
Formand for KL's socialudvalg Ulrik Wilbek mener, at hvis regeringen ikke vil prioritere det specialiserede socialområde, så skal de sige det. - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix (Arkiv)
KL: Hvis Folketinget ikke vil prioritere socialområdet, må de sige det
Formand for KL's socialudvalg Ulrik Wilbek mener, at hvis regeringen og Folketinget ikke vil prioritere det specialiserede socialområde, så må de sige det. Samtidig er han åben for flere mellemkommunale løsninger.
Udgivet: 18/03/2022
Ifølge formanden for KL's socialudvalg og borgmester i Viborg Kommune, Ulrik Wilbek (V), fik kommunerne for få penge til området ved sidste økonomiforhandling.
"Sidste økonomiforhandling gik vi jo til forhandlinger med ønsket om, at det var socialområdet, der skulle prioriteres. Dengang gik vi efter 5,5 milliarder, fordi vi på det tidspunkt manglende 3 milliarder og kunne se ind i, at det ville blive mere. Det kom der absolut ingenting ud af. Andet end en aftale om, at man godt var klar over fra regeringens og Folketingets side, at det her skulle man kigge på. Men det er der ikke blevet, og det virker ikke som om, der fra Folketingets side er vilje til at løfte området. Og det må vi jo bare forholde os til. Så er der også nogle opgaver, vi ikke kan løse," siger Ulrik Wilbek (V).
Ulrik Wilbek mener ikke, at det giver mening for politikerne på Christiansborg at pege fingre af kommunernes indsats, når de kan se, at der mangler adskillige milliarder, og kommunerne ikke ligefrem sparer på området. I stedet burde politikerne komme frem og sige det direkte, hvis de ikke ønsker at prioritere området.
"Hvis vi havner i den ulyksalige situation, at Folketingets partier og i det her tilfælde regeringen ikke vil prioritere området, så må de fortælle, at de ikke vil prioritere området. Det nytter ikke noget, at de samtidigt fortæller, at de prioriterer området og lader som om, det er der penge til. Det er jo fair, hvis der ikke er penge, så må man bare sige, hvad det er vi prioriterer, og hvad er det, vi ikke prioriterer," siger Ulrik Wilbek og fortsætter:
"Det giver en større mulighed for os til sammen med borgerne og pårørende at kunne lave en plan, som er realistisk i stedet for en plan, som er den ultimativt bedste, for den vil vi ikke være i stand til at løse, hvis ikke vi får flere penge."
Mellemkommunale løsninger
Selvom Wilbek gerne så flere penge til området, anerkender han også, at selv hvis kommunerne fik flere penge, vil det aldrig være sådan, at alle var tilfredse på det specialiserede socialområde.
"Det er jo ligegyldigt, hvor mange penge vi får, vi vil altid mangle penge til noget. Det specialiserede socialområde er jo så udsat et område, så der vil jo aldrig kunne blive fuld tilfredshed med de ydelser, vi giver fra kommunerne."
Derfor er der også værktøjer, som kommunerne selv kan anvende. Ulrik Wilbek mener, at kommunerne skal blive bedre til at arbejde mellemkommunalt.
"Der er kommuner, der er så små, at de i hvert fald ikke kan løse alle opgaver, når det er meget udfordrende opgaver. Der tænker jeg, vi skulle være lidt bedre til mellemkommunalt at klare det. Sådan så vi havde nogle fælles aftaler internt om, at nabokommunen sørger for noget bestemt, vi står for noget andet og så videre. Så de tilbud vi har, der kunne vi også gå på tværs af kommunerne. Så vi ikke bare gik til dem, der kunne løse opgaven i vores egen kommune" siger Wilbek og fortsætter:
"At vi ligesom fik ikke en regional men måske en fire, fem kommuner sammen - og i hovedstaden endnu flere, da de ligger så tæt. Så man havde nogle fælles kommunale måder at gøre det på. Vi har for eksempel et hjerneskadecenter i vores kommune, der er rigtig velfungerende og ligger i den nordlige del af kommunen. Det giver jo rigtig god mening, at nogle af de kommuner i nærheden af det også kunne bruge det noget mere end de gør nu."
Fakta
- KL's Socialudvalg beskæftiger sig med socialpolitik, det specialiserede socialområde - både voksen- og børneområdet, socialpsykiatri, udsatte børn og familier, misbrugsområdet samt velfærdsteknologi.
- Ulrik Wilbek har været formand for KL's socialudvalg siden oktober 2020. Han overtog posten efter Thomas Adelskov.
- Fra 2018-2020 var Wilbek næstformand i udvalget.
Sidst opdateret: 18/03/2022 - 10:27
Emner: Viborg Kommune, Det specialiserede socialområde, Ulrik Wilbek (V), formand for KL's Socialudvalg og borgmester









































