Af Birthe Iuel, direktør for organisationen Historiske Huse

Ifølge Parisaftalen skal vi være CO2-neutrale i 2050. Som led heri foreslås i et nyt, revideret bygningsdirektiv fra EU-kommissionen, at alle beboelses bygninger fra 1. januar 2033, som minimum skal have en energimæssig ydeevne svarende til energimærke E.

Dette krav vil yderligere blive skærpet i årene op til 2050, hvorfor en meget stor del af den eksisterende bygningsmasse skal isoleres.

Blandt disse befinder sig de fredede og bevaringsværdige bygninger – bygninger som udgør den allermest synlige del af både Danmarks og Europas kulturarv.

Undtagelse er ikke omfattende nok

Både i det nuværende og i forslaget til det nye direktiv er der indføjet en undtagelsesbestemmelse for ”officielt beskyttede bygninger”. Herunder hører alle fredede bygninger og bevaringsværdige bygninger, som er omfattet af en lokalplan med bevaringsbestemmelser.

Det betyder, at en meget stor del af Danmarks bevaringsværdige bygninger ikke er undtaget de skærpede energi-certificeringskrav i direktivets forslag. For selv om mange kommuner har bevarende lokalplaner, er det de færreste, som har udarbejdet planer for hele kommunen og for bevaringsværdige bygninger i det åbne land, står det helt galt til.

Udvendig isolering vil ødelægge kulturarv

Gennemføres direktivet og implementeres det med dets nuværende ordlyd efterfølgende i det danske bygningsreglement, kan det derfor blive fatalt for denne del af vores bygningsarv.

Man kan frygte, at mange bygninger vil blive udvendigt isoleret, fordi det er det billigste og mindst komplicerede. I så fald forsvinder en stor del af kulturarven bag isolering.

Kommunerne har beskyttet alt for få bygninger

Det vides ikke nøjagtigt hvor mange bevaringsværdige bygninger, der er truet, men sandsynligvis mindst halvdelen. Ser vi ud i Europa og specielt mod syd og øst, står det endnu værre til.

Skulle alle bevaringsværdige bygninger i Danmark være beskyttet, ville det kræve, at alle kommuner havde lokalplaner med bevaringsbestemmelser - omfattende alle de bevaringsværdige bygninger.

Det har de langt fra – endda meget langt fra, selvom det fra alle sider gennem de sidste mange år er blevet påpeget, hvilken betydning de bevaringsværdige bygninger har for lokalområder, når vi taler vækst og velfærd.

Og det har ikke skortet på opfordringer til kommunerne om at få registreret, vurderet og beskyttet bygningerne.

Alternativ model til beskyttelse af bygninger

Nu er det i ellevte time.

I Historiske Huse foreslår vi derfor, at undtagelsesbestemmelsen i det ny bygnings-direktiv suppleres med et forslag om, at på bygninger, som ønskes udvendigt isoleret, og som er opført før 1960, skal bevaringsværdierne registreres og vurderes af den lokale myndighed, før stillingtagen til evt. tilladelse kan ydes ansøgeren. Tilføjes det ikke direktivet, bør det blive en del af et kommende revideret bygningsreglement.

(Debatindlægget fortsætter efter artiklen)

Også de historiske bygninger skal isoleres

Naturligvis skal de bevaringsværdige bygningers energimærkning også forbedres, men det må foregå ved indvendig isolering af tag, etageadskillelser, med forsatsvinduer, tætning af yderdøre, og i det omfang det kan lade sig gøre ved isolering af ydervægge. Med de seneste års erfaringer med indvendig isolering af ydervægge i de fredede bygninger, er også denne form for isolering blevet mulig.

De historiske bygninger har et forspring

Det er ikke muligt at nedbringe udledningen af CO2 i helt samme omfang, som i bygninger, der kan isoleres udefra. Hvis man til gengæld ser på de historiske bygningers livscyklusanalyser, (fra vugge til grav), viser den nyeste forskning, at de udleder mindre CO2 end gængs nybyggeri, også selv om de historiske bygninger i driftsfasen har en lidt større udledning.

Kommunerne har travlt

Det er vigtigt, at klimamålene tages alvorligt, og at CO2 udledningen nedbringes, men det skal gøres med omtanke, så det ikke sker på bekostning af kulturarven.

Som direktivet er formuleret lige nu, er mange af de bevaringsværdige bygninger i fare – medmindre den ansvarlige minister for formuleringen af det kommende bygningsreglement tager sagen i egen hånd – og medmindre de kommuner, der endnu ikke har registreret og beskyttet deres bevaringsværdige bygninger tager ansvaret herfor alvorligt. Men det skal gå hurtigt. Der er ikke lang tid til 2050 og endnu kortere til 2033.