
I Tårnby Kommune fratræder forvaltningschef Kim Madsen sin stilling. - Foto: (Arkiv) Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Forvaltningschef i Tårnby fratræder sin stilling
Efter at have været fritaget for tjeneste siden slutningen af september fratræder forvaltningschef Kim Madsen sin stilling.
Udgivet: 02/12/2021
Forvaltningschef i Tårnby Kommune Kim Madsen fratræder sin stilling efter byrådet i Tårnby tirsdag aften godkendte en gensidig aftale. Det sker efter Kim Madsen har været fritaget for tjeneste siden slutningen af september, skriver NB-Beskæftigelse.
Madsen blev fritaget fra tjeneste seks dage før kommunen havde frist til at indlevere en redegørelse om påståede ulovligheder og uregelmæssigheder, som tidligere jobcenterchef Bo Hammer havde indberettet til STAR.
Dengang skrev kommunen, at tjenestefritagelsen skete, fordi der var skabt så meget uro og usikkerhed om både jobcentret og forvaltningen.
Kommunaldirektør Morten Winge skrev følgende til NB-Beskæftigelse:
“Jeg kan fortælle dig, at vi ikke har fået redegørelsen endnu, og at fritagelsen af Kim Madsen ikke har noget med redegørelsen at gøre. Som der står på hjemmesiden, sker fritagelsen, fordi der er skabt meget uro og usikkerhed omkring forvaltningen,”
Læs mere om sagen her:
Tirsdag aften godkendte kommunalbestyrelsen i Tårnby Kommune så en gensidig aftale mellem kommunen og Kim Madsen. Den indebærer, at han fortsat er fritaget for tjeneste frem til udgangen af juni måned 2022. Herefter fratræder han sin stilling.
Kim Madsen har været forvaltningschef i Tårnby Kommune siden 2000.
Sidst opdateret: 02/12/2021 - 10:27
Emner: Tårnby Kommune







































