Når partierne indgår brede forlig, så får partierne ikke alt igennem. Men de får altid en smule med, som svarer til deres politik. I en kommende forhandling om frikommuner, har regeringen lidt atypisk bedt om, at ingen partier skal have politik igennem. Men Mette Abildgaard (K), vil sige nej tak til frikommuner, hvis borgernes frie valg kommer i fare.

Når partierne indgår brede forlig, så får partierne ikke alt igennem. Men de får altid en smule med, som svarer til deres politik. I en kommende forhandling om frikommuner, har regeringen lidt atypisk bedt om, at ingen partier skal have politik igennem. Men Mette Abildgaard (K), vil sige nej tak til frikommuner, hvis borgernes frie valg kommer i fare. - Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix (arkiv)

Konservative vil måske spænde ben for frikommuner

Statsminister Mette Frederiksens ønske om at sætte alle kommuner fri kan løbe ind i stærk politisk modvind. Eksempelvis vil Konservative sige nej tak til frikommuner, hvis det betyder mindre frit valg i nogle kommuner.

Udgivet: 04/01/2022

Christina Yoon

Politisk journalist

Del artiklen:

En aftale i Folketinget om frikommuner kan blive svær at realisere, hvis der går ideologisk kamp i den. Hvis alle partier på Christiansborg vil sætte et personligt aftryk på en kommende aftale, så kan ambitionen om, at Folketinget netop ikke skal blande sig i detaljer, gå i vasken.

De Konservative har allerede meldt ud, at de vil sige nej tak, hvis nogle kommuner vil tilbyde mindre frit valg til de ældre, end de har i dag.

"Så Mette Frederiksen vil give alle kommuner mulighed for at blive frikommuner? På ældreområdet betyder det, at de ældre ikke længere vil være garanteret frit valg! Det kan man lokalt vælge at skrotte. Det siger Konservative nej tak til". Så klart lyder budskabet på Twitter fra de konservatives politiske- og ældreordfører Mette Abildgaard.

Hvis andre politikere kommer med andre krav, så begynder en eventuel ny aftale om frikommuner allerede at sande til i bureaukrati. Det kan godt bekymre flere borgmestre:

Leon Sebbelin (R), der er tidligere borgmester i Rebild Kommune er bange for, at man på Christiansborg ikke kan leve med, at der ikke nødvendigvis er ens serviceniveau i alle kommuner. For det er jo netop det, som frikommunerne vil betyde.

"Det kræver jo kun, at én i en nabokommune siger, hov her er der en ekstra pædagog og ekstra rengøring. Så spørger man pludselig, hvorfor det ikke er i alle landets kommuner," frygter Leon Sebbelin.

Den problematik ser man for eksempel omkring minimumsnormeringer, som formentlig vil være et forsat krav fra SF's side i de kommende forhandlinger.

Så helt frit for kommunerne bliver det næppe. Hvis alle partierne kommer med hvert deres ønske, så ender man dér, hvor man plejer, understreger Martin Damm (V), der er borgmester i Kalundborg Kommune og næstformand for KL. Han er spændt på, hvor aftalen ender, men han håber selv på, at kommunerne sættes helt frie.

"Helt basalt og grundlæggende mener jeg, at hvis det er kommunerne, der har en opgave, så skal de jo også have lov at have ansvaret," siger Martin Damm med henvisning til, at det jo er kommunerne, der står for både børne-, unge- og ælderområdet.

De konservative vil have frit valg til borgere ikke blot kommuner

Jakob Næsager (K), der er nytiltrådt børne- og ungdomsborgmester i Københavns Kommune er enig med sin partifælle Mette Abildgaard.

For ham er det vigtigt, at borgerne har et frit valg. Det gælder både for de ældre på plejehjem eller i ældreplejen, men det gælder også børn og forældre i folkeskolen og på daginstitutionsområdet. Det er ifølge konservative ikke kun kommunerne, der skal stilles frie.

"Vi må se på, hvem der leverer den bedste service, og det skal vi jo kunne dokumentere for at få penge fra kommunen. Vi kan jo ikke bare betale en masse penge, uden at vide, hvad vi får for det," siger han.

Han er sådan set glad for udsigten til at blive frikommune. Man har i Københavns Kommune allerede indhentet svar fra borgerne om, hvordan man kan skabe mere værdi for børnene. Det første han vil gøre, når han træder ind på sit borgmesterkontor i dag (mandag), er derfor, at få forvaltningen til at spille ind med, hvad medarbejderne ønsker.

"Der skal jo være transparens, så vi kan se, hvad det er vi køber, når vi får noget hos kommunen, eller vi køber noget udenfor kommunen. Vi er jo nødt til at have en model, hvor man kan være sikker på, at når man udbyder en opgave - uanset om det er kommunen, private eller selvejende - så skal man have den kvalitet, som man betaler for," siger han.

Benedikte Kiær (K), borgmester i Helsingør Kommune bakker også op om det frie valg. Hun mener, at det er en styrke, hvis der er forskel på institutionerne, så borgere kan vælge det, som der passer bedst til dem.

"Jeg håber også, at man kan komme til at se, at vi har forskellige typer af daginstitutioner, så muligheden for at vælge det, man har behov for bliver langt mere tydelig," siger hun.

Det frie valg kan skabe bureaukrati

Birgit S. Hansen (S), som er borgmester i Frederikshavns Kommune, er overordnet set enig med de konservative om, at borgerne skal kunne vælge selv. Men hun er ikke ubekymret for, netop det frie valg kan sande bureaukratiet til.

"Det er især på ældreområdet, at afbureaukratisering er nødvendigt. Jeg har læst lidt op på, hvad der gik galt. Det gik galt med lovregulering og tilsyn. Men så skulle det også være privat og det frie valg," fortæller hun. "Det synes jeg jo, som Socialdemokrat, er rigtig fint. Men det var jo dér den berømte BUM-model, den kom."

BUM-model er implementeret i kommuner for at holde styr på offentlige ydelser. Den består af en bestiller-, udføre- og modtagerenhed.

"Den kom, fordi private virksomheder skulle byde sig ind. Der er det jo, man må sige, det gik af fløjten, at sosuer og sygeplejersker selv kunne vurdere. For pludselig blev det visitationstyrani. Det kom sig jo af, hvad man skulle tage af betaling," siger Birgit S. Hansen.

Løsningen er derfor ikke helt nem. Såfremt man vil af med BUM-modellen og ubetinget beholde det frie valg - som mange kommuner uden Konservatives krav ønsker at bibeholde - så skal der eventuelt tænkes nye løsninger.

Men hun vil med det in mente stadigvæk gerne bakke op om konservatives ønske om det frie valg.

"Jeg synes, at det er i orden, at de nævner det," siger hun. Hun foreslår dog en mere tillidsbaseret model, frem for at have dokumentation på alt. "Vi skal jo også her have tillid til, at de private firmaer ikke malker geden. Hvis vi har en mistanke om det, så skal vi jo bare kunne lave nogle kontroller af det."

Den nyvalgte konservative borgmester i Kolding, Knud Erik Langhoff, tager det mere afslappet. Han ser meget frem til, at Kolding kan blive en frikommune.

Han ønsker selv at bevare de private tilbud, så borgerne har et frit valg. Men ved at sætte kommuner fri, så anerkender han, at nogle kommuner ønsker det anderledes.

"Jeg er klar over, at risikoen den er der. Men jeg ser så mange andre fordele i frikommuneforslaget, at det vil jeg helt bestemt foretrække frem for ikke at gøre noget," understreger Knud Erik Langhoff.

Sidst opdateret: 05/01/2022 - 09:47

Temaer: Frikommuner

Emner: Praktisk hjælp, Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, Frikommuneforsøg, Regeringen

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]