Se tallene: Taber eller vinder din kommune på antal overnatninger?

Syd- og Vestjylland er de store vindere i kampen om turisterne efter corona, hvis man ser på antal overnatninger. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Udgivet: 14/11/2022

Christina Yoon

Politisk journalist

Del artiklen:

Kommunernes styrke i kampen om turister har ændret sig markant efter coronakrisen. Danmarks Statistik og VisitDenmark har netop offentliggjort tallene for den første sommersæson efter coronapandemien, og den viser, at især er kommunerne i Syd- og Vestjylland, som er kommet styrket ud af den store sundhedskrise. Det skriver NB-Økonomi.

Langt de fleste kommuner har en stigning i antallet af overnatninger, hvis man sammenligner april-september i 2019 sammenlignet med samme måneder i 2022. NB-Økonomi har valgt at se på lige de måneder, da der i store dele af verden var restriktioner i starten af 2022, og der dermed ikke nødvendigvis var så meget gang i turismen. Der er ikke tal fra oktober og frem endnu.

Der er 16 kommuner, som ikke er med på kortet. Det skyldes ifølge DST, at kommunerne har under tre virksomheder (f.eks. hoteller) som indberetter til DST i både 2019 og 2022. Der skal altså være minimum tre virksomheder i kommunen, som indberetter for at komme med i statistikken.

(Artikel fortsætter under kortet)

Her har man ikke rejst sig efter corona

Ni kommuner har oplevet en decideret tilbagegang i antallet af overnatninger. Det drejer sig om Vordingborg, Ikast-Brande, Brøndby, Køge, Nordfyns, Slagelse, Høje-Taastrup, Brønderslev og Gentofte. De første syv har oplevet en tilbagegang på mellem 1,1 og 7,3 procent. Men Brønderslev har oplevet en tilbagegang i antallet af overnatninger på knap 25 procent og bundskraberen Gentofte på knap 40 procent.

Det skyldes dog ikke nødvendigvis kun corona, at kommunerne har oplevet en varig nedgang i overnatninger.

Nedgangen på de 25 procent svarer til, at et hotel ud af fire i Brønderslev Kommune er stoppet med at indberette tal til Danmarks Statistik.

Det forklarer Tonny Skovsted Thorup, adm. direktør i Destination Nord, som er et tværkommunalt selskab med fokus på turisme i Nordjylland, til NB-Økonomi.

"Der er en reduktion af overnatningskapacitet, fordi Dronninglund Slot ikke længere indgår i almindelige udlejning på den måde," siger Tonny Skovsted Thorup. "De har så vidt jeg ved mere fokus på selskaber nu end overnatninger."

Han fremhæver også, at Brønderslev generelt har mere fokus på dagturister, som er gået bedre, frem for overnatninger. Men dagsturister fremgår ikke af denne statistik.

I Slagelse Kommune er man også gået tilbage. Dog kun med 6,3 procent. Det er dog stadigvæk bemærkelsesværdigt, da kommunerne rundt omkring er gået frem.

Morten Jensen, direktør i Destination Sjælland, som står for Slagelse, Kalundborg, Sorø og Holbæk-området forklarer, at det formentlig skyldes et ekstraordinært stort salg af sommerhuse. På den måde har tilbagegangen i udlejningen en indirekte sammenhæng med corona.

"En af udfordringerne i både Slagelse og Kalundborg er, at én af de store overnatningsformer er sommer- og feriehuse. Og der er antallet af feriehuse, som er på udlejningsmarkedet gået tilbage," siger Morten Jensen til NB-Økonomi. "Både i 2020 og 2021 har der været historisk mange sommerhushandler, og typisk er det sådan, at når man er sommerhusejer, så lejer man ikke ud de første 2-2,5 år."

Morten Jensen forklarer, at man vil sætte gang i en kampagne i januar, så man kan få sommerhusejere til at udleje mere. Det er nemlig under fem procent, der vælger at leje sit sommerhus ud. Men han fremhæver, at det på grund af inflationen måske er større incitament til at leje ud til sommer, da der også er gode fradragsmuligheder for sommerhusejerne. Kunderne er der, siger han, men udbuddet er ikke stort nok endnu.

Sidst opdateret: 13/11/2022 - 18:46

Emner: Turisme

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]