Der bliver brugt mere end 50 milliarder kroner på det specialiserede socialområde om året i Danmark. Mange kommuner sprænger årligt deres budgetter, mens udgifterne bare stiger.

Heldigvis er der hjælp at hente. Det mener Mette Lindgaard, der er partner i revisions- og konsulentvirksomheden PwC, ifølge NB-Social.

Der er meget, kommunerne kan gøre, for at undgå at sagerne på socialområdet bare vokser sig dyre. På trods af der ikke er noget quick fix på området, er der nemlig nogle løftestænger for kommunerne.

Det handler blandt andet om kommunens tilbudsvifte og mindset.

"Hvis vi ikke lytter til, hvad der motiverer folk, tror jeg ikke, det lykkes," siger Mette Lindgaard til NB-Social.

Stadig den dag i dag oplever Mette Lindgaard, at nogle kommuners sagsbehandling opererer med målsætninger som, at borgeren bare skal have støtte til struktur i hverdagen.

"Hvem bliver motiveret af det?" spørger hun.

Derfor handler det også om, at finde den rigtige løsning til den enkelte borger:

"Hvad er det egentlig, der er udfordringen her, og hvordan man vi sætte ind på en god måde," siger hun og understreger, at indsatsen periodisk kan være mere eller mindre intensiv, alt efter borgerens behov.

En bred tilbudsvifte kan hjælpe borgeren tidligt

Det er blandt andet afgørende for en kommune at have en bred tilbudsvifte, der kan bruges til at sætte målrettet ind og hjælpe borgeren, før problemerne vokser sig for store.

Sidst PwC undersøgte, hvor mange kommuner, der havde §82-tilbud, havde en fjerdedel af dem det ikke. (Servicelovens §82 er en tidlig, forebyggende indsats, der kan sættes i værk uden en udredning - se mere om §82 nederst i artiklen).

"Det handler om at sikre, at kommunen har tilpas meget på den lette ende af tilbudsviften til, at der er noget at sætte i værk."

Og de kommuner, der lykkes med både at ændre tilgangen og sikre den lette ende af tilbudsviften, ender med at spare penge.

"Der hvor man faktisk laver den her kombination og har en anden tilgang. En sagsbehandling, der har fokus på borgerens ønsker og ressourcer, hvor man har tilbud nok på viften, så man kan kompensere rigtigt, og følger systematisk op, der kan jeg se, at de kommuner, som vi arbejder med, sparer penge," siger Mette Lindgaard.

Kan undgå omkostningsfulde sager

En af grundene til, at udgifterne bare stiger på socialområdet, er, at de dyreste sager bliver endnu dyrere. Men også her er der hjælp at hente.

"Jeg tror, at man i nogle sager helt kan undgå, at vi kommer derud. Ved mange af sagerne skyldes det jo blandt andet, at borgeren skal have enkeltmandstilbud med dyre vagter," siger Mette Lindgaard.

Hun understreger, at de færreste borgere selv er glade for at ende der, hvor de er nødt til at blive mandsopdækket.

"Det handler om at overveje, om man kan finde nogle andre løsninger. Men jeg tror også, det handler om at kunne sætte ind tidligere, så man ikke ender der."

Her taler hun ikke om borgere, der er født med store handicaps, men nærmere de børn, der ofte allerede i 2. klasse begynder at få forskellige diagnoser.

Derudover handler det også om, at der på socialområdet for øjeblikket mangler tilbud. Derfor er det svært at have en dialog om, hvorvidt tilbuddets indhold modsvarer prisen.

"For at komme ud over denne situation kan kommunerne for eksempel i højere grad gå sammen om at etablere tilbud. Og så skal man være skarpere i sin visitation og opfølgning, så man i hvert fald har et bedre fagligt grundlag og bedre kan gå i dialog med leverandøren."

Betvivler de nuværende løsninger

Der er meget debat om, hvorvidt de stigende udgifter til det specialiserede socialområde har negative konsekvenser for almenområdet.

"Jeg kan se, specialområdet æder sig ind på almenområdet," siger Mette Lindgaard og fortsætter:

"Men når vi ikke lykkes bedre, end vi gør i dag, hvor en stor andel af de unge med en psykiatrisk diagnose for eksempel ikke får en ungdomsuddannelse, tænker jeg heller ikke, at vi har fundet de rigtige løsninger."

Det handler blandt andet om, at for mange børn og unge bliver hjulpet alt for sent.

”Udfordringen er blandt andet, at vi ikke kommer tidligt nok i gang – gennemsnitsalderen for iværksættelsen af forebyggende foranstaltninger er for eksempel 10 år, og den har været stigende over tid”.

Det har negative konsekvenser for barnets mulighed for at lykkes i et alment tilbud.

"Hvis der går for lang tid, er chancerne for at det lykkes at finde en god løsning i almenskolen meget lille. Så er det, man skal til at finde de dyre tilbud."

Hun fortsætter:

"Jeg tror, der er nogle, der kan få bedre chancer i det almene system, hvis man sætter tidligere ind og har mere målrettet tilbud."

Fakta:

Serviceloven § 82

§ 82Kommunalbestyrelsen skal yde hjælp efter denne lov i overensstemmelse med formålet, jf. § 81, til personer med betydelig nedsat psykisk funktionsevne, der ikke kan tage vare på deres egne interesser, uanset om der foreligger samtykke fra den enkelte. Hjælpen kan dog ikke ydes ved brug af fysisk tvang.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal påse, om der er pårørende eller andre, der kan inddrages i varetagelsen af interesserne for en person med betydelig nedsat psykisk funktionsevne. Kommunalbestyrelsen skal være opmærksom på, om der er behov for at bede Familieretshuset om at beskikke en værge efter værgemålsloven.