
Den kommende SVM-regering ønsker at skolerne lokalt kan bytte understøttende undervisning ud med kortere skoledage. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix (Arkiv)
Skoler får mulighed for kortere skoledage
Som en del af regeringsgrundlaget vil SVM-regeringen gøre det muligt for folkeskolerne at konvertere den understøttende undervisning og bytte den ud med kortere skoledage. Danmarks Lærerforening er tilfredse med at slippe for en stor klods om benet.
Udgivet: 14/12/2022
Et mantra i den kommende SVM-regering bliver frisættelse af en række velfærdsområder, hvor der efter hensigten skal være større handlefrihed og selvbestemmelse.
I regeringsgrundlaget 'Ansvar for Danmark', der blev præsenteret onsdag, er frisættelsen også nævnt på folkeskoleområdet i mere eller mindre klare vendinger.
Grundlæggende vil den kommende regering sætte folkeskolen fri sådan, at "det åbenlyst vigtigste kommer i fokus."
Og de vigtigste emner i fokus er handler om de basale færdigheder, børnenes udvikling, dannelse og trivsel, samt at skolen forbereder børnene på at tage en ungdomsuddannelse eller lærer et håndværk.
Helt konkret åbnes der op for, at det skal være muligt at bytte understøttende undervisning - eksempelvis undervisning af svage læsere - ud med kortere skoledage, hvis det findes mere forholdsmæssigt:
"Sammen med frisættelsen af skolen vil regeringen foreslå muligheden for lokalt at konvertere understøttende undervisning til f.eks. kortere skoledage. Frigjorte midler som følge af en sådan omprioritering geninvesteres i folkeskolen til f.eks. to-voksenordninger, elevpulje målrettet til at løfte udsatte elever mv."
Som led i partnerskabet 'Sammen om skolen' vil regeringen fortsat drøfte emner som f.eks. rammer og forventninger for samarbejdet mellem skole og hjem, samt hvordan den fortsatte brug af digitale virkemidler i undervisningen kan understøttes på en måde, hvor børn ikke tilbringer det meste af deres skoledag bag en skærm.
Lærerne er glade
Det glæder Danmarks Lærerforenings formand, Gordon Ørskov Madsen, som samtidig er glad for, at samarbejdet i 'Sammen om Skolen'-partnerskabet nu er skrevet ind i regeringsgrundlaget.
"Jeg ser mange spændende takter i regeringens foreløbige arbejde på folkeskoleområdet. Især er jeg glad for, at skolerne får mere frihed til at bruge ressourcerne mere fornuftigt, at børn og unges trivsel fylder, og at partnerskabet fortsat bliver omdrejningspunkt, når vi finder fælles løsninger på folkeskolens udfordringer," siger Gordon Ørskov Madsen i en pressemeddelelse.
DLF-formanden glæder sig over, at politikerne nu er klar til at korte skoledagene og give skolerne mulighed for at bruge ressourcerne til at skabe den skole, man ønsker lokalt.
"Regeringen lægger op til et opgør med de lange skoledage, der har været en klods om benet på skolerne, siden de blev indført. Den frihed kan være en nøgle til at give skolerne det råderum, der er brug for, når skolen skal udvikles lokalt. Men det er afgørende, at de penge, der frigives, bliver på skolerne, så friheden ikke bliver en spareøvelse," siger Gordon Ørskov Madsen.
Regeringen vil desuden tage initiativ til en ny betænkning for pædagogisk udvikling – 'Den Grønne Betænkning'. Det skal starte den pædagogiske samtale og udvikling i institutioner, skole, SFO, fritidshjem og klub – og i samfundet som helhed.
Sidst opdateret: 14/12/2022 - 15:28
Temaer: SVM-regeringen
Emner: Skole







































