- Foto: Illustration fra KL's sundhedsudspil

Nyt sundhedsudspil er et opgør med regionerne og de praktiserende læger

KL vil flytte fokus fra investeringer i den specialiserede behandling på sygehusene til det nære sundhedsvæsen. Stærkere lokale sundhedsklynger ledet af bestyrelser med borgmesterdeltagelse er KL's bud på løsningen.

Udgivet: 08/12/2023

Jakob Nørmark

redaktør for NB-Forsyning & Klima

Del artiklen:

”Staten har prioriteret det specialiserede sundhedsvæsen – nu er tiden kommet til det nære”.

Sådan lyder det i det sundhedsudspil, som KL fredag har offentliggjort. Kommunerne mener, at økonomisk robuste og stærkere sundhedsklynger kan sikre et velfungerende sundhedsvæsen ”for de mange – til det meste”, som KL også skriver.

”Stærkere sundhedsklynger skal slå bro over sundhedsvæsnet berygtede Bermudatrekant, hvor borgere risikerer at falde igennem netop på grund af det delte ansvar mellem almen praksis, sygehusene og de kommunale indsatser. Vi skal styrke det entydige ansvar, så det ikke længere kan betale sig at suboptimere i hvert sit system. I stedet skal vi finde de mest effektive og gode løsninger til gavn for borgerne,” siger KL’s formand, Martin Damm (V).

Antallet af hospitalslæger er ifølge Sundhedsstrukturkommissionen mere end fordoblet på 20 år. Imens er antallet af praktiserende læger stagneret, og der mangler social- og sundhedspersonale i kommunerne, pointerer KL.

Læs også:
Langt flere læger er ansat på sygehuse end i almen praksis

KL skriver, at en videre prioritering af det specialiserede sygehusvæsen ikke er løsningen på morgendagens udfordringer. Derimod er svaret at udvikle de tilbud, som findes uden for sygehusene. En tidlig indsats, mere fokus på forebyggelse af indlæggelser og øget behandling af patienter i eget hjem er blandt ambitionerne.

Det foreslås, at klyngerne ledes af en bestyrelse bestående af de deltagende kommuners borgmestre og repræsentanter for sygehusejerne. KL anbefaler, at bestyrelsen kan træffe beslutninger med simpelt flertal, som forpligter alle deltagende parter.

”Beslutninger om igangsættelse af opgaver ledsages af økonomi. Klyngerne har dermed også det formelle, juridiske ansvar for de opgaver, de sætter i værk”, skriver KL i sundhedsudspillet "Sundhed for de mange".

Klynger med et økonomisk stærkere fundament vil gavne folkesundheden i hele landet, forventer KL-næstformand Jacob Bundsgaard.

”Ved at samle ansvaret for økonomi og de sundhedsopgaver, der går på tværs, i klyngerne, kan vi sikre, at borgerne bliver mødt tidligere i deres sygdomsforløb, vi kan give et tilbud tilpasset den enkeltes behov og med den enkelte som aktiv medspiller, vi kan sikre adgang til læger – vel at mærke i hele landet. Og vi kan sikre, at sundhedsvæsenet bliver for de mange og til det meste,” siger Jacob Bundsgaard.

Opbakning fra DI

Hos Dansk Industri (DI) ser man positivt på udspillet og udsigten til et opgør med den eksisterende kassetænkning i sundhedsvæsnet.

"Vi er i DI er helt enige med KL i, at flere patienter skal behandles uden for sygehuset. Ellers braser sygehusvæsenet sammen", siger Peder Søgaard-Pedersen, branchedirektør i DI Life Science.

"Det kan kun lade sig gøre, hvis der bliver gjort op med den nuværende kassetænkning, så sygehuse, privat praksis og ældrepleje bliver i stand til at levere god behandling og pleje i fællesskab. Vi må bare konstatere, at det ikke sker i tilstrækkelig grad under den nuværende sundhedsstruktur – som allerede i dag omfatter sundhedsklynger omkring landets akutsygehuse.

"Det kræver derfor, at myndighedsansvaret for et samlet sundheds- og ældrevæsen bliver placeret ét sted. Sundhedsvæsenet skal vristes fri af det evige slagsmål om det nu er kommunekassen eller regionskassen, der betaler. Det fjerner fokus fra dét det hele handler om, nemlig patienten", siger branchedirektør Peder Søgaard-Pedersen i en skriftlig kommentar til NB-Kommune.

FAKTA: Opgaven for sundhedsklyngerne i KL’s udspil

Det bør være klyngernes opgave at budgettere og sætte retning på en fælles omstilling af opgaverne på disse områder:

Forebygge indlæggelser: Klyngerne skal sikre kommunal adgang til lægefaglig rådgivning og speciallægeviden. Derudover er der behov for at se på prøvetagning i hjemmet for skrøbelige ældre og fleksibilitet, fx i forhold til at få medicin bragt ud og få dosispakket medicin.

Lægedækning: Klyngerne har ansvaret for, at der er lægedækning, herunder på de kommunale sengepladser og i borgernes egne hjem.

Kommunale sengepladser: Klyngerne skal aftale, hvordan og om man lokalt vil gøre brug af kommunale sengepladser. For eksempel til ophold til borgere, som er så dårlige, at de ikke kan være i deres eget hjem, men ikke er syge nok til at optage en sygehusseng.

Behandling i eget hjem: Klyngerne skal udvikle og implementere behandlingsindsatser i eller nær borgernes eget hjem. Fx prøvetagning og egentlig behandling (fx IV), samlede palliative forløb mv.

Kronikertilbud: Klyngerne skal planlægge indsatser til borgere med kronisk sygdom fra forebyggelse over tidlig opsporing til behandling. Med fokus på mestring og livet med kronisk sygdom, træning før operation, brug af teknologi, differentiering og adgang til rådgivning.

Psykiatrien: Klyngerne skal have til opgave at styrke sammenhæng mellem kommunerne og henholdsvis børne- og ungepsykiatrien og den ambulante psykiatri. Derudover skal de styrke socialpsykiatrien, herunder understøtte udgående funktioner fra psykiatrien som fx botilbudsteams og understøtte samarbejdet omkring kommunale afklaringspladser, forebyggende lettilgængelige tilbud, dobbeltdiagnosetilbud mv.

Rehabilitering: Sundhedsklyngerne skal have opgaven med specialiseret rehabilitering. Det kan fx være hjerneskadeområdet, hvor der er behov for både volumen i indsatsen og specialiseret viden.

Almen praksis En nytænkning af almen praksis vil være en hjørnesten i udviklingen af fremtidens sundhedsvæsen. Almen praksis skal honoreres fra klyngerne i en ny kontraktform, som giver mulighed for et langt mere forpligtende samarbejde mellem klyngerne og almen praksis. De skal i langt højere grad forpligtes til at understøtte kommunerne og skal ikke som i dag via enkeltydelsesoverenskomstsystemet kunne vælge, hvilke opgaver der løftes. Praksisledelse skal genopfindes, så almen praksis tænkes ind som en integreret ressource i klyngerne.

Prøvetagning: Klyngerne skal aftale rammer for brug af relevante laboratoriefunktioner, prøvetagning og lettere diagnostik fra hospitalerne.

Sygepleje: Klyngerne skal aftale opgaver og patienttyngde i sygeplejen, så den kommunale sygeplejefaglige kapacitet bruges bedst muligt tæt på borgeren.

Teknologi: Digitalisering og teknologi åbner nye muligheder for, at borgere selv kan mestre deres liv med kronisk sygdom, og at vi kan behandle flere hjemmefra. Det skal vi udnytte. Sundhedsklyngerne skal have til opgave at sikre udbredelse og implementering af teknologi på baggrund af en national planlægning. Udbredelse af dosispakket medicin eller monitorering af hjertesvigt er gode eksempler på områder, hvor klyngerne kan drive arbejdet.

Kilde: Sundhed for de mange, KL.

Sidst opdateret: 08/12/2023 - 10:20

Emner: sundhed

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]