Der er nye penge til folkeskolerne og ungdomsuddannelserne, viser en ny analyse fra AE.

Der er nye penge til folkeskolerne og ungdomsuddannelserne, viser en ny analyse fra AE. - Foto: Henning Bagger/BAG/Ritzau Scanpix (Arkiv)

Milliarder på vej til uddannelser de kommende år

Samlet får folkeskoler, ungdomsuddannelser, voksenuddannelser og videregående uddannelser 5,5 milliarder kroner i 2023, viser ny analyse.

Udgivet: 17/02/2022

Del artiklen:

1.600 kroner per elev i folkeskolen. 5.800 kroner per elev på gymnasierne. 6.200 kroner per elev på erhvervsuddannelserne. Og 5.000 kroner per studerende på de videregående uddannelser.

Så meget ekstra får eleverne og de studerende på landets uddannelsessteder i gennemsnit mere om året i perioden 2020 til 2025. Det viser en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE), skriver A4 Uddannelse.

- Ud over landkortet betyder det, at der er flere penge til den enkelte elev og studerende fra folkeskole og helt op til voksen- og efteruddannelserne, siger Mie Dalskov Pihl, chefanalytiker hos AE.

Det billede bekræfter Andreas Rasch-Christensen, forsknings- og udviklingschef ved professionshøjskolen VIA University College, som har set på AE’s beregninger.

- Det er en kendsgerning, at der er blevet tilført flere ressourcer til uddannelserne, konkluderer han.

Dykker man ned i tallene, har uddannelserne imidlertid også været hårdt ramt af besparelser i en lang årrække.

Under VLAK-regeringen blev der med det såkaldte omprioriteringsbidrag barberet i alt tre milliarder kroner af næsten alle uddannelsesområder fra 2016 til 2019. En stor del pengene fra S-regeringen til uddannelserne kommer derfor af, at den har stoppet omprioriteringsbidraget, forklarer Mie Dalskov Pihl.

Hos Danske Gymnasier glæder man sig over, at regeringen tilbagefører besparelserne fra omprioriteringsbidraget.

- Men der er til gengæld ikke ret mange nye penge til gymnasierne. Faktisk er det kun en grøn iværksætterpulje, der er ny. Det er udmærket, men det er penge til et projekt og ikke til almindelig undervisning, siger Henrik Nevers, formand for Danske Gymnasier, til A4 Uddannelse.

Kigger man i stedet mod folkeskolen, får skolerne 785 millioner kroner i år og herefter op mod 1,5 milliarder kroner om året frem til 2025.

Hos Skolelederforeningen er man glad for, at der er nye penge til folkeskolerne. Her mener man dog, at det giver et mere retvisende billede at se på, hvor mange penge der tilføres per klasse, idet det viser, hvor dyrt det rent faktisk er at løfte folkeskolen, hvor der går omkring 550.000 elever.

De 1.600 kroner per elev om året svarer ifølge Skolelederforeningen da også blot til et løft på mindre end tre procent per elev på folkeskoleområdet.

- Dermed er det reelt status quo, medmindre pengene bliver justeret for pris- og lønudviklingen, siger Claus Hjortdal, formand for Skolelederforeningen, med henvisning til den forventede stigning i inflation i Danmark.

Sidst opdateret: 17/02/2022 - 00:11

Emner: Uddannelse, Erhvervsuddannelser

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]