
Kolding Kommune vil ikke længere betale for rengøringsmidler og -artikler. Det skal de ældre fremover selv sørge for. - Foto: Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix (Arkiv)
Hjemmehjælp: Ældre skal nu selv betale rengøringsartikler
2.700 ældre modtagere af hjemmehjælp i Kolding Kommune skal selv betale for de rengøringsartikler og -midler, hjemmeplejen skal bruge. 'Det er lighed for loven,' lyder det fra borgmesteren.
Udgivet: 31/10/2022
I Kolding Kommune har politikerne besluttet, at der skal spares på rengøringsudgifterne i hjemmehjælpen.
Det sker blandt andet ved at at bede kommunens omkring 2.700 modtagere om, hver især at indkøbe de rengøringsmidler, som hjemmehjælperen skal bruge i arbejdet. Det skriver JydskeVestkysten.
Men udstyret er for dyrt, mener flere ældre og pårørende. Det kan være en udgift på op til 1.000 kroner i en tid med inflation og prisstigninger på eksempelvis el, varme og madvarer, lyder kritikken.
Hidtil har det været hjemmehjælperne selv, der har medbragt udstyret. Men nu er det altså de ældre selv, der er blandt andet er blevet bedt om at have en gulvspand med vridefunktion, en moppe med teleskopstang, et bestemt antal moppestykker til gulvmoppen, et bestemt antal klude, skuresvampe og rengøringsmiddel, der enten er Svanemærket eller er mærket med EU-blomsten.
Ifølge planen kan kommunen spare 567.000 kroner om året.

Anne Merethe Løvmoses mor er en af de ældre. Hun har indkøbt remedierne for sin mor til et beløb på i alt 1.000 kroner:
"Det er altså mange penge ud af min mors pension, og hun har kun sin folkepension. Jeg er stor tilhænger af, at hjemmehjælperne skal have ergonomisk rigtigt udstyr, men her pålægger man de ældre en brugerbetaling i en tid, hvor de allersvageste rammes af stigende udgifter, og hvor det er lige op til jul. Det er en virkelig dårlig timing," siger Anne Merethe Løvmose til JydskeVestkysten.
Borgmester Knud Erik Langhoff (K) erkender, at det kan være en stor udgift for mange ældre. Men mener også, at det er en fair løsning, at hjemmehjælpsmodtagerne skal betale for udstyr, klude og rengøringsmidler ligesom de ældre, der selv gør rent derhjemme:
"Jeg føler, at det er vigtigt, at vi får lighed der, og de ældre, som modtager praktisk hjælp, bliver nu ligestillet med ældre, som selv gør rent. Jeg synes, det er rimeligt, at man selv betaler for udstyret, mens man får rengøringen betalt. Det giver lighed for loven," siger Knud Erik Langhoff til JydskeVestkysten.
Sidst opdateret: 31/10/2022 - 10:14
Emner: Ældrepleje, Kolding Kommune









































