
Nogle lokalpolitikere i opposition føler, at de bliver tromlet af forvaltningen og borgmesteren. Det dur ikke, synes direktøren for KL, Kristian Vendelbo, og sætter nu gang i et forløb. - Foto: KL
Kan man undgå at mindretal i byråd føler sig glemt og klemt?
En del byrådspolitikerne i opposition føler sig holdt udenfor og i nogle tilfælde tromlet af forvaltningen og borgmesteren. På den baggrund iværksætter KL nu et længere forløb om det til tider giftige forhold mellem embedsmænd og lokalpolitikere. Det fortæller KL-direktør Kristian Vendelbo i dette interview.
Udgivet: 01/03/2022
Forholdet mellem politikere og embedsmænd bliver til tider giftigt og konfliktfyldt. Se bare på sagen med de ansattes markante kritik af beskæftigelsesborgmesteren i København, Cecilia Lonning-Skovgaard (V). Eller for år tilbage armlægning i byrådet i Esbjerg om magtfordelingen mellem forvaltningen og byrådet.
For at fremme en bedre dialog og forståelse mellem byrådspolitikerne og embedsfolk iværksætter KL (Kommunernes Landsforening) nu et forløb over det næste års tid.
"Vi skal have noget bedre at stå på i forhold til debatter om samspillet mellem embedsmænd og politikere. I løbet af det næste år får vi derfor gennemført nogle analyser med blandt andet spørgeskemaundersøgelser og forskere koblet på. Derudover vil vi løbende lave nogle debatter," siger direktør for KL, Kristian Vendelbo, til NB-Kommune.
(Artiklen fortsætter efter grafikken)
Som det fremgår af grafikken ovenfor, viste en undersøgelse fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd - VIVE i 2021, at fire ud af ti kommunalpolitikerne erklærer sig 'helt' eller 'delvist' enig i, at det er vanskeligt for politikere at gennemføre deres synspunkter, hvis de går på tværs af de ledende embedsmænd i kommunen.
"Alene det - at mange lokalpolitikere har oplevelsen af, at de i nogle tilfælde kan have svært ved at komme igennem med deres politik - bør gøre, at vi får fornyet diskussion af magtforholdene," siger Kristian Vendelbo og uddyber:
"Det er jo sådan i kommunerne, at borgmestrene er på fuld tid og har hele embedsmandsapparatet til rådighed. Folkene i opposition derimod er som regel fritidspolitikere, som ikke har tid til at følge lige godt med på alle områder, og som nemt kan føle sig forbigået af forvaltningen."
"Der kan nemt blive en informations-asymmetri i et byråd, hvor borgmesteren og flertallet i høj er bedre klædt på end oppositionen."
Netop forholdet mellem et mindretal i et byråd og borgmesteren/forvaltningen kommer i fokus i KL's forløb det næste års tid.
Her kan kæden også hoppe af
Ud over som politiker at føle sig overset og underinformeret, er der andre steder, hvor relationen mellem medlemmer af kommunalbestyrelsen og forvaltningen kan blive belastet.
"En af de klassiske udfordringer er, hvordan sagerne bliver præsenteret for politikerne. Det kan de jo blive mere eller mindre pædagogisk. På for eksempel beskæftigelsesområdet er der et hav af forkortelser, og her kan man jo som politiker føle sig helt sat udenfor, hvis man nærmest skal sidde med en ordbog for at forstå et punkt på en byrådsdagsorden," siger Kristian Vendelbo.
Han peger også på, at en del lokalpolitikere kan føle sig overbebyrdet:
"Hvis man får stanget 200 sider i hovedet forud for et byrådsmøde, kan jeg godt forstå, at man som fritidspolitiker tænker: ‘Py-ha, det er jo helt overvældende.’ Især hvis det, der handler om politik, står gemt langt nede i de tekniske tekster. Så kan man godt sidde med et spørgsmål om, hvorvidt 'de nu prøver på at snyde mig'," siger Kristian Vendelbo.
(Artiklen fortsætter efter grafikken)
Sammenlægningen af kommunerne i 2007 og udviklingen i samfundet gør, at de kommunale forvaltninger skal gøre en dyd ud af at være pædagogiske over for lokalpolitikerne, mener Kristian Vendelbo:
"Kommunerne er blevet meget store driftsorganisationer med stadig mere komplekse opgaver. Man kan jo bare se på den komplekse lovgivning på beskæftigelsesområdet. Og her kan det jo være godt at undersøge, om der er nogle greb, forvaltningerne kan bruge til at gøre opgaver og beslutninger mere gennemskuelige for kommunalbestyrelserne."
Meget fungerer godt, som det er
Kristian Vendelbo følger sagerne med beskæftigelsesborgmesteren Cecilia Lonning-Skovgaard på sidelinjen. Her har et at problemerne ifølge medarbejderne været, at borgmesteren i flere tilfælde er gået uden om ledelseshierarkiet og direkte til udvalgte embedsmænd.
Vendelbo vil ikke kommentere på sagerne med Cecilia Lonning-Skovgaard, men siger generelt:
“Der er en gang imellem sager med politikere, der går udenom kommandolinjerne. Men generelt oplever jeg, at ledelsesstrukturerne i kommunerne er stærke og gode nok. Og går det galt, så kommer typisk Djøf jo på banen på medarbejdernes side."
"Det er sundt at få en debat i hver kommune om, hvor langt ind i maskinrummet af forvaltningen man vil"
En kilde til en del lokalpolitikeres frustration er, at typisk borgmesteren og kommunaldirektøren argumenterer for, at politikerne skal nøjes med at lægge de overordnede rammer og så ellers give forvaltningerne stor frihed.
"Vi opfordrer fra KL’s side meget til, at man i kommunalbestyrelserne skaber tydelighed om rollerne. Altså så man mindsker faren for, at politikere og embedsmænd går galt af hinanden," siger Kristian Vendelbo og fortsætter:
"Via forskellige værktøjer og oplæg er vi nu i KL ved at lære de henved et tusind nye kommunalbestyrelsesmedlemmer om kommunernes forvaltning og samspillet med embedsmændene."
Han synes, det er fair, at nye flertal i byrådene kan afskedige kommunaldirektører.
"Det er jo sådan set et sundhedstegn, at når flertallet i en kommune skifter, så kan man fyre kommunaldirektøren uden videre, hvis man synes, at kommunaldirektøren var kommet for tæt på det tidligere politiske flertal. Det er jo helt fair, at der nogle gange skal en ny direktør til for at gennemføre en ny politik," siger Kristian Vendelbo.
Forløb uden kendt facit
KL's forløb over det næste års tid har ikke et kendt facit. Det kommer meget an på, hvad politikere, embedsfolk, eksperter og andre byder ind med undervejs. Selv 'grundloven' for kommunerne kan der komme opfordringer til at røre ved:
"Umiddelbart er der nok ikke noget i vejen med styrelsesloven (kommunestyrelsesloven der lægger rammerne for kommunernes virke, red.). Men nu må vi se, hvad vores arbejde viser. Vi vil gerne gå til det med åbent sind," siger Vendelbo og understreger:
"Det er sundt at få en debat i hver kommune om, hvor langt ind i maskinrummet af forvaltningen man vil som kommunalpolitikere."
En noget giftig trekant
Kristian Vendelbo har tidligere været departementschef og kender på den baggrund centraladministration godt. Han er således også blevet bedt om at deltage i netop påbegyndt udvalgsarbejde i regi af Djøf. Her skal man se på sammenspillet mellem embedsværket i staten og regeringen/Folketinget.
I Djøf's ekspertudvalg sidder repræsentanter med indsigt i politik, forvaltning og medier. Og det er der gode grunde til, forklarer Kristian Vendelbo:
"På grund af medierne og ikke mindst de sociale medier, så skal politikerne hurtigere og hurtigere på banen både nationalt og lokalt. Det belaster embedsværket, når der ikke levnes megen tid til at få undersøgt sagerne ordentlig og rum til refleksion, før der meldes noget ud. Før man når at reagere som politiker, kan andre have nået på sociale medier at afstikke debattens retning."
Forløbet i KL's om samspillet mellem politikere og embedsværk kommer til at foregå nogenlunde parallelt med arbejdet i Djøf's ekspertudvalg.
"Det er jo oplagt, når Djøf's udvalg præsenterer sine resultater om forholdene i centraladministrationen, så vil det næste spørgsmål blive: 'Og hvordan ser det her så ud i kommunerne?' - Og så har vi i hvert fald nogle svar fra vores eget forløb i KL-regi," siger Kristian Vendelbo.
Sidst opdateret: 01/03/2022 - 07:37
Emner: Arbejdsmiljø, Administration, Forvaltning, Kommunalbestyrelser, Byråd, Kommunaldirektør, KOMDIR - Kommunaldirektørforeningen i Danmark










































