En gruppe borgere i Brenderup har etableret deres egen solcellepark på eget initiativ. Projektet går under navnet 'Sol over Brenderup', og projektet er udbudt i folkeaktier.

En gruppe borgere i Brenderup har etableret deres egen solcellepark på eget initiativ. Projektet går under navnet 'Sol over Brenderup', og projektet er udbudt i folkeaktier. - Foto: Middelfart Kommune

Middelfart Kommune vinder KL’s nye klimapris

Kommunernes KLimapris er netop blevet uddelt for første gang på Kommunalpolitisk Topmøde. Det blev Middelfart Kommune, der i et stærkt felt af nominerede løb med prisen.

Udgivet: 18/03/2022

Jørn Sørensen

Journalist

Del artiklen:

Fredag formiddag blev spændingen udløst på scenen til Kommunernes Landsforenings (KL) Topmøde, der i disse dage løber af stablen i Aalborg.

Det blev Middelfart Kommunes grønne energifællesskaber, der vandt den allerførste uddeling af Kommunernes KLimapris. En pris KL har stiftet for at give de mange grønne initiativer i kommunerne den opmærksomhed og anerkendelse, de fortjener.

Middelfart Kommune vandt prisen for aktivt at udvikle lokale energifællesskaber drevet af borgerne selv. Blandt eksemplerne er 'Sol-Over-Brenderup', der er en solcellepark opfundet, igangsat, drevet og ejet af borgerne i byen Brenderup. I landsbyen Føns har borgerne energirenoveret og etableret deres helt eget nærvarmesystem baseret på jordvarme og resttræ.

”Det er ofte ikke nemt at bygge for eksempel solceller og vindmøller uden at møde modstand fra dem, der skal bo tæt på. Derfor er det også dybt imponerende at se, hvordan Middelfart Kommune har knækket koden til få de lokale borgere engageret i at etablere lokale grønne energikilder”, siger formand for KL’s Miljø- og Forsyningsudvalg, Birgit S. Hansen (S). Hun fortsætter:

”Kommunerne har taget klimalederskabet på sig. Det har Middelfart Kommune også, og de har samarbejdet med borgerne på en helt ny måde. Jeg er ikke i tvivl om, at rigtig mange kan lade sig inspirere af deres indsats, og derfor er det også en stor fornøjelse at overrække prisen til Middelfart Kommune i dag, siger hun. "Jeg må samtidig sige, at der også er blevet indstillet rigtig mange andre gode initiativer, og det bekræfter mig kun i, at kommunerne de seneste år virkelig har sat klimatempoet op.”

De tre øvrige nominerede indsatser til Kommunernes KLimapris var Nørreådalsprojektet i Viborg Kommune, laboratoriet for bæredygtigt boligbyggeri i Køge og Rathlousdaldæmningen i Odder Kommune.

I alt var 64 initiativer blevet indstillet til prisen. Find dem her på Kommunernes klimakort.

Med KLimaprisen følger et trofæ skabt af billedkunstner, Kigge Hvid.

Sidst opdateret: 18/03/2022 - 10:34

Emner: Energi, Middelfart Kommune

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]