
Nye tal viser en stigning i antallet af diagnoser stillet til børn og unge. - Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen/Ritzau Scanpix (Arkiv)
Voldsom stigning i diagnoser: Flere børn og unge står udenfor fællesskabet
Antallet af børn og unge med psykiatriske diagnoser vokser år for år, viser nye tal. En skræmmende udvikling, mener BUPL. Forsker advarer om, at diagnoserne fører til en indskrænkning af fællesskabet.
Udgivet: 22/08/2022
Angst og depressioner, spiseforstyrrelser, autisme og ADHD. Psykiske lidelser bliver i højere grad hverdag for danske børn og unge, og udviklingen fortsætter år for år.
Det fremgår af nye tal fra Landspatientregistret, som Børn&Unge har fået adgang til af Sundhedsdatastyrelsen. Tallene viser, at børn og unge fra 2012 til og med 2021 har fået stillet en psykiatrisk diagnose sammenlagt 113.000 gange. Det er en stigning på 30.000 tilfælde svarende til knap 37 procent, når man sammenligner med det samlede antal diagnoser i perioden 2002-2011.
Alene i 2021 er det samlede antal diagnoser i Sundhedsdatastyrelsens opgørelse steget med 5.000.
Janne Hedegaard Hansen, forsknings- og udviklingsleder ved Pædagoguddannelsen på Københavns Professionshøjskole, slår fast, at nogle børn har gavn af at få stillet en diagnose, så deres omgivelser kan møde dem med forståelse for deres udfordringer.
”Men ud fra et inklusionsperspektiv er stigningen i diagnoser uheldig. For når vi diagnosticerer i stigende grad, har det den konsekvens, at fællesskabers plads til mangfoldighed indskrænkes. I stedet for at acceptere, at forskellighed er et vilkår og møde børn i deres forskellighed, udpeger og udgrænser vi børn, der er forskellige fra de fleste, blandt andet gennem diagnoser,” siger hun.
Stigningen kan ifølge hende både skyldes en større viden og opmærksomhed på børns mentale udfordringer indenfor psykiatrien, og at børn og unge i højere grad er belastet i dag sammenlignet med tidligere.
En del af forklaringen skal dog efter hendes mening også findes i adskillelsen af normal- og specialområdet.
”Forskning viser, at den almene pædagogik og den specialfaglige viden i højere grad skal arbejde sammen der, hvor børnene er, og hvor der skal findes løsninger på deres udfordringer. Den opgave skal kommunerne blive bedre til at organisere,” siger Janne Hedegaard Hansen.
Elisa Rimpler, formand for BUPL, kalder den voldsomme stigning i diagnoser for skræmmende.
”Stigningen er et kraftigt vink med en vognstang om, at vi har indrettet samfundet på en måde, som ikke nødvendigvis er den bedste for børnene,” siger Elisa Rimpler.
”Det varsler ilde for den fremtid, hvor nutidens børn og unge skal hjælpe os med at løse de mange udfordringer, vi ser ind i,” tilføjer hun og fortæller om udfordringen for pædagoger i dagtilbud, skole og fritid.
”Der er mindre og mindre tid til samvær, nærvær og omsorg og dermed til den gode pædagogik, som er nødvendig for at forebygge, at flere børn og unge får det svært. Og det tror jeg, vi kan. Men udfordringen er, at vi har skabt et samfund, hvor børn og unge oplever, at de selv har ansvar for, om de har det godt,” mener Elisa Rimpler.
”Vi er nødt til at sætte ind med forebyggelse på det store, almene område, så vi i højere grad kan skabe nærværende fællesskaber, hvor alle har en ven, alle har nogen at lege med, og ingen føler sig forkert over at være anderledes. Og så vi samtidig kan hjælpe dem, der allerede har det svært,” siger hun.
Sidst opdateret: 22/08/2022 - 10:22












































