Her sidder de socialdemokratiske bykonger og -dronninger
Det er især socialdemokrater i Nordsjælland og på den københavnske vestegn, som klarer sig bedre ved kommunalvalg end ved folketingsvalg. Men tre kommuner i det øvrige land er med helt i toppen.
Udgivet: 19/11/2021
Hvis statsminister Mette Frederiksen (S) i den kommende tid besøger kommuner som Holbæk, Furesø og Halsnæs, bør hun takke de lokale partimedlemmer særligt varmt.
De tre kommuner er nemlig blandt de ti kommuner, hvor de lokale sikrede partiet mere end 40 procent flere vælgere ved det netop overståede kommunalvalg, end statsministeren slæbte hjem ved folketingsvalget i 2019. Det skriver NB-Økonomi.
Til sammenligning fik Socialdemokratiet på landsplan 28,5 procent af stemmerne ved det netop overståede kommunalvalg mod 25,0 procent ved folketingsvalget - det svarer altså til at partiets kommunale græsrødder klarer sig ti procent bedre end folketingsgruppen. På trods af, at de klarede sig bedre end folketingsvalget, gik partiet dog tilbage sammenlignet med det seneste kommunalvalg i 2017. Her scorede Socialdemokratiet 32,5 procent af landets stemmer.
Topscorerne, blandt de kommuner som overperformede ved kommunevalget, samler sig i Nordsjælland og den københavnske vestegn. Men tre kommuner i det øvrige land springer i øjnene. Det er Holbæk, Frederikshavn og Herlev.
Ingen over eller ved siden af Socialdemokratiets ultimative stjerne, borgmester Christina Krzyrosiak Hansen og hendes partifæller i Holbæk, som sikrede Socialdemokratiet mere end dobbelt så mange stemmer ved kommunalvalget, som partiet fik ved folketingsvalget. Partiet blev mere end fordoblet ved dette kommunalvalg sammenlignet med kommunalvalget i 2017.
Efternavnesøsteren Birgit S. Hansen i Frederikshavn, som også er en af partiets store stjerner, sikrede til sammenligning partiet 50 procent flere stemmer end ved folketingsvalget. Både i Holbæk og Frederikshavn fik partiet ved kommunalvalget over 55 procent af stemmerne, men da flere i Frederikshavn stemte på Socialdemokratiet ved folketingsvalg, så taber Birgit S. Hansen til "efter-navnesøsteren" i Holbæk. Birgit S. Hansens personlige antal stemmer gik dog en smule tilbage, hvis man sammenligner med forrige kommunalvalg.
FAKTA- Sådan har vi gjort:
For hver kommune har vi fundet antallet af stemmer til hvert parti ved folketingsvalget i 2019 fra Danmarks Statistiks FVKOM. For Venstre, Socialdemokratiet og Konservative har vi regnet stemmetallet om til procent. Derefter har vi fra KMD Valg trukket stemmeprocenten til hvert af de tre partier ved KV21 for hver kommune.
Den procentvise opbakning til partiet til kommunalvalget har vi divideret med den procentvise opbakning til partiet til kommunalvalget og ganget med 100 for at finde et indekstal. Danmarkskortet har vi farvet efter indekstallet. Det angiver, hvor stor opbakning partiet har til kommunalvalget i forhold til den lokale opbakning til partiet til folketingsvalget.
Sidst opdateret: 19/11/2021 - 10:18
Temaer: Kommunevalg
Emner: Socialdemokratiet







































