Statslig indblanding spænder ben for kommunernes klimaindsats

Lovgivning og statslig indblanding gør på nogle strækninger livet surt, når kommunerne vil reducere CO2-udslippet. Det viser rundspørge blandt tekniske direktører. Lektor undrer sig højlydt over en af de statslige regler.

Udgivet: 07/09/2022

Iver Houmark Andersen

redaktør af NB-Kommune

Del artiklen:

Kommunerne lægger sig i de her år i selen for at medvirke til den grønne omstilling. Men lovgivningen spænder på nogle strækninger ben i kapløbet om at undgå klimaforandringer. Blandt andet lovgivning vedrørende solceller og fjernvarme står i vejen.

Det er det klare budskab fra kommunernes tekniske direktører. De er i 'Klimabarometer 2022', udarbejdet af KL (Kommunernes Landsforening) blevet spurgt ind til, hvad de oplever som barrierer i deres daglige virke for klimaet.

I Klimabarometer 2022 erklærer otte ud af ti tekniske direktører sige 'enig' eller 'meget enig' i udsagnet: "Der er væsentlige barrierer for kommunernes arbejde med CO2-reduktion."

(Artiklen fortsætter efter grafikken)

Når KL uddybende spørger de tekniske direktører om, hvad der er de største barrierer, så kommer "lovgivning" ud som den barriere, de fleste af cheferne peger på. Otte ud af ti peger på "lovgivning", mens nummer to på listen over barrierer er "manglende finansiering", som syv ud af ti peger på.

(Artiklen fortsætter efter grafikken)

Blandt andet lovgivning vedrørende opsætning af solceller på kommunalt ejede hustage anses for at være en barriere. Det er netop solceller, som lektor på Institut for Planlægning på Aalborg Universitet, Jakob Zinck Thellufsen, peger på som en barriere.

"Der er nogle administrative regler omkring opsætning af solceller på kommunale bygninger, som gør det kompliceret. Mange kommunale bygninger har store, flade tage, hvor der er et stort potentiale for at sætte solceller op. Det vil være en fordel, hvis man lovgivningsmæssigt kan gøre noget, så det bliver attraktivt for især små kommuner at kunne bruge mere solenergi," siger Jakob Zinck Thellufsen til KL's magasin Momentum.

Se NB-Kommunes tema om klimaindsatsen

Borgmesteren i nordsjællandske Furesø Kommune, Ole Bondo Christensen (S), er ligesom formanden for KL’s Klima- og Miljøudvalg, borgmester Birgit S. Hansen, stærkt optaget af at få flere til at droppe gasfyret og i stedet få fjernvarme. Men her hindres kommunernes arbejde af, at det ikke er lovpligtigt at tilslutte sig fjernvarmenettet, hvis man som borger får det tilbudt.

"Forsyningsselskaberne skal være sikre på, at de har konkurrencedygtige priser. Ellers løber det ikke rundt. Når der ikke længere er tilslutningspligt, må man i stedet se på, om forsyningsselskaber kan tilbyde midlertidige løsninger til de borgere, der skal have udskiftet gasfyret, men som ikke kan få fjernvarme med det samme," siger Ole Bondo Christensen til Momentum.

Direktører: Vi mangler tid og viden

Det er dog ikke kun statslige benspænd, der giver de tekniske direktører sved på panden i klimaindsatsen. Mangel på tid og viden er også barrierer. Eksempelvis er direktørerne blevet spurgt:

Oplever du barrierer for at prioritere og arbejde med bæredygtige og grønne indkøb i dagligdagen? Hertil svarer seks ud af ti tekniske direktører:

"Ja, manglende viden om, hvor vi uden meromkostninger eller blot få meromkostninger for mest CO2-reduktion for pengene."

Se Klimabarometer 2022

Sidst opdateret: 06/09/2022 - 18:42

Temaer: Klima

Emner: KL - Kommunernes Landsforening, Solceller

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]