
Det er uværdigt for den danske folkeskole, at det stadig er langt sværere for børn med ufaglærte forældre end for andre børn at få en uddannelse, mener børne- og undervisningsminister Mathias Tesfaye. - Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix (Arkiv)
Minister: Skoler med mange udsatte børn skal have flere penge
Hvis alle børn skal have lige muligheder, skal skoler med mange udsatte børn have flere penge, mener undervisningsminister Mattias Tesfaye.
Udgivet: 09/03/2023
Det er stadig langt sværere for børn med ufaglærte forældre at få en uddannelse, end det er for børn med højtuddannede forældre. Det viser tal fra Undervisningsministeriet ifølge Dagbladet Information.
I 2021 havde 30 procent af de 35-årige med ufaglærte forældre ingen anden uddannelse end grundskolen, mens det samme kun var tilfældet for knap fire procent af de 35-årige fra højtuddannede hjem. Det viser ifølge børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S), at der stadig er for stor ulighed i uddannelse.
"At sandsynligheden for ikke at få anden uddannelse end grundskolen er otte gange højere for børn med ufaglærte forældre som akademikerbørn, det er ikke den danske folkeskole værdigt. Det er det simpelthen ikke," siger Mattias Tesfaye i et interview med Information.
Selv om han ser folkeskolen som en succes for de fleste børn, så mener han, at mange børn møder en folkeskole, der ikke forstår dem, og hvor undervisningen ikke er indrettet godt nok til dem.
"Rengøringsdamens datter er ikke dummere og har ikke mindre at bidrage med end overlægens datter. Og skolens opgave er jo at få forløst det potentiale, der også er hos rengøringsdamens datter. Og der synes jeg, vi har et problem," siger ministeren til avisen.
Han ønsker derfor, at undervisningen i skolen får en langt bedre kobling til virkeligheden, så flere børn kan være med. Men der er også behov for at prioritere mellem skolerne, hvis uligheden skal udlignes, mener Mattias Tesfaye.
– Betyder det så, at skoler med flere socialt, psykisk eller fagligt udsatte elever, skal have flere penge?
"Det korte svar er ja," siger han og bruger Tingbjerg Skole som eksempel.
Københavns Kommune valgt at prioritere flere penge til skolen, hvor 85 procent af eleverne har anden etnisk baggrund end dansk, og i dag er Tingberg Skole ifølge Tesfaye en succes med en langt højere overgang til ungdomsuddannelserne, end den har haft tidligere.
"Hvis man vil sikre lige forhold skolen, bliver man nødt til også at prioritere forskelligt," siger ministeren til Information.
Også på ungdomsuddannelserne er der behov for omprioritering, mener Mattias Tesfaye.
"Vi vil se på ungdomsuddannelsernes økonomi, selv om det er en krudttønde at tage fat i," siger Mattias Tesfaye med henvisning til, at SVM i regeringsgrundlaget skriver, at der skal skabes mere lige vilkår mellem gymnasier og erhvervsskole.
Selvom det ikke vil være populært at lave omprioriteringer mellem hverken skoler eller ungdomsuddannelse, mener han, at det er nødvendigt.
"Hvis vi bliver ved med at vige uden om de svære beslutninger, så får vi de samme resultater," siger Mattias Tesfaye om SVM’s kommende reformer på skole- og uddannelsesområdet.
Sidst opdateret: 09/03/2023 - 08:31
Emner: Skole












































