Kommunerne bør tage en holmgang med regeringen om anlægsrammen, mener den nye borgmester i Frederiksberg Kommune Michael Vindfeldt (S).

Kommunerne bør tage en holmgang med regeringen om anlægsrammen, mener den nye borgmester i Frederiksberg Kommune Michael Vindfeldt (S). - Foto: Iver Houmark Andersen

Ny borgmester: Anlægsrammen er ikke støbt i beton

Anlægsrammen trænger kraftigt til at blive renoveret, så den ikke spænder ben for fornuftige byggerier. Det mener den nye socialdemokratiske borgmester i Frederiksberg Kommune, Michael Vindfeldt. KL tvivler på, at man kan rokke ret meget ved anlægsrammen.

Udgivet: 19/01/2022

Iver Houmark Andersen

redaktør af NB-Kommune

Del artiklen:

Statens ramme for kommunernes udgifter til byggeri og anlæg bør ændres markant. Anlægsrammen nuværende indretning spænder ben for nogle fornuftige investeringer.

Det mener den nye borgmester i Frederiksberg Kommune, Michael Vindfeldt (S). Han melder sig dermed i koret af flere borgmestre, som ønsker anlægsrammen revet ned og ombygget.

"Jeg har en lang ønskeseddel til regeringen. Et af ønskerne er, at vi får ændret markant på anlægsrammen. Nogle mener, at den ikke står til diskussion, men det mener jeg. Anlægsrammen er jo ikke faldet ned fra himlen, så den kan og skal selvfølgelig ændres med tiden," siger Michael Vindfeldt til NB-Kommune.

Han kommer med et eksempel på noget af det, han er utilfreds med i anlægsrammen:

"Vi har en tudetosset sag her i Frederiksberg Kommune. Vi har lavet en aftale med Region Hovedstaden om at købe den store grund, hvor Frederiksberg Hospital ligger. Grunden skal udvikles til et spændende byområde med blandt andet cirka 600 boliger," fortæller Michael Vindfeldt og fortsætter:

"Men når vi begynder at betale af på hospitalsgrunden, så bliver udgiften talt med på vores anlægsramme. Også selvom der er tale om en investering, som kommunen kommer til at tjene gode penge på. Det er jo latterligt!"

KL: 'Det bliver svært'

Næstformand i Kommunernes Landsforening (KL), borgmester Martin Damm vurderer, at det bliver svært at få regeringen med på at fritage køb af jord og grunde fra at blive regnet med i anlægsrammen.

"Hvis man holdt op med at regne kommuners køb af jord og grunde ind i anlægsrammen, så vil modsvaret fra finansministeren med ret stor sikkerhed være, at 'det kan vi godt tage ud af anlægsrammen, men så kommer vi til at sætte den samlede anlægsramme ned med et tilsvarende beløb'," forklarer Martin Damm til NB-Kommune og fortsætter:

"Man skal også være opmærksom på, at en undtagelse i anlægsrammen for køb af jord og grunde vil begunstige de store byer med dyre jordpriser og stille yderkommunerne dårligere."

'Generations-uretfærdig'

Michael Vindfeldt har et andet konkret ønske til en ændring af anlægsrammen:

"Vi har to skoler på Frederiksberg, som i høj grad trænger til at blive renoveret. Men selv om vi har likvider i kommunekassen til at betale for renovering - eller alternativt kunne vi lån til det med en lav rente - så må vi ikke gøre det på grund af anlægsrammen," siger Michael Vindfeldt og fortsætter:

"Så selv om alle i byrådet er enige om det fornuftige i sådanne skolerenoveringer, så må børn og unge gå i nedslidte skoler. Det er generations-uretfærdigt!"

'Vi kan drømme'

Martin Damm forstår til fulde borgmester-kollega Michael Vindfeldts frustrationer.

"Vi kunne jo godt i kommunerne drømme os anlægsrammen helt væk. Men den forsvinder næppe, eftersom et stort flertal i Folketinget mener, at der skal være en budgetlov - og dermed en anlægsramme - som regulerer kommunernes økonomi," siger Martin Damm, og fortsætter:

"Modsvaret til ikke at have en budgetlov ville formodentlig være, at man gik tilbage til det gamle system, hvor man ganske enkelt regulerede kommunernes økonomi ved at sørge for, at de ingen penge havde."

I maj/juni skal KL have de årlige forhandlinger med finansministeren om en ny økonomiaftale - altså denne gang for 2023. Her kan et af ønskerne fra KL blive, at man gør anlægsrammen flerårig.

Som det er nu, bliver anlægsrammen lagt ned over kommunerne år for år. Men da større byggerier kan strække sig over flere år, vil det give mere mening for kommunerne at operere med en flerårig anlægsramme.

Allerede nu står det ret fast, at en markant udvidelse af anlægsrammen for 2023 næppe kommer på tale, hvis dansk økonomi stadigvæk buldrer derudaf til sommer. Flere penge til byggeri vil bidrage til at øge den i forvejen udbredte mangel på håndværkere og øge priserne på byggeri.

"Det er ellers værd at bemærke, at det ikke er kommunernes bygge- og anlægsarbejde, der fyrer op under kedlerne i dansk økonomi, for kommunernes byggeopgaver udgør kun en lille del af det samlede byggeri," forklarer Martin Damm.

Sidst opdateret: 19/01/2022 - 09:05

Temaer: Økonomiaftale

Emner: Frederiksberg Kommune, Anlægsramme

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]