
Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) understreger på pressemøde tirsdag formiddag, at det er sundhedsmæssigt forsvarligt at genåbne skolerne. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Minister fjerner lidt af coronapresset på kommunerne
Undervisningsministeren siger på pressemøde, at kommunerne skal have mulighed for i højere grad at indrette skole- og daginstitutionstilbud efter corona-situationen. Samtidig opfordrer hun til stor udbredelse af selvtest.
Udgivet: 04/01/2022
Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) åbner på et pressemøde tirsdag formiddag lidt op for, at kommunerne i højere grad skal have lov til selv at tilpasse sine tilbud til skolelever og børn i daginstitutioner efter corona-situationen.
"Står man i en situation i kommunerne, hvor man ikke kan, så skal man ikke. Jeg ved godt, sprækken er lille, men den er der. Står man for eksempelvis klokken 7 om morgenen, og over halvdelen af personalet ringer ind (og melder sig syge, red.), så er man som kommune ikke forpligtet til at levere," siger Pernille Rosenkrantz-Theil på pressemødet.
Dermed åbner hun en kattelem for betrængte kommuner til at kunne regulere på tilbuddene til mindre børn og skoleelever. Alt afhængig af personale- og coronasituationen.
Hidtil har holdningen i Folketinget været, at kommunerne ikke selv må dimensionere åbningstiderne i dagtilbud, fordi de løser en samfundskritisk opgave.
Pernille Rosenkrantz-Theil medgiver på pressemødet, at diskussionen om dimensionering er svær. Det er et stort indgreb og meget besværligt at dimensionere, og det har en negativ betydning, er ministerens holdning.
Formanden for KL’s Børne- og Undervisningsudvalg, Herlev-borgmester Thomas Gyldal Petersen (S), opfordrede på pressemødet til, at man giver kommunerne mulighed for at finde lokale løsninger. Han understreger, at alle har en opgave i fællesskab - også med at løse de situationer, der kan virke umulige at løse.
Ministeren opfordrer til to test om ugen
Skoleeleverne er blevet undervist hjemme siden 15. december. Men i morgen, onsdag, skal de tilbage til skolen.
Ifølge regeringen og sundhedsmyndighederne er det forsvarligt at åbne skolerne igen. Det gentager Pernille Rosenkrantz-Theil på pressemødet.
"Lad mig starte med at slå fast, at det er sundhedsmæssigt forsvarligt. Ellers ville vi ikke gøre det," siger hun.
Ministeren understreger også, at det skal være trygt at komme i skole igen.
Derfor kommer der et fokus på hygiejne, og eleverne skal blive i de samme klasser.
Samtidig er der en opfordring til, at alle elever fra 1. klasse og op samt de ansatte på skolerne skal lade sig teste to gange om ugen.
Pernille Rosenkrantz-Theil opfordrer også til, at forældre og deres børn bliver vaccineret.
"Det vigtigste værn mod corona er at blive vaccineret, så jeg vil gerne anbefale både børnene og deres forældre at takke ja til invitationen," siger hun.
Helene Probst, der er vicedirektør i Sundhedsstyrelsen, deltager også på pressemødet. Hun understreger, at det er vigtigt for børnenes trivsel, at de kan møde fysisk i skolerne.
Der vil være en øget smitte blandt børn i den kommende måned ifølge Helene Probst. Men det ændrer ikke ved, at det er forsvarligt at sende børnene i skole.
Det handler blandt andet om den høje tilslutning til tredje stik, siger Helene Probst.
"Vi har i rigtig høj grad beskyttet dem, som er særligt sårbare, mod at få et alvorligt forløb med covid-19," siger Helene Probst.
Om genåbningen af skolerne onsdag
Her er nogle af hovedpunkterne fra pressemødet om genåbning af skolerne:
- Stamklasser er et værktøj, og opfordres til ikke at blande elever på tværs af klasser, ligesom man bør aflyse sociale arrangementer.
- Der indføres krav om mundbind eller visir for forældre i grundskolen.
- Samtidig er der en opfordring til, at alle elever fra 1. klasse og op samt de ansatte på skolerne skal lade sig teste to gange om ugen. Der er mulighed for at få gratis selvtest.
- Børns trivsel er så vigtig, at man godt vil acceptere en vis smitte, selv om der skal gøres meget for at holde den nede.
- Forældre skal undgå at sende syge børn i skole, og det er vigtigt, at nære kontakter bliver hjemme.
Artiklen er opdateret kl. 12:00 tirsdag.
hai/ritzau
Sidst opdateret: 04/01/2022 - 12:02
Emner: Skole, Regeringen












































