
Oprydning i unødig bureaukrati og digitalisering skaber bedre luft til at drage omsorg for ældre i Sønderborg Kommune. - Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix (arkiv)
Kommune: Færre papirer og beskeder har givet mere tid til ældrepleje
Et forbedringsprojekt om forenkling af dokumentation i ældreplejen i Sønderborg Kommune har givet meget positive resultater. Projektet har blandt andet afskaffet 92 papirskemaer, halveret antallet af beskeder mellem ansatte samt sparet medarbejderne for tid gennem ændrede arbejdsgange.
Udgivet: 13/09/2022
Erfaringerne fra et projekt i Sønderborg Kommune viser et stort potentiale for at frigive mere tid til omsorg og nærvær til den enkelte borger i ældreplejen.
'Forenkling og kvalitet styrker omsorg og nærvær for borgeren' hedder projektet, der gennemføres i hjemmepleje- og sygeplejen samt plejecentrene i perioden december 2020 til oktober 2022.
Projektet er gennemført i samarbejde med Dansk Selskab for Patientsikkerhed.
Og resultaterne er rigtig gode, siger Stefan Lydal (DF), der er formand for Social-, Senior- og Handicapudvalget i Sønderborg Kommune.
"Formålet har været at skabe mere tid og tryghed hos borgerne i ældreplejen, og det er vi lykkedes med. Vi har haft særlig succes på to områder: For det første omkring dokumentation, smartere arbejdsgange og tekniske ændringer. Vi har ryddet op i netop antallet af papirer, ændret i tekniske løsninger og skabt en anden måde at arbejde på," siger Stefan Lydal i en meddelelse.
Det har bl.a. ført til, at 92 papirskemaer er udgået. Mange af skemaerne har ikke været nødvendige i forhold til den påkrævede dokumentation, og derfor er der i dag kun ét papirskema hos borgeren: medicinlisten. Alle andre papirskemaer er enten udgået eller integreret i det digitale system, så lovkrav efterleves, og dokumentationen er ens alle steder i kommunen.
Samtidig er mængden af interne beskeder halveret, og væsentligt færre medarbejdere bruger tid på at læse eksterne beskeder. I samarbejde med leverandøren af den elektroniske omsorgsjournal er 10 digitale arbejdsgange gentænkt, re-designet og forbedret. Det sparer medarbejderne for tid og frustrationer og minimerer risikoen for fejlindtastninger.
Inge Kristensen er direktør i Dansk Selskab for Patientsikkerhed, som er en del af projektet i den sønderjyske kommune:
"Erfaringerne fra Sønderborg viser, at det er muligt at frigive tid til pleje og nærvær, hvis der ses grundigt på processer, arbejdsgange og kultur. Dokumentation er en del af kerneopgaven, men lige som alt andet, vi foretager os, skal vi selvfølgelig sikre os, at vi har de arbejdsgange, der er mest enkle og hensigtsmæssige."
"Det er respekt for både borgere og medarbejderes tid og er dermed også godt for borgernes tryghed og sikkerhed," siger Inge Kristensen.
Fakta
Projektet er gennemført i samarbejde med Dansk Selskab for Patientsikkerhed, der netop har udgivet et katalog med erfaringer og indsatser fra projektet i Sønderborg Kommune.
De erfaringer kan tjene til inspiration for andre på social- og sundhedsområdet, der ønsker at arbejde med forenkling og kvalitet af dokumentation og derved skabe mere tid og nærvær for borgere og patienter. www.patientsikkerhed.dk/kvalitetogforenkling
Læs mere om resultaterne fra projektet her.Sidst opdateret: 13/09/2022 - 10:38
Emner: Ældrepleje, Administration, Sønderborg Kommune











































