
Tillid er altgørende, hvis man skal gøre sig forhåbninger om borgmesterkæden. - Foto: Bjarne Lüthcke/Nf-Nf/Ritzau Scanpix (arkiv)
Tre borgmestre: Tillid er vigtigst for en konstitueringsaftale
Vil du have de gyldne kæder. Så skal folk kunne stole på dig. Det er det allervigtigste i forbindelse med en konstitueringsaftale, siger tre erfarne borgmestre.
Udgivet: 16/11/2021
Tillid er det allervigtigste, når man skal lave en konstitueringsaftale. Rævekager bliver husket langt frem i tiden, så det kan ikke betale sig at bryde tilliden under konstitueringen. Det er tre borgmestre, der ikke er på valg, enige om.
Det skriver NB-Økonomi.
"Spørgsmålet om tillid er helt helt afgørende," siger Hans Toft (K), som er tidligere borgmester i Gentofte, men som ikke genopstiller til kommunalvalget.
Det bakker tidligere borgmester i Roskilde Kommune op om.
"Det der sker på valgnatten, sætter tonen for de næste fire år," fortæller Joy Mogensen (S). Hun fortæller, at det er vigtigt at holde hovedet koldt uden at have følelserne uden på tøjet, når der skal indgåes en konstitueringsaftale. For de konflikter, der kan opstå kan sætte sig i folk i flere år frem.
Egon Fræhr (V), der er afgående borgmester i Vejen Kommune kommer også ind på, at den generelle tillid mellem valgene også er vigtig for selve konstitueringsaftalen.
"I virkeligheden begynder konstitueringen noget før end på valgnatten. Det handler jo også om, hvilke partier og partiledere, der tager hensyn til andre, hvem har man tillid til. Hvem har deres personlighed. Hvordan er deres rygrad, svinger de fra sag til sag? Der er rigtig mange elementer. Så feltet er ikke helt frit. Der vil altid være nogen, det snævrer sig hen imod," siger Egon Fræhr til NB-Økonomi.
Politik, poster og pragmatisk tradition
Hver kommune forhandler på hver sin måde. Nogle har politik med i konstitueringerne, andre fokuserer kun på, hvilke politiske poster, der er at fordele. Men de politiske poster kan fordeles på mange forskellige måder. Her betyder tradition noget.
"Vær klar på, hvilke poster, der er. For du får brug for alternativer. Når du skal bringe alternativer i spil, som du tænker ikke er vildt kendt, så lad være med at overspil det. Lad være med at prøve at bilde folk ind, at denne bestyrelsespost er næsten lige så god som en udvalgsformandspost, hvis den ikke er det. Det bliver gennemskuet. Og det holder i fire år," forklarer Joy Mogensen. Hun fortæller samtidig, at man i Roskilde Kommune har tradition for at holde politik ude af konstitueringerne og kun forhandle om poster. Men også at man bliver færdig på valgnatten med den del.
I Vejen Kommune har de en anden tradition, som gør udvalgspost-fordelingen mindre forhandlingstung, men i stedet gives der plads til politiske forhandlinger på et overordnet plan.
"Økonomiudvalget lægger den d'Hondske metode ned over valgresultatet," fortæller Egon Fræhr. Det betyder i praksis, at det parti og de rådmand med fleste stemmer, de får en udvalgspost. "Men den aftale skal bekræftes ved konstitueringen," understreger han. De har derfor også kommunaldirektøren med som neutral embedsmand, som kan komme med udregningerne af fordelingen.
I Gentofte har de opfundet nogle helt nye udvalgsposter, som er i spil i konstitueringsaftalerne. Hans Toft kalder dem opgaveudvalg. Her vil typisk sidde fem politikere og ti borgere, som er med til at politikudvikle.
"Vi har totalt fornyet den måde, man arbejder med politisk udvikling. Vi har oprettet nogle opgaveudvalg, hvor der er færre politikere med end i de stående udvalg. Vores typiske opgaveudvalg begynder med demokratiet helt fra bunden. Sådan et udvalg kan handle om at udvikle ny ungdomspolitik. Eller ny ældrepolitik," fortæller Hans Toft. "I den henseende sidder der én for bordenden, og det er en politiker. Sådan en post kommer løbende afhængigt af, hvilket arbejde, der er sat i gang i perioden".
De nye opgaveudvalg tager noget af presset fra konstitueringen, da der løbende vil være flere poster til de forskellige politikere i byrådet. Derfor behøver alt ikke at være klaret på selve valgnatten. Det betyder også, at de stående udvalg har fået mindre betydning, da politikudviklingen sker i opgaveudvalgene.
"De stående udvalg betyder mindre politisk, end de gjorde før. Det handler om at give borgerne mere indflydelse."
Flertal og bredt samarbejde
For alle tre med borgmestererfaring har de lagt vægt på bredt samarbejde. Det gælder også i konstitueringsaftalen, selvom alle også har prøvet at have absolut flertal. Har man ikke det, så skal man huske at tælle:
"Man skal være opmærksom på, at man skal altid kunne tælle til flertallet plus én. Forstået på den måde, at hvis man giver sig til at holde møde med nogen, så skal man tænke over, hvor flertallet er henne," siger Egon Fræhr.
Joy Mogensen fortæller også, at absolut flertal ikke nødvendigvis gør konstitueringen lettere. Da der også kan være interne kampe i partier om udvalgsposterne, hvis nu flere vil have den samme post.
"Den store test for, at vi ville det brede samarbejde, fik vi ved sidste valg, hvor vi fik absolut flertal. Så vi kunne sådan set havde konstitueret os med os selv, da vi fik 16 ud af 31 mandater. Det gjorde vi ikke, vi fik alle partier med. Mange siger, at det var lettere den valgnat. Men det var det faktisk ikke. Fordi selvom Socialdemokratiet havde flertallet for os selv," fortæller hun
Hun mener, at en god konstitueringsaftale bygger på tillid, at man har forberedt sig, så man kan foreslå alternativer, hvis der opstår knaster i forhandlingen. Men hun mener også, at selvom folk er trætte, så skal man have aftalen i hus samme nat. Begynder man første at vente, så begynder der at opstå ting, som kan gøre det meget mere besværligt at lande en aftale.
"Prøv at være forberedt til om aftenen. Og så hold ud, hvis I gerne vil den brede forankring," afslutter hun.
Sidst opdateret: 16/11/2021 - 13:48
Temaer: Kommunevalg







































