
Mens Bjarne Reuter er samlet topscorer over bibliotekspenge, er han slet ikke på top-10 over modtagere af penge for e-bøger og netlydbøger. - Foto: Sofie Mathiassen/Ritzau Scanpix (Arkiv)
Gamle forfatterkendinge scorer igen flest bibliotekspenge
Bibliotekspenge udbetales torsdag til forfattere og andre. Top-10 består af samme navne som sidste år.
Udgivet: 20/05/2022
Sponseret af
Der sker sjældent de store forskydninger blandt de forfattere, der modtager allerflest bibliotekspenge for deres bøger, og i år har ikke et nyt navn fundet vej til top-10.
Det er altså de samme ti som året før, men rækkefølgen er anderledes. Det fremgår torsdag af en oversigt fra Slots- og Kulturstyrelsen.
Torsdag er netop dagen, hvor de mere end 185 millioner kroner i bibliotekspenge finder vej til forfattere, oversættere, illustratorer og andre, som har bøger i bibliotekerne. I alt modtager 10.338 personer bibliotekspenge.
Topscorer på listen over de forfattere, der modtager flest penge for deres bøger, er som vanligt Bjarne Reuter.
Han modtager godt og vel 708.000 kroner. Reuter, som især er kendt for børne- og ungdomsbøger som 'Zappa' og 'Busters verden', har i årevis ligget øverst på listen.
Herefter følger Josefine Ottesen med cirka 687.000 kroner, Dennis Jürgensen med omtrent 663.000 kroner og Kim Fupz Aakeson med knap 659.000 kroner.
De øvrige på listen er Kenneth Bøgh Andersen, Maria Helleberg, Lene Kaaberbøl, Bent Haller, Kim Langer og Jørn Jensen.
Bibliotekspengene er en del af finansloven og udbetales på baggrund af bibliotekernes bestand af bøger.
10,5 procent af bibliotekspengene går i år til e-bøger og netlydbøger. For digitale bøger ser top-10 noget anderledes ud. Bjarne Reuter er nemlig slet ikke at finde blandt de øverste ti her, mens Maria Helleberg ligger øverst med en udbetaling på knap 197.000 kroner.
Til grund for udbetalingen af pengene for e-bøger og netlydbøger indgår også oplysninger om "tilrådighedsstillelse, udbredelse og anvendelse" af en bog. Det skriver Slots- og Kulturstyrelsen.
Over de næste år vil den digitale andel af pengene trinvist blive opjusteret. Det var i 2018, at Danmark begyndte at udbetale penge for e-bøger og netlydbøger.
På trods af justeringen behøver det ikke betyde, at Bjarne Reuter står til at miste sin førsteplads på listen over forfattere, der modtager flest penge. Det siger Annette Bach, enhedschef i Slots- og Kulturstyrelsen.
- Jeg tror ikke, at det nødvendigvis vil betyde så meget. I hvert fald ikke for Bjarne Reuter, da han ikke kun udkommer fysisk - han udkommer også digitalt. Så han får også del i den digitale pulje, siger Annette Bach.
Årets fordeling er sket lidt senere end normalt, skriver styrelsen. Det skyldes en systemopdatering. Næste år vil udbetalingen efter planen igen finde sted i april.
Fakta
* Pengene bliver udbetalt en gang årligt, og der er på finansloven for 2022 afsat 185,5 millioner kroner til bibliotekspengene. Lidt over en tiendedel af beløbet går til e-bøg og netlydbøger.
* Forfatter Bjarne Reuter, der primært skriver børne- og ungdomsbøger, topper igen i år listen over dem, der får flest bibliotekspenge udbetalt. Han får 708.148,69 kroner.
* Man skal være berettiget til mindst 1370 kroner i bibliotekspenge, før de udbetales. Forfatter og yogainstruktør Ann-Charlotte Monrad Hansen, der har fået udgivet en yogabog, er sidste navn på listen med 1926,40 kroner i bibliotekspenge.
* Der er et stort aldersspænd på modtagerne af pengene. Den yngste er 19 år, mens den ældste er 104. Gennemsnitsalderen for modtagerne er i år 62.
* 10.338 forfattere får i år bibliotekspenge. Over halvdelen af dem - 5575 personer - får udbetalt penge for e-bøger og netlydbøger. Det er 362 flere end sidste år.
* Man får flest penge udbetalt for fysiske bøger. Dem udbetales der i gennemsnit 16.059 kroner for, mens der i gennemsnit udbetales 1865 kroner for digitale bøger.
* I år går 19,5 af de godt 185 millioner kroner til e-bøger og netlydbøger. Det er 2,5 procentpoint mere end sidste år.
* Der er blevet udbetalt bibliotekspenge for e-bøger og netlydbøger siden 2018. Indtil i år har fordelingen på forhånd været fastlagt, mens udbetalingen for e-bøgerne fra 2022 skal ske på baggrund af udlånstallene.
* Modtagerne af bibliotekspengene skal betale skat men ikke arbejdsmarkedsbidrag af pengene.
Gennemsnitligt får modtagerne 17.943 kroner udbetalt, men der er nogle, som får en hel del mere end det.
Her følger en top-10 over de forfattere, der modtager flest bibliotekspenge ved udbetalingen i 2022. Det er de samme ti navne, som dominerede toppen sidste år.
I parentes er angivet, hvor på listen forfatterne lå sidste år:
* Bjarne Reuter (1): 708.148,69 kroner
* Josefine Ottesen (2): 687.147,27 kroner.
* Dennis Jürgensen (3): 662.791,08 kroner.
* Kim Fupz Aakeson (6): 658.880,19 kroner.
* Kenneth Bøgh Andersen (5): 655.589,64 kroner.
* Maria Helleberg (8): 653.290,58 kroner.
* Lene Kaaberbøl (4): 649.153,86 kroner.
* Bent Haller (7): 631.531,34 kroner.
* Kim Langer (10): 627.482,63 kroner.
* Jørn Jensen (9): 610.102,16 kroner.
Kilder: Slots- og Kulturstyrelsen. Skat
jornns - /ritzau/
Sidst opdateret: 20/05/2022 - 09:10
Emner: Biblioteker








































