
Endnu en gang kommer der udskiftning i ledelsen i Nyborg Kommune, hvor arbejdsmiljøet granskes for tiden. - Foto: Iver Houmark Andersen/NB-Kommune
Erhvervschef forlader kommune med kritiseret arbejdsmiljø
Erhvervschef vælger at sige op samme dag, som kommunaldirektøren igen sygemelder sig med stress. Sådan er situationen i Nyborg Kommune, som er blevet beskyldt for at have en 'syg kultur'.
Udgivet: 18/05/2022
Der er uro i geledderne i Nyborg Kommune. I mandags sagde erhvervs- og udviklingschef Babak Djarahi op. Det skete samme dag, som kommunaldirektør Lars Svenningsen så sig nødsaget til igen at sygemelde sig med stress. Arbejdsmiljøet i kommunen er så nødlidende, at konsulenter fra Komponent nu er ved at undersøge det.
Afgående erhvervs- og udviklingschef Babak Djarahi lægger ikke skjul på, at der er nogle ting i kommunen, som nager ham, og som har medvirket til, at han har sagt op. Han vil ifølge Fyens Stiftstidende dog ikke gå i detaljer med, hvad det handler om.
Men han lægger ikke skjul, at det har været svært at begå sig i, hvad han betegner som et ledelsesmæssigt tomrum med sygemeldte kommunaldirektør Lars Svenningsen. Og sagen med vicekommunaldirektør Søren Møllegaard, der blev fyret efter krænkende adfærd til en julefrokost i fjor.
Samtidig er Babak Djarahi stærkt forundret over at være udpeget til konstitueret chef for hele det tekniske område for derefter at se denne titel blive taget fra ham efter blot 14 dage.
"Det har selvfølgelig spillet ind på min beslutning om at stoppe, men det er ikke hele forklaringen," siger Babak Djarahi til Fyens Stiftstidende.
Ifølge avisens oplysninger samles de tilbageværende medlemmer af direktionen - Anders Sørensen, Torben Kelm Danielsen og Marianne Stentebjerg - her onsdag for at tage stilling til, om der skal udpeges en ny midlertidig kommunaldirektør på grund af Lars Svenningsens sygemelding. Eller om de tre direktører fordeler opgaverne imellem sig.
Ansat: Der er en syg kultur
KL's konsulentfirma Komponent er efter bestilling fra byrådet i Nyborg i gang med at undersøge arbejdsmiljøet i kommunen. Undersøgelsen skal kaste lys over det, en anonym medarbejder kalder for en "syg kultur" i Nyborg Kommune. Undersøgelsen kommer efter den famøse julefrokost i 2021 med krænkende adfærd.
I flere mails fra en anonym whistleblower står der, at sexchikane og krænkelser har stået på i årevis i kommunen og ikke kun med vicekommunaldirektøren i hovedrollen.
Komponents undersøgelse ventes færdig her i løbet af sommeren.
Sidst opdateret: 18/05/2022 - 11:06
Emner: Arbejdsmiljø, Administration, Nyborg Kommune, Forvaltning, Personale










































