
Statsminister Mette Frederiksen (S) fortalte mandag om en stram økonomi. Det skete i forbindelse med Folketingets afslutningsdebat på Christiansborg. - Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Mette F.: Økonomien for velfærden bliver stram
Regeringen fremlægger til august en plan for dansk økonomi frem mod 2030. Men allerede nu varsler statsminister Mette Frederiksen smalhals for den offentlige sektor og velfærden.
Udgivet: 23/05/2022
Til august vil regeringen præsentere en 2030-plan. Det meddeler statsministeren i sin tale ved Folketingets afslutningsdebat her mandag.
- Det bliver en stram 2030-plan, hvor der ikke bliver mange nye penge at gøre godt med i den offentlige sektor, siger hun.
Når den bliver stram, skyldes det ifølge statsministeren, at velfærden er blevet prioriteret, så "pengene følger med", mens der bliver flere børn og flere ældre.
Og det skyldes de massive og varige investeringer i forsvar, der er besluttet i 2022, så Danmark i 2033 vil opfylde Nato-målet om at bruge to procent af bruttonationalproduktet (bnp) på forsvar.
- Så vil der være historisk få penge tilbage til nye velfærdsforbedringer eller andre nye tiltag, siger Mette Frederiksen.
Planen vil vise, at der er behov for skrappe prioriteringer i en årrække.
- Det vil både kræve, at vi tør tage livtag med bureaukratiet i den offentlige sektor. Så vi frigør tid og velfærd til den enkelte borger, siger statsministeren.
Ritzau/hai
Sidst opdateret: 23/05/2022 - 11:38
Emner: Regeringen







































