
Med den stigende smitte blandt særligt mindre børn i skole og dagtilbud oplever de kommunale arbejdsgivere, at forældre er pressede i forhold til børns hjemsendelser. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix (Arkiv)
Trepartsaftale skal hjælpe arbejdspladser med mange coronasyge
Regeringen, KL, regionerne og arbejdsmarkedets parter har tirsdag indgået en aftale, som både hjælper lønmodtagere og arbejdsgivere, hvis ansatte må blive hjemme på grund af corona.
Udgivet: 23/11/2021
Refusion af sygedagpenge til virksomheder fra første sygedag, hvis den ansatte er smittet med corona, og barselsdagpenge til forældre, der skal passe et barn, som er hjemsendt fra skole eller daginstitution på grund af corona.
Det er resultatet af en trepartsaftale mellem regeringen, arbejdsmarkedets parter, kommunerne og regionerne. Ordningerne skal gælde fra 23. november frem til 28. februar 2022. De omfatter også selvstændige. Regeringen vil nu bede Folketinget om at hastebehandle lovforslaget.
De nye regler skal give en økonomisk håndsrækning nu, hvor der er et stigende antal corona-smittede i befolkningen. Det har givet et stigende pres på virksomheder, som oplever flere coronasygemeldinger og fravær, fordi de ansattes børn er sendt hjem.
Ordningerne ligger i tråd med dem, der tidligere var i brug under pandemien, men udløb den 1. juli i år. Til forskel fra sidste gang kan man dog i tilfælde af hjemsendt barn få barselsdagpenge fra første dag uden først at skulle bruge omsorgsdage eller 1. og 2. barns sygedage.
Fungerende beskæftigelses- og ligestillingsminister, Mattias Tesfaye (S), siger i en pressemeddelelse:
"Denne trepartsaftale er endnu et godt skridt på vejen, hvor vi både tager hånd om virksomhederne, sikrer ansattes rettigheder og beskytter sundhedsvæsenet. Efter FH og DA's brev i fredags, er jeg glad for, at vi i fællesskab har rykket hurtigt."
Formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), Lizette Risgaard, tilføjer:
"Lige nu stiger antallet af børn, der bliver hjemsendt på grund af smitte - det er meget vigtigt, at vi overholder myndighedernes råd og holder børnene hjemme. Målet er jo at holde smitten nede og samfundet så åbent som muligt. Derfor er det helt nødvendigt, at forældre trygt kan blive hjemme på dagpenge efter barselsloven og passe børnene."
Formand for KL's Løn- og Personaleudvalg, Michael Ziegler (K):
"Det er godt, at vi ved brug af den danske model kan lave aftaler, der tager hånd om både de private virksomheder og offentlige arbejdspladser og ikke mindst medarbejdernes behov i denne tid. Med den stigende smitte blandt særligt mindre børn i skole og dagtilbud oplever de kommunale arbejdsgivere, at forældre er pressede i forhold til børns hjemsendelser. Og derfor er det rigtig fint, at muligheden for barselsdagpenge genindføres, så der kan komme lidt ro på i hjemmene og på arbejdspladserne."
Chefforhandler for Danske Regioner, Anders Kühnau, har fokus på sygehusene:
"Det er glædeligt, at regeringen og arbejdsmarkedets parter er enige om dette tiltag. Det vil bidrage til at holde smittetrykket nede og dermed hjælpe på det akutte pres, vi oplever på sygehusene i hele landet."
Se hele aftaleteksten her.Sidst opdateret: 23/11/2021 - 11:37
Emner: Genåbning







































