
Der er udgået en mail fra samarbejdsudvalget til ansatte i Nyborg Kommune, der måske kan ses som en begrænsning af de ansattes ytringsfrihed. - Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix (arkiv)
Ombudsmand går ind i sag om kommunalt ansattes ytringsfrihed
En mail fra samarbejdsudvalget i Nyborg Kommune får nu Ombudsmanden til at afkræve kommunen en forklaring. Mailen opfordrer til, at ansatte ikke bør gå til pressen med bekymringer om kritiske arbejdsmiljøforhold i kommunen. Det kan være i modstrid med de ansattes ytringsfrihed.
Udgivet: 14/09/2022
Folketingets Ombudsmand har her onsdag bedt Nyborg Kommune om en nærmere forklaring på en opfordring, som angiveligt er sendt til kommunens medarbejdere, om ikke at gå til pressen med bekymringer om kritiske arbejdsmiljøforhold i kommunen.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Ombudsmanden.
Ifølge mediernes omtale af sagen er opfordringen sendt i en mail fra kommunens såkaldte hovedudvalg (samarbejdsudvalg med repræsentanter for både ledelse og medarbejdere) til både ledere, medarbejdere og politikere.
Ombudsmanden har også bedt Nyborg Kommune om at oplyse, hvordan mailen skal forstås i lyset af reglerne om offentligt ansattes ytringsfrihed. Ombudsmanden har bedt kommunen om at svare inden fire uger.
Ifølge TV2 Fyn har hovedudvalget i Nyborg skrevet til alle medarbejdere:
”Hovedudvalget opfordrer til, at ansatte benytter sig af de sædvanlige kanaler, som nærmeste leder, tillidsmandssystemet eller HR og personale i stedet for at gå anonymt til pressen, når der opleves et behov for at rejse bekymringer om kritisable eller utilfredsstillende arbejdsmiljøforhold. (…)""Hovedudvalget opfordrer medarbejdere, ledere samt politikere i Nyborg Kommune til fremover at undlade at kommentere på anonyme henvendelser, da det ikke bidrager konstruktivt.”
Borgmester melder hus forbi
Nyborgs borgmester Kenneth Muhs (V) siger til TV2 Fyn, at han ikke ser noget problem i hovedudvalgets mail til de ansatte.
"Jeg tror ikke, at hensigten her er at sige, at man ikke må tale med hverken pressen eller sin tillidsvalgte eller bruge whistleblowerordning. Sådan opfatter jeg det ikke, og det tror jeg bestemt ikke er det, der er hensigten," siger Kenneth Muus til tv-stationen.
Læs ombudsmandens brev til Nyborg Kommune.
Fakta
Reglerne om offentligt ansattes ytringsfrihed er beskrevet bl.a. i Justitsministeriets vejledning nr. 10062 af 28. oktober 2016 om offentligt ansattes ytringsfrihed.
Sidst opdateret: 14/09/2022 - 11:18
Emner: Jura, Arbejdsmiljø, Nyborg Kommune, Ytringsfrihed, Folketingets ombudsmand







































