- Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Derfor udløser aftale besparelser på velfærd

Finansministeren talte udenom et simpelt spørgsmål om velfærd. Her kan du se regnestykket.

Udgivet: 09/06/2022

Arne Ullum

chefredaktør for NB-Medier

Del artiklen:

Både TV2 og DR forsøgte forgæves på aftenens pressemøde flere gange forgæves at få finansminister Nicolai Wammen (S) til at give et klart svar på, om økonomiaftalen for 2023 vil give den enkelte borger mere, mindre eller uændret velfærd.

"Når der heldigvis kommer flere børn og ældre i de kommende år, så følger pengene med. Men derfra er det prioriteringer ude i kommunerne, hvor man står med en svær opgave, men hvor jeg også har tillid til, at man vil kunne løfte den. Vi står ikke og siger, at det her er en aftale, hvor vi kan love guld og grønne skove. Men det er en aftale hvor - når der kommer flere børn og ældre - så følger pengene med," lød det ikke helt klare svar fra Wammen.

"Når vi har dækket de udgifter, der er forbundet med, at vi er så heldige, at der kommer flere flere børn og ældre, og vi samtidig skal passe på vores forsvar og sikkerhed, så er pengene også prioriteret."

NB-Økonomi spurgte derfor finansministeren, hvordan han vil sikre, at kommunerne ikke bliver tvunget til at tage nogle af demografipengene fra børne- og ældreområdet for at dække handicapområdet, så det enkelte barn eller den enkelte ældre dermed oplever i fald i velfærden?

Herefter gentog finansministeren grundlæggende det samme svar og på et opfølgende spørgsmål lød svaret blot:

"Jeg siger præcis det, jeg sagde for et øjeblik siden ..."

Her er regnestykket

Et kig ned i kommunernes økonomi afslører, hvorfor finansministeren på en og samme tid har ret og samtidig taler udenom.

Det stigende antal børn og ældre udløser nye udgifter i kommunerne på 1,25 milliard kroner, og derfor er det faktuelt korrekt, når finansministeren siger, at regeringen dækker den udgift for kommunerne.

Men da udgiften til alene på det specialiserede socialområde stiger med 900 millioner kroner om året, og kommunerne ikke får dækket den udgift, så skal kommunerne ud at finde det beløb på andre områder, og det rammer typisk de store velfærdsområder - altså blandt andet børne- og ældreområdet.

Rent teknisk har det ikke noget at gøre med, at der er kommet flere børn og ældre. Men slutfacit er, at det enkelte barn eller den enkelte ældre dermed får en dårligere service, selvom regeringen har dækket det demografiske træk.

I mange år fik kommunerne slet ikke ekstra penge, selvom antallet af børn og ældre steg, ligesom udgifterne til det specialiserede socialområde også steg. Derfor er den faktuelle bundlinje også, at kommunerne takket være regeringens demografiregulering kun skal spare omkring halvdelen af det, som de skulle spare i de fleste år fra finanskrisen til 2018.

Sidst opdateret: 09/06/2022 - 06:40

Temaer: Økonomiaftale

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]