
Henslængte pizzaæsker skal væk fra gadebilledet, mener Københavns overborgmester, der har et nyt forslag om pant på emballagen på vej. - Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix (Arkiv)
Overborgmester vil indføre pant på takeaway-emballage
Kødbyen i København er udset til at være forsøgsområde, hvis overborgmester Sophie Hæstorp Andersen får opbakning til et forslag om et nyt pantsystem for emballage til takeaway.
Udgivet: 11/08/2022
Mængden af affald fra takeaway-mad, der bliver smidt i kommunernes skraldespande eller måske efterladt på gaden er enorm - ikke mindst i København. Hvert år koster det Københavns Kommune 100 millioner kroner at indsamle og køre affaldet til forbrænding, skriver Politiken.
Men det vil overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S) nu gøre noget ved. Hun vil sætte gang i en treårig forsøgsordning i Kødbyen, hvor restaurationer og caféer ligger tæt side om side. Her skal der lægges pant på genbrugsemballage fra takeaway-produkter, som vi kender det fra flasker og dåser. Så i stedet for at lægge pizzaæsken i skraldespanden skal det afleveres, så man får panten retur.
"Vi har et fantastisk retursystem i Danmark, måske endda verdens bedste. I dag er det 9 af 10 dåser og flasker, der bliver pantet. Det kunne jeg godt tænke mig, at vi også fik gjort på plastikbægre, på skåle og på pizzabakker, så det bliver lige så naturligt i fremtiden, at vi genbruger den emballage," siger Københavns overborgmester, Sophie Hæstorp Andersen til Politiken.
Kristian Linde er formand for Kødbyens Lejerforening. Han er umiddelbart positiv overfor forslaget og ser frem til et samarbejde med kommunen. Dog peger han på nogle problemstillinger, der skal løses - blandt andet skal der udvikles emballage i en god kvalitet, der kan genbruges igen og igen.
Han peger desuden på en stor udfordring med opbevaring af emballagen, som restauratørerne i Kødbyen allerede nu kæmper med, fordi panten repræsenterer en værdi og frister svage sjæle i området.
"Vi har haft kæmpe udfordringer bare med placering af returpant alene. Det fylder rigtig meget og er svært at opbevare sikkert, og vi ved desværre af erfaring, at der sker indbrud i forbindelse med det. Hvis vi også skal til at opbevare tårne af tallerkener, kan vi frygte, at det fører mere indbrudskriminalitet med sig. Så returdelen vil lejerne meget nødig stå for," siger Kristian Linde til Politiken.
Sidst opdateret: 11/08/2022 - 11:34
Emner: Københavns Kommune, Affald, Affaldshåndtering, affaldsindsamling












































