Den snart tidligere borgmester i Ishøj Kommune, Ole Bjørstorp, forventer at blive mere aktiv i kommunens foreningsliv i det nye år.

Den snart tidligere borgmester i Ishøj Kommune, Ole Bjørstorp, forventer at blive mere aktiv i kommunens foreningsliv i det nye år. - Foto: Ishøj Kommune

Afgående borgmester ser frem til foreningslivet

Efter 21 år som borgmester i Ishøj går Ole Bjørstorp på pension efter nytår. Pladsen i byrådet for Ishøjlisten bliver overtaget af 23-årig.

Udgivet: 23/11/2021

Jørn Sørensen

Journalist

Del artiklen:

21 år i borgmesterstolen og næsten 40 år i byrådssalen. Så længe har Ole Bjørstorps politiske karriere varet i Ishøj Kommune.

Men fra nytår er det slut, når Ishøj-borgmester Ole Bjørstorp trækker stikket på sin tid som politiker og træder ud af byrådet.

”Det har været en fantastisk tid, som jeg kan se tilbage på med glæde og stolthed. Jeg har – lidt firkantet sagt - været med til at forvandle Ishøj fra en græsmark i begyndelsen af 1980’erne til en moderne by – og det er jeg vældig stolt af. Jeg har opnået de fleste af mine politiske mål, så det er med ro i maven, at jeg nu går på pension,” siger Ole Bjørstorp.

Borgmesterens tilbagetræden kommer efter et turbulent valgår, hvor Ole Bjørstorp brød med sit gamle parti, Socialdemokratiet, og var med til at danne et nyt parti, Ishøjlisten, der fik 16,4 procent af stemmerne ved kommunalvalget 16. november.

”Jeg føler, at jeg har været med til at give mit nye parti et rigtig godt valg. Vi fik tre – næsten fire – mandater i byrådet, og det er jo rigtig flot for et helt nyt parti. Det glæder mig, at vi har fået en god start og nu kan arbejde for et stærkere Ishøj,” siger Ole Bjørstorp, som fik 560 personlige stemmer og dermed også en af Ishøjlistens tre pladser i byrådssalen.

Bjørstorps plads i byrådet går nu videre til Ishøjslistens 23-årige Milishia Moradi, der fik 110 personlige stemmer ved kommunalvalget. Og den unge politiker er netop en af årsagerne til, at Ole Bjørstorp har valgt at gå på pension lige nu, fortæller han.

”Milishia er et usædvanlig stort politisk talent, og jeg er meget glad for at overlade min stol til hende. Hvis jeg ikke havde haft en god afløser, kunne jeg måske godt være blevet siddende lidt endnu, men når Milisha står klar, kan jeg trygt gå på pension. Hun har stor kampgejst, og hendes hjerte banker for Ishøj, så kommunen er i helt trygge hænder hos Milishia,” siger Ole Bjørstrop.

null
23-årige Milishia Moradi skal afløse Ole Bjørstorp i Ishøj byråd fra det nye år. Foto: Privat/Facebook.

Fremover skal tiden bruges på nogle af de projekter, som Ole Bjørstorp ikke har haft så meget tid til indtil nu. Især nogle af de frivillige foreninger i Ishøj kan i det nye år forvente at få besøg af en tidligere borgmester.

”Jeg har altid været meget begejstret for vores store og levende foreningsliv her i Ishøj, så det kunne jeg godt tænke mig at bruge mere tid på. Jeg er meget glad for vores lokale fodboldklub, som jeg gerne vil være en større del af. Det kunne være dejligt at bruge min erfaring fra det politiske liv i nogle af vores foreninger,” siger Ole Bjørstorp.

Fakta om Ole Bjørstorp

  • Født: 8. juli 1946 i Malmö, Sverige
  • Uddannelse: Cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet i 1974
  • Politisk liv: Ishøj Byråd siden 1982: Viceborgmester i 1993 og valgt som borgmester i november 2000.

Sidst opdateret: 23/11/2021 - 11:27

Temaer: Kommunevalg

Emner: Ishøj Kommune

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]