Kommunerne fik ikke ekstra penge i økonomiaftalen til det kommende store løft af sundhedsopgaver.

Kommunerne fik ikke ekstra penge i økonomiaftalen til det kommende store løft af sundhedsopgaver. - Foto: Line Oxholm Thomsen / KL

Kommunerne får ikke flere penge til sundhed i økonomiaftalen

Regeringen giver ikke en ekstra håndsrækning til kommunerne, hvad angår opgaveglidninger på sundhedsområdet. Kommunerne fik dog omkring 200 mio. kr. om året fra sundhedsreformen. Det fremgår af den nye aftale.

Udgivet: 09/06/2022

Christina Yoon

Politisk journalist

Del artiklen:

Kommunernes Landsforening (KL) og regeringen har ikke kunnet lande en økonomiaftale, hvor kommunerne får flere penge til sundhed. Den økonomi, der er nævnt i aftalen, stammer fra den sundhedsaftale, som regeringen indgik med et bredt flertal i Folketinget sidst i maj her i år.

Det fremgår af økonomiaftalen for 2023, som blev præsenteret til et pressemøde onsdag aften i Finansministeriet.

"Regeringen, KL og Danske Regioner vil i forlængelse af den politiske aftale (sundhedsreformen, red.) indgå aftale om en fælles plan for udmøntning og implementering af den politiske aftale. Der påtænkes udmøntet 35 mio. kr. i 2022, 203 mio. kr. i 2023, 204 mio. kr. i 2024, 205 mio. kr. i 2025, stigende til 230 mio. kr. årligt fra 2029 og frem til kommunerne til bl.a. høj kvalitet og omstilling til det nære sundhedsvæsen," står der i den nye økonomiaftale.

Se tema om økonomiaftalen

Men de millioner er langt fra nok, har KL-formand Martin Damm (V) sagt til NB-Økonomi så sent som 20. maj i år, hvor sundhedsaftalen blev offentliggjort. Han tolkede aftalen, som at man så måtte forhandle yderligere penge hjem i økonomiaftalerne.

Læs også:
Sundhedsaftale: Nye krav og få penge til kommunerne

"Vi snakker ikke om millioner her, men om milliarder,” sagde Damm dengang.

Men det er således ikke lykkedes for KL-teamet at få forhandlet hjem.

Kommunerne må selv prioritere

Det betyder, at de tre områder - sundhed-, demografi- og handicapområdet - som KL havde prioriteret i forhandlingerne ikke fik fuld dækning. Det var kun demografiområdet, som var regeringens prioritet, der blev dækket fuldt ud med i alt 1,3 mia. kr..

Kommunerne må dog selv bestemme, hvad de vil bruge de 1,3 mia. kr. til, da de ikke er øremærket til demografi. Derfor kan kommunerne godt vælge at bruge dem på handicap- og sundhedsområdet.

Da KL gik til forhandlingerne ønskede de 900 mio. kr. alene til det specialiserede socialområde udover pengene til demografien. Men heller ikke her lykkedes det KL at få penge tilført området.

Læs også:
Ingen penge til handicapområdet i økonomiaftalen for 2023

KL har forståelse for, at kommunerne må tilpasse sig nationaløkonomien, hvor regeringen har brugt det meste af råderummet til for eksempel forsvar og klima. Det fortalte Damm onsdag aften til NB-Økonomi.

Men KL-formanden har tidligere afvist overfor NB-Økonomi, at de nye kvalitetsplaner og krav kan gennemføres for millioner og ikke milliarder, som er det beløb, der er afsat til kommunerne i sundhedsaftalen.

“Der er gode takter i aftalen, og nu kan vi starte arbejdet, men så er der heller ikke finansiering til mere. Pengene til at gennemføre det skal aftales i de årlige økonomiforhandlinger,” sagde KL-formanden i maj.

Danskerne får mindre velfærd

Flere borgmestre fra det Konservative Folkeparti mener, at økonomiaftalen betyder mindre velfærd.

Benedikte Kiær (K), der er borgmester i Helsingør Kommune, skriver på Twitter, at kommunerne skal spare over en bred kam, og at danskerne nu skal til at forvente mindre velfærd.

Den kommentar likes af Høje-Taastrups borgmester Michael Ziegler (K), som man derfor må formode, at han er enig i.

Sidst opdateret: 09/06/2022 - 13:31

Temaer: Økonomiaftale

Emner: Økonomi, sundhed

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]