Mette Abildgaard (K) håber på, at statsministeren er mere lydhør over for at fjerne love og regler på ældreområdet, end børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil er.

Mette Abildgaard (K) håber på, at statsministeren er mere lydhør over for at fjerne love og regler på ældreområdet, end børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil er. - Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix (arkiv)

Konservative vil hjælpe kommuner med at rekruttere østeuropæere

Konservative vil have lovændring, så kommuner kan kompenseres, hvis de med henblik på rekruttering får flere østeuropæere ind på sosuskoler. 'Vi skylder vi hinanden at tage alle midler i brug', mener ældreordfører.

Udgivet: 11/01/2022

Christina Yoon

Politisk journalist

Del artiklen:

Kommuner skal selv betale udgiften, hvis østeuropæere med en lang uddannelse ønsker at uddanne sig på en sosuskole. Den regel gælder også, hvis den pågældende uddannelse fra udlandet slet ikke anerkendes i Danmark. Det vil Mette Abildgaard, som er ældreordfører for Det Konservative Folkeparti på Christiansborg, sætte en stopper for.

"Der er mangel på arbejdskraft i ældreplejen. Den har ført til, at nogle kommuner kører i nødberedskab, hvor man simpelthen må sige, at man ikke kan levere det, de ældre har krav på," siger Mette Abildgaard til NB-Kommune og fortsætter:

"Derfor skylder vi hinanden at tage alle midler i brug for at få løst denne her udfordring."

Hun har på den baggrund stillet et §20-spørgsmål til den relevante minister, som er børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S).

"Vil ministeren tage initiativ til drøftelser om en ændring af reglerne for brugerbetaling til SOSU-introducerende forløb for personer med lange eller videregående uddannelser fra udlandet, idet uddannelserne fra hjemlandet ofte ikke kvalificerer til at søge ansættelse inden for tilsvarende fagområder i Danmark..." spurgte Mette Abildgaard ministeren tilbage i oktober 2021.

Men det fik den konservative ældreordfører ikke så meget ud af. Ministeren har ingen planer om at ændre på økonomien for kommunerne, hvis de vil indgå uddannelsesforløb for udlændinge.

Pernille Rosenkrantz-Theil henviser i stedet til, at reglen jo oprindeligt er indført under den daværende VK-regering i 2010.

Konservative ser nyt håb i nytårstalen

Mette Abildgaard er irriteret over svaret fra ministeren, da den slags netop forhindrer nogle konkrete løsninger på kommunernes udfordringer. Hun henviser blandt andet til statsministerens nytårstale, hvor der er ytret ønske om en ny ældrelov, hvor ambitionen er at fjerne forhindringer for ældreplejen. Uanset hvilke partier der i sin tid har indført reglerne.

"Jeg var lidt skuffet over, at det svar, jeg fik fra ministeren, var så lidt konstruktivt. Det gav mig ikke tro på, at man ønskede at arbejde videre med at få det her løst," siger Mette Abildgaard og fortsætter:

"Jeg håber jo på, at statsministerens signaler om at kaste det hele op i luften og give det et nyt forsøg med friske øjne også kan gælde sådan noget som det her."

Ifølge Mette Abildgaard har Konservative forslaget med i sit seneste finanslovsudspil. Hun vil også tage det med i forhandlingerne, som statsministeren har bebudet om en ny ældrelov.

"Det er fjollet, at det er regler og lovgivning, der står i vejen," siger Mette Abildgaard og fortsætter:

"Vi kan jo se, at der kommer nogle familier til Danmark, hvor manden i mange tilfælde får arbejde i landbruget eller noget produktionserhverv. Kvinderne kommer og vil gerne bidrage, men der skal findes den rigtige plads til dem. Det har man stor succes med i Varde Kommune."

Læs også:
Varde har succes med at få østeuropæere ind på sosu-uddannelsen

Ældreordføreren er derfor opsat på at kæmpe hårdt for at hjælpe Varde og andre kommuner, som står med et lignende problem. Hun er derfor ikke afvisende over for at stille et beslutningsforslag i stedet, så hun kan se, om andre partier vil bakke op om Konservatives forslag.

"Det kunne sagtens være, at vi kommer til at prøve med et beslutningsforslag," fortæller Mette Abildgaard, som gerne samarbejder med andre partier for at få det løst.

"Jeg kunne sagtens håbe på, at Radikale kunne bakke op om det her. Jeg ved, de også er optaget af uddannelse og personalemangel," siger hun.

Læs også:
Østeuropæere på sosu-uddannelse: Første elev er færdiguddannet

Sidst opdateret: 11/01/2022 - 05:55

Temaer: Beskæftigelse, Uddannelse

Emner: Ældrepleje, FOA, Rekruttering, Varde Kommune, Det Konservative Folkeparti, Uddannelse

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]