson skelner mellem den klassiske udsathed og den nye udsathed.
Den klassiske udsathed handler blandt andet om ulighed og dækker over ringe sociale, økonomiske og uddannelsesmæssige kår. Unge i den gruppe har det sværere i dag, men der er ikke kommet flere af dem.
Overfor det står den nye udsathed. Den kobler sig ikke til ulighed, men er koblet til brede strukturer i uddannelsessystemet, arbejdsmarkedet og de sociale medier. Denne problematik fylder væsentligt mere i mediebilledet, og antallet af unge i gruppen vokser.
Det er denne udsathed, som Katznelson prøver at forklare, hvordan kommunerne skal håndtere.
Tre tendenser der kan skabe mistrivsel
Ifølge Noemi Katznelson er der tre tendenser, der kan skubbe på den her nye form for udsathed. Det drejer sig om tempo, præstation og psykologisering.
Tempo handler om oplevelsen hos unge. De har vildt meget, de skal nå. Som konsekvens af uddannelsessystemet er der hele tiden fokus på, hvor de skal hen i næste trin.
"Du når aldrig i mål, du skal hele tiden videre."
Præstation handler derimod om, at der er mange blikke på de unge, og hvordan den unge klarer sig. Men det handler også om, hvordan andre ser på den unge. Det er både i skolen, i vennegruppen og på de sociale medier, de unge bliver målt og vejet.
Her er der en risiko for, at de unge kommer i tvivl om, hvorvidt de er gode nok.
Den sidste tendens er psykologisering. Det handler om, at vi som mennesker ser mere indad for at finde svar.
"Vi forstår os selv i stigende grad indenfor, hvad man kunne kalde psykologisk forståelse. At vi mennesker har følelser, og vi går i interaktion med omverdenen," siger Katznelson og fortsætter:
"Det vil sige, når der er noget, der går galt, er vi også hurtige til at tænke: Er det fordi, jeg er belastet? Er det fordi, der er noget galt med mig? Også på den psykologiske bane."
Hun understreger, at det også gælder unge såvel som voksne.
Problemet med de tre tendenser er, at de i modsætningen til den klassiske udsathed i sig selv ikke er negative. De har derimod taget samfundet et godt sted hen.
"Det der er problemet med de her tre tendenser, det er, at når de spiller sammen - når man oplever at skulle præstere i et højt tempo, og det er ens egen skyld, når det går galt, så bliver det en cocktail, der kan føre til mistrivsel."
Derfor skal kommunerne ind og arbejde bredt og nuanceret med de her rammer.
Sidst opdateret: 29/03/2023 - 13:52
Temaer: Psykiatri
Emner: Kommunalpolitisk topmøde







































