Regeringen vil have endnu bedre velfærd i det nære sundhedsvæsen, som kommer til at omfatte kommunerne.

Regeringen vil have endnu bedre velfærd i det nære sundhedsvæsen, som kommer til at omfatte kommunerne. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix (arkivfoto)

Statsministeren forventer, at kommuner skal levere mere nær sundhed

Flere sygdomme skal forebygges, og der skal mere behandling, opfølgning og nærhed til, mener statsministeren. Det betyder flere opgaver til kommunerne, selvom finansieringen ikke nævnes med et ord i Mette Frederiksens tale.

Udgivet: 17/01/2023

Christina Yoon

Politisk journalist

Del artiklen:

Kommunerne får travlt, hvis de skal være den aktør, der i samarbejde med regionerne skal opfylde regeringens ambitioner på sundhedsområdet. Det fremgår af Mette Frederiksens (S) åbningsredegørelse, som hun fremlagde fra Folketingets talerstol i dag (tirsdag).

"Flere sygdomme skal forebygges. Rammes vi af alvorlig sygdom, skal behandlingen foregå hurtigt og effektivt. Borgere med kroniske sygdomme skal have et tilbud, så hverdagen ikke bliver unødigt besværlig. Og i de sværeste situationer skal der være et stærkt sundhedsvæsen, hvor der er tid nok. Til tryghed og omsorg. Behandling og opfølgning. Høj specialisering i de tilfælde, hvor det er påkrævet. Og nærhed i de fleste andre tilfælde," siger statsministeren i sin tale.

Forebyggelse foregår ofte i kommunerne, og det samme gør den den nære sundhed, som blandt andet består af tilbud, som mennesker med kroniske sygdomme gør brug af i hverdagen.

Statsministeren lægger dermed op til endnu mere opgaveglidning fra regionerne til kommunerne. Samtidig skal dialogen mellem de to instanser styrkes.

Finansieringen er dog ikke fremhævet. Hverken det nuværende system om kommunal medfinansiering (KMF) eller anden finansieringsmulighed er nævnt i talen. Men statsministeren mener alligevel, at aktørerne skal kunne gøre det endnu bedre end i dag.

"Vi er ikke gode nok til at tage hånd om dem, der har allermest brug for det. Det må vi kunne gøre bedre. Og ikke kun lidt," siger hun. "For eksempel går det alt for ofte galt, når en ældre patient udskrives, uden at det er koordineret med hjemmesygeplejen. Så er det vejen til genindlæggelser."

Regeringen har dog lagt hele det spørgsmål ud i en kommission, der også skal se på, om sygehusene kan blive bedre til at række ud til borgeren i deres hjem, så der kan spares på antallet af indlæggelser og genindlæggelser. Derudover skal personale tæt på borgerne - her menes formentlig i kommunerne - være bedre klædt på til at tage ting i opløbet.

"Vi må tænke nyt. Organisere sundhedsvæsenet på en ny måde. Hele vejen rundt. I dag kender vi ikke alle svarene. Derfor vil regeringen nedsætte en strukturkommission," siger Mette Frederiksen.

Der er dermed ikke nævnt konkrete anvisninger til finansiering af regeringens sundhedsambitioner i talen.

Sidst opdateret: 17/01/2023 - 15:21

Emner: sundhed

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]