VIVE har netop præsenteret 15 forslag til at inddrage børn og unge i sagsbehandlingen.

VIVE har netop præsenteret 15 forslag til at inddrage børn og unge i sagsbehandlingen. - Foto: PR-Foto VIVE

Det kan betale sig at inddrage børn og unge i sagsbehandlingen

Der er mange fordele ved at inddrage børn og unge i sagsbehandlingen. VIVE har lavet en ny vidensindsamling og præsenteret 15 forslag til at inddrage børn og unge. Dansk Socialrådgiverforening kalder det et ideal for den gode sagsbehandling.

Udgivet: 22/08/2022

Mads Høyer Hansen

Redaktør

Del artiklen:

Børn og unge oplever ikke at blive inddraget i sagsbehandlingen. Det fastslår en ny vidensindsamling fra VIVE.

Men det har en række fordele at inddrage børn og unge i sagsbehandlingen. Det fortæller sociolog Tea Torbenfeldt Bengtsson fra VIVE, der har været med til at lave vidensindsamlingen. I den kommer VIVE med 15 forslag til at forbedre sagsbehandlingen.

"Der er meget, der peger på, at hvis man ligesom er med på den hjælp og støtte, der bliver iværksat og ved, hvorfor den bliver iværksat, så vil den også virke bedre. Så vil man også kunne gå ind i det og forstå, hvorfor det er, at man skal have en kontaktperson nu, eller hvorfor man ikke kan bo hos sin mor og far og have indflydelse på, hvor det så er, man skal bo i stedet for," siger hun og understreger:

"Det kan være rigtig vigtigt for, at børn og unge oplever at være aktør i deres eget liv og oplever, at de bliver taget alvorligt og respekteret."

Som det er i dag, oplever mange børn og unge, at de kun bliver inddraget i deres børnesager, hvis de bidrager med informationer eller dokumentation. Men det vil faktisk have en præventiv effekt, hvis man inddragede dem mere.

"Hvis man sikrer, at børn og unge bliver bedre inddraget, så har de også større mulighed for at kunne sige fra, hvis de mistrives i deres anbringelser. De vil vide, hvor de skal gå hen, og at der vil blive lyttet til dem, hvis de kommer og siger, der er noget, de er kede af, som ikke fungerer," siger Tea Torbenfeldt Bengtsson og uddyber:

"Så kan vi forebygge mere alvorlige mistrivselsproblemer, og man får sat ind med det rigtige, hurtigt. I stedet for det ligesom løber, og barnet ikke ved, hvor det kan gå hen, og om der overhovedet er nogle, der vil lytte?"

15 fokuspunkter til at sikre børneinddragelse

VIVE præsenterer i vidensindsamlingen fire temaer, der er afgørende for inddragelse af børn og unge. Det er:

  1. Tilgange til og måder at forstå børn og unge skal tage udgangspunkt i deres behov
  2. Sikring af inkluderende rammer for møder og samtaler
  3. Styrkelse af samarbejdsrelationen med sagsbehandler
  4. Sikring af børn og unges handlemuligheder og indflydelse

Ud fra disse temaer har man introduceret 15 fokuspunkter, der peger på, hvordan man kan styrke børneinddragelsen ud fra børn og unges perspektiv. Du kan læse de 15 forslag nederst i artiklen.

Dansk Socialrådgiverforening: De her forslag tager tid

Dansk Socialrådgiverforening tager godt imod VIVE's forslag til inddragelse af børn og unge.

"Jeg synes, deres anbefalinger er meget genkendelige for os, der er uddannet socialrådgivere. Det er jo meget idealet på den gode sagsbehandlingsproces og den gode inddragelse. Det synes jeg, de har beskrevet rigtig fint," siger Ditte Brøndum, der er næstformand i Dansk Socialrådgiverforening. Hun fortsætter:

"Så kan man sige, hvorfor sker det ikke i dag, for det har vi jo desværre hørt fra mange unge, at de ikke bliver inddraget i tilstrækkelig grad. De forslag er jo alle ting, der tager meget tid. Det er tidskrævende at sikre sig den unge hele tiden føler, de kan være i dialog med deres sagsbehandlere, eller at det er nemt tilgængeligt at komme i dialog med sin sagsbehandlere. Det er tidskrævende at lave det niveau af inddragelse, som er beskrevet her."

Se forslagene her:

  1. Anvend en børnefokuseret tilgang, hvor børn og unge høres på deres præmisser, og hvor der lyttes til deres behov og bekymringer.
  2. Tilrettelæg sagsbehandlingen så den understøtter inddragelse.
  3. Hav fokus på at barnet eller den unge ikke oplever sig objektgjort og oplever at skulle passe ind i forudbestemte forståelser og kategorier.
  4. Giv tidlig og løbende information, som er tilpasset børn og unges behov og forståelsesniveau, som etablerer tillid og transparens.
  5. Sørg for at sikre, at barnet eller den unge får information om sagen, herunder blandt andet om formålet med undersøgelser, forløb og processer, sagens dokumenter og forskellige aktørers beslutningskompetence.
  6. Informer barnet eller den unge om rettigheder og klagemuligheder.
  7. Understøt at børn og unge kan komme til orde og blive meddefinerende i processen.
  8. Hav særlig fokus på, at samtaler og møder opleves som en gensidig dialog og tillidsopbyggende både med sagsbehandler og med andre professionelle.
  9. Understøt at barnet eller den unge har en kendt og fortrolig voksen bisidder.
  10. Skab forudsætninger for, at børn og unge kender og har tillid til deres sagsbehandler via en fortrolig relation, og at overholdelse af lovgivning og organisatoriske vilkår ikke bliver barrierer herfor.
  11. Understøt kontinuitet for barnet eller den unges relation til sagsbehandler, og forsøg at undgå sagsbehandlerskift.
  12. Hav fokus på børn og unges handlemuligheder og reflekter over, hvilke roller børn og unge forventes at indtage i bestemte situationer (fx til møder).
  13. Understøt at barnet eller den unge får indflydelse.
  14. Adressér aktivt det ulige magtforhold mellem børn eller unge og sagsbehandleren i processen.
  15. Hav særlig opmærksomhed på at forskellige grupper af børn og unge har forskellige forudsætninger for indflydelse, og at der aktivt arbejdes med disse forskelle i inddragelsen af børn og unge.

Sidst opdateret: 22/08/2022 - 08:39

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]