
KL-formand Jacob Bundsgaard kræver, at Folketinget i forbindelse med nye velfærdsløfter i fremtiden ikke alene skal finde pengene men også anvise, hvor arbejdskraften skal komme fra. - Foto: Mikkel Berg Pedersen/Freelance/Ritzau
KL-formand: Folketinget skal huske at anvise arbejdskraft til bedre velfærd
KL formand kræver, at Folketinget i fremtiden anviser, hvor ekstra arbejdskraft skal komme fra, når man lover bedre velfærd.
Udgivet: 13/01/2022
Det er ifølge formanden for KL Jacob Bundsgaard (S) ikke længere nok, at Folketinget finder pengene, når man ønsker at forbedre den kommunale service med eksempelvis minimumsnormeringer eller loft over antallet af elever pr. lærer. Det skriver NB-Økonomi.
"Fra nu af må Christiansborg anvise, hvor arbejdskraften skal komme fra, når de træffer beslutninger på de store velfærdsområder. Det er ikke længere nok blot at anvise, hvor pengene skal komme fra," siger Jacob Bundsgaard som optakt til det årlige Kommunale Økonomiske Forum, der løber af stablen i en digital udgave torsdag.
Bag det kontante krav til Christiansborg ligger der ifølge Bundgaard en analyse af, at selv hvis hele den fremtidige vækst i arbejdsstyrken reserveres til den offentlige sektor, så vil det ikke engang være nok til at dække behovet for mere arbejdskraft.
"Og det er jo ikke realistisk, der skal jo også være arbejdskraft til den private sektor," siger Bundsgaard. "Alle er derfor nødt til at bidrage til løsningen, for det er mængden af arbejdskraft som kommer til at definere, hvor stærkt et velfærdssamfund vi kan lave."
Kommunernes eget bidrag skal ifølge KL-formanden være at at få flere til at gå på fuld tid og få flere ældre til at blive længere tid på arbejdsmarkedet i stedet for at gå på efterløn, tidlig pension eller for den sags skyld folkepension.
"Vi skal blive bedre til at skabe et arbejdsmiljø, så medarbejderne får lyst til blive længere og arbejde flere timer om ugen. Derudover er det også vigtigt at få nedbragt sygefraværet," siger Jacob Bundsgaard.
Bundsgaard advarer alle mod at tro, at manglen alene skyldes den aktuelle højkonjunktur.
"Vigtigt at understrege, at det her problem ikke er midlertidigt og knyttet til den aktuelle højkonjunktur. Når vi kigger i tallene, så vil vi have en udfordring hver eneste dag de næste mange år," siger han.
Sidst opdateret: 13/01/2022 - 13:28
Emner: Rekruttering







































