Ringsted Kommune har indgået budgetaftale for 2023. Aftalen er mellem Venstre, Konservative, Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti.

Ringsted Kommune har indgået budgetaftale for 2023. Aftalen er mellem Venstre, Konservative, Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti. - Foto: Ringsted Kommune

Første budgetaftale er nu i hus: Der kommer besparelser

Som den første kommunalbestyrelse er der nu indgået et bredt forlig i Ringsted Kommune om budgettet for 2023. Der kommer besparelser især på grund af handicapområdet. Politikerne har forsøgt at gøre besparelserne så smertefrie som muligt for borgerne.

Udgivet: 29/08/2022

Iver Houmark Andersen

redaktør af NB-Kommune

Del artiklen:

Byrådet i Ringsted har som det første på landsplan indgået budgetaftale for 2023. Her kommer der nogle besparelser på blandt andet administration og ledelse.

Forliget i Ringsted er indgået mellem Venstre, Konservative, Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.

”Et samlet byråd har udvist ansvarlighed, og taget ansvar for de skyer, der lurer i horisonten. Det specialiserede socialområde vil udfordre os de kommende år, og derfor skal vi foretage de nødvendige justeringer nu, så vi kan fastholde alt det gode i vores kommune," siger borgmester Henrik Hvidesten (V).

Som følge af de stramme økonomiske rammer og det øgede pres på det specialiserede socialområde er der en større besparelse i budgettet, end Ringsted Kommune er vant til. Ambitionen er, at besparelserne findes, så de påvirker borgernes hverdag mindst muligt. Derfor findes en del af besparelserne på administration og ledelse, fremgår det af pressemeddelelsen.

Udfordret af de statslige rammer

Baggrunden for Ringsted Kommunes budget for 2023 er økonomiaftalen mellem Regeringen og KL for 2023. Økonomiaftalen mellem kommunerne og staten er stram. De stramme rammer betyder, at selv om Ringsted Kommune har en fornuftig drift, så har der været behov for at lave besparelser på budgettet for 2023 og årene fremover, skriver kommunen.

Et andet område, der udfordrer både Ringsted Kommunes budget og mange andre kommuners, er det specialiserede socialområde. Allerede i budgettet for 2022 kiggede byrådet ind i øgede udgifter for det specialiserede socialområde. Den udvikling ser byrådet desværre fortsætter og accelererer de kommende år. Allerede i 2023 kommer der ekstra udgifter i omegnen af 30 millioner kroner til blandt andet specialundervisning og botilbud.

Det specialiserede område udfordrer mange kommuner i disse år, og det går Ringsted ikke ram forbi. I økonomiaftalen med regeringen er der ikke fulgt penge med til disse borgergrupper, men med Ringsted Kommunes budgetaftale er der nu ifølge kommunen finansiering til at fastholde det serviceniveau, der er i dag.

Byrådet har 2. behandling og vedtagelse af budgettet til byrådsmødet i oktober.

Se budgetaftalen her.

Sidst opdateret: 29/08/2022 - 11:32

Temaer: Økonomiaftale, Budgetter

Emner: Ringsted Kommune

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]