
"500 tyske statsborgere er flyttet til kommunen det seneste halvandet år, og for første gang længe ses en stigning i kommunens indbyggertal," skriver formanden for DI Sønderjylland, Tommy Seeberg. - Foto: DI Sønderjylland
Debat: Andre kommuner kan lære af Sønderborg, når det gælder bosætning
Sønderborg Kommune har succes med at få tyskere til at flytte til kommunen. Sønderborgs måde at tiltrække borgere på kan andre kommuner lære af, mener formand for lokalafdeling af Dansk Industri.
Udgivet: 09/12/2022
Af formand for DI Sønderjylland, Tommy Seeberg
I stedet for hver gang at opfinde den dybe tallerken, er det meget bedre at lære af hinanden. Og her har Sønderborg Kommune netop nogle gode erfaringer, som andre kommuner med fordel kan lære af. I et nyt inspirationskatalog, som Dansk Industri har lavet, fortæller Sønderborg Kommune sin opskrift på, hvordan man har vendt den negative befolkningsudvikling med en bosætningsindsats og et særligt fokus på at tiltrække nye borgere fra nabolandet Tyskland.
Jeg synes, at Sønderborg med rette kan være stolt af de resultater, bosætningsindsatsen har givet. 500 tyske statsborgere er flyttet til kommunen det seneste halvandet år, og for første gang længe ses en stigning i kommunens indbyggertal. Det er virkelig flot, og det fortæller også historien om, at det nytter at gøre noget.
Netop derfor er det så vigtigt, at kommunerne bruger hinandens gode erfaringer, i stedet for at bruge tid og ressourcer på at opfinde noget, som andre allerede har testet og fået gode resultater med.
For virksomhederne i Sønderborg og de omkringliggende kommuner har det stor betydning, at kommunen trak i arbejdstøjet med en mission om at vende den negative udvikling. Det betyder nemlig, at de kan finde de medarbejdere, de har brug for, i nærområdet. Det er afgørende for at kunne holde farten i produktionen og for at kunne vækste.
Samtidig viser indsatsen også, at når der er udfordringer, der skal løses, er det vigtigt at samarbejde. I Sønderborg stillede virksomhederne op til månedlige informationsmøder for mulige tilflyttere og bakkede i det hele taget op om indsatsen.
Med samarbejde og hinandens gode ideer kan vi komme langt. Det viser resultaterne i Sønderborg, og jeg kan kun opfordre andre kommuner til at lade sig inspirere af alle de gode eksempler i Dansk Industris inspirationskatalog.
I DI Sønderjylland vil vi tage inspirationskataloget med til vores årlige møder om erhvervsvenlighed og samarbejde med borgmestrene i vores lokale kommuner.
Sidst opdateret: 09/12/2022 - 13:35
Temaer: Debat
Emner: Sønderborg Kommune, Dansk Industri, Bosætning







































