I 2010 blev det med stor fanfare annonceret, at Qatar ville få VM-værtsskabet i fodbold. Siden har bl.a. brud på menneskerettighederne givet hård kritik af at holde VM i oliestaten.

I 2010 blev det med stor fanfare annonceret, at Qatar ville få VM-værtsskabet i fodbold. Siden har bl.a. brud på menneskerettighederne givet hård kritik af at holde VM i oliestaten. - Foto: Fadi Al-Assaad/Reuters/Ritzau Scanpix (arkiv)

Fodboldglade byrådsmedlemmer flytter møde og kritiseres for dobbeltmoral

Byrådet i Aarhus vil ikke bakke op om, at man på storskærme viser VM i fodbold fra Qatar. Byrådet flytter dog et planlagt byrådsmøde for selv at kunne se en kamp med landsholdet i Qatar. Se her hvad tre andre kommuner gør.

Udgivet: 10/10/2022

Iver Houmark Andersen

redaktør af NB-Kommune

Del artiklen:

Verdensmesterskabet i fodbold i Qatar giver dønninger helt ind i byrådssalen i Aarhus. Faktisk så meget at byrådet får kritik.

Ifølge TV 2 Sport ønsker Aarhus Kommunes Kultur og Borgerservice ikke at bakke op om eller selv stå for visning af VM-kampe på storskærm. Årsagen er, at byrådet ikke ønsker aktivt at promovere VM i oliestaten Qatar, som gang på gang bliver kritiseret for brud på menneskerettighederne.

Byrådsmedlemmerne i Aarhus vil dog gerne selv se fodbold. Århus Stiftstidende skriver således, at onsdag 30. november skulle byrådet have haft møder fra klokken 16.00. Men dette møde er nu blevet aflyst. Det nu aflyste møde ville komme til at ligge på samme tidspunkt som fodboldlandsholdets sidste kamp i gruppespillet til VM i Qatar. Her møder Danmark Australien. Kampstart er også klokken 16.00.

Beslutningen om møde-aflysningen kritiseres af flere byrådsmedlemmer. Blandt dem er Jakob Søgaard Clausen (løsgænger).

"Jeg synes, det klinger lidt hult. Vi burde fra byrådets side sende et stærkt signal om, at vi ikke kan støtte op om VM i Qatar. Jeg tror, det kan sende et forkert signal, at vi ændrer vores mødeplaner," siger Jakob Søgaard Clausen til Århus Stiftstidende.

Borgmester i Aarhus Jacob Bundsgaard (S) ser ikke noget problem i det aflyste møde.

"Der skulle være to møder i den uge, og så har der været et ønske hos en række byrådsmedlemmer om at aflyse eller udsætte mødet den 30. Så vidt jeg har forstået, ligger det oven i en kamp," siger Jacob Bundsgaard til Aarhus Stiftstidende og uddyber:

"Vi er i forvejen det byråd i Danmark, der mødes mest og har længst møder. Så hvis vi kan skære det lidt ned, er det ganske fornuftigt."

Det gør tre andre kommuner

TV 2 Sport har lavet en opgørelse over, hvad nogle kommuner gør i forhold til storskærms-arrangementer i forbindelse med VM. Her er uddrag fra tv-stationens oversigt:
  • Københavns Kommune har ikke selv arrangeret fanarrangementer med tilknytning til VM i fodbold, men kommunen har givet økonomisk støtte til en VM-festival i Hafnia Hallen med et krav om, at der skal være et fokus på menneskerettigheder og informationer om de forhold, der har været i Qatar i forbindelse med VM-byggerierne.
  • Odense Kommune oplyser, at der som udgangspunkt ikke er planlagt VM-arrangementer fra kommunens side, men forklarer ikke årsagen nærmere.
  • Aalborg Kommune er ikke vendt tilbage på TV 2 Sports henvendelse, men umiddelbart er der ikke noget, der tyder på, at kommunen selv har arrangeret noget. Til Jyllands-Posten fortæller Aalborg City, der har Aalborg Kommune som partner, dog, at man har planer om at opsætte en storskærm til visning af VM-kampe.

Sidst opdateret: 10/10/2022 - 11:28

Emner: Aarhus Kommune, Byråd, Byrådsarbejde

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]