
"Børnene elsker 'ham med håret' eller 'Piet Papa-gøje'. Det giver bare gejst og glæde, og hvis mit hår og et bolsje kan få smilene frem hos de små poder, så er min opgave løst," skriver Piet Papageorge efter besøg på endnu en skole. - Foto: Privat
Kandidat-dagbog: 'Jeg ender faktisk igen med at besvime over tasterne. Sådan er det vel at føre valgkamp'
Det kræver kaffe og kebab at føre valgkamp. Men når man får en god dialog med vælgerne er det skønt. 'Debatter er for politikere, hvad isotoniske energidrikke er for triatleter,' skriver borgmesterkandidat Piet Papageorge (V) i sin levende dagbog fra KV21.
Udgivet: 12/11/2021
KV21-dagbog af Piet Papageorge, borgmesterkandidat for Venstre i Glostrup
Uge 44
Mandag 1. november
'
Borgmesterpotentiale'Kl. 07:30: Uret ringer, og jeg kan ærlig talt ikke huske, hvornår jeg har sovet syv timer sammenhængende. Kroppen er slidt – vi er jo også lidt inde i valgkampen, men gejsten er stadig god. Jeg har følt, at vi har været mest på dupperne i første del – jeg har i hvert fald ikke set nogen andre partier, men man ved jo aldrig. Det er svært at sige. Men årsagen, til at jeg har sovet længe, er, at jeg for første gang springer morgenaktionen over. Søndervangskolen og Skovvangskolen er begge dækket af andre kandidater, og jeg skal ind til 'Bygge- og boligpolitisk netværk' i København.
Kl. 09:00: Fantastisk stemning og god oplevelse at sidde ved siden af borgmester i Køge Maria Stærke (S) og borgmesterkandidat i København Jakob Næsager (K). Der blev spurgt interesseret ind fra diverse partnere, direktører, andelsboligforeninger og meget andet godt. Følelsen var god – og Glostrup er jo lige i smørhullet i forhold til Køge og København. Vi skal finde den rette balance, og jeg føler egentligt, at jeg rammer den meget godt midt imellem. Men jeg kan også mærke noget andet. Jeg kan mærke, at jeg trives på de bonede gulve. Jeg nyder opmærksomheden og føler egentligt, at jeg repræsenterer Glostrup rigtig godt – Jeg får også store roser bagefter, hvilket giver motivation i valgkampen.
Kl. 11:30: Jeg kommer hjem med toget og bliver mødt af en kæmpe outdoor reklame for Socialdemokratiet. Satans også! Jeg har virkelig knoklet, men har på ingen måde den samme kapital til at betale for sådan noget!
Alle penge, jeg bruger ekstra, er ud af egen lomme, og det er stadig mange ti-tusinde kroner, jeg har lagt… jeg kommer hjem lidt ”muttet” [nedtrykt] . Men min fantastiske kæreste, Line, er som altid på pletten:
”Du har ikke 75 tusinde kroner fra fagbevægelsen. Til gengæld har du engageret 75 frivillige – og det er meget vildere!”.
Jeg ved ikke, hvor mange penge Socialdemokratiet i Glostrup har, men jeg har flere frivillige end 75. Mit humør stiger voldsomt, og jeg kan mærke, at Facebook-svarene kommer meget lettere.
Kl. 12:00: Facebook skal 'passes'. Det er simpelthen blevet en fast del af min daglige rutine. Jeg er næsten stoppet med at skrive på mobilen – det går for langsomt, og jeg laver for mange slåfejl. Men Facebook bliver også hurtigt en tidsrøver. Anyways, jeg moser igennem. Det er svært at vide, om det giver noget eller ej, men jeg kan personligt mærke, at der er et stort engagement, og at mine politiske opslag på 'Politik i Glostrup' generelt bliver vel modtaget. Det føles meget godt.

Kl. 15:30: Uddeling foran skovbørnehaven. Om bare tre dage er der Skolepolitisk vælgermøde – og det er vi ude for at gøre lidt reklame for. Det er koldt, og der er ikke mange forældre. Vi må konstatere, at vi er kommet for sent ud. Men de forældre, der trods alt er der, modtager os godt. Da Torben og jeg er færdige, tager jeg mobilen frem og skriver til min koordinator – vi skal i gang tidligere. Jeg ved, at det presser mine folk – som borgmesterkandidat har jeg taget en måneds selvbetalt 'ferie', men de har jo stadig et arbejde, som skal passes. Det kan dog ikke være anderledes.
Kl. 17:00: Der koordineres inden møde i Økonomiudvalget morgenen efter. Normalt har jeg godt styr på dagsordenen, men i dag er jeg fra den. Som gruppeformand er det mig, der gennemgår dagsordenen foran Venstres medlemmer. Det snurrer godt for mig, og jeg snøvler igennem. Det er noget rod! Og hvad værre er, så skal vi til Folkebladets debat lige om lidt! Det er noget dej! Jeg skyller 1,5 liter vand på under en time, men det bliver ikke meget bedre.
Kl. 18:35: De andre sidder inde på pinden. Jeg har ikke fået forberedt mig! Jeg er væltet over til 'Kebaben'.
"Det sædvanlige?" spørger kebab-manden. De kender mig godt – særligt i en valgkamp. Det går op for mig, at jeg ikke har spist andet hele dagen, end den banan, jeg fik til morgenmad. Jeg sluger robotarmen (durumrulle med kebab, red.), mens jeg forsøger at samle tankerne.
Heldigvis har kebab-manden kun positivt at sige om mine plakater, og jeg møder da også en del anerkendende blikke fra de andre kunder – det hjælper mig bare ikke så meget i forhold til den forestående debat.
Kl. 19:00: Folkebladets debatmøde. Jeg har trukket den yderste placering. Det er noget p*s, for jeg har stadig ikke forberedt min to minutters pitch.
De fem lokale regionsrådskandidater har heldigvis tid først, men da det når til mig, bliver det lidt en leverpostejs-performance. Ikke rigtig god – ikke rigtig dårlig. Der er dog ingen af de andre, som slår helt igennem – heldigvis da!
Til gengæld ved jeg, at jeg får lov at få det absolut sidste minut i den afsluttende runde, og jeg begynder straks at samle til bunke. Selve debatten går dog godt. Særligt spørgsmålene om klassestørrelser og bibliotekets placering er vand på min mølle! En ældre herre, Lars, spørger ind til biblioteket, og jeg får med et home-run sendt socialdemokraterne til tælling. Ideen om at flytte biblioteket til svømmehallen er i sig selv tåbelig, men den måde - de får svaret stakkels Lars - er værre.
Jeg er som en fisk i vand under debatten! Det føles godt. For at bruge et andet dyr, er der noget om gamle cirkusheste og duften af savsmuld – de 10 år i VU’s (Venstres Ungdom, red.) debattørkorps er ikke spildte!
Det sidste minut nailer jeg naturligvis også, og jeg forlader debatten helt høj – debatter er for politikere, hvad isotoniske energidrikke er for triatleter!
Tirsdag 2. november
'Skoleugen starter!'
Kl. 05:45: Uret ringet, og jeg skal afsted til Vestervangskolen. Vi har fået specialtrykt 1.500 flyers omkring torsdagens Skolevælgermøde. Det var egentligt en idé, vi fik lørdag aften over en øl, og på 36 timer havde vi produceret, haft korrektur, grafiker og tryk inde over den! Det gav gejst til hele teamet!
Bagsiden af invitationen er naturligvis Venstres skolepolitik:
- Max 22 elever
- Ingen skal krydse Ringvejen eller Jyllingevej mod deres vilje
- Sikre skoleveje – herunder ensretninger.
- Nedsættelse af et §17.4 udvalg, der skal trække Glostrup Skole ud af den politiske arena

Det er egentligt simple budskaber, men uddelinger på Vestervang går ikke så godt. Der er for mange indgange, og der er afsætning med bil inde på skolens matrikel. Hmm… jeg kan egentligt godt huske det for fra fire år siden, men det er da øv.
Den positive oplevelse er dog, at de forældre, vi snakker med, er glade for vores politik. Og så at en knægt fra vel 3.-4. klasse kommer ud, stikker næven frem til et fist-bump og siger "...ey Piet, du er ordnelig varm!" .. hvad det så end betyder ? . Heldigvis har Venstres andet team mere held med det på Skovvang – så det luner da!
Kl. 9:00: Jeg kommer hjem, og kaster mig med det samme over læserbreve og Facebook. Det er egentligt vildt, hvor meget tid, jeg bruger på Fjæsbog! Anyways, der bliver most en del svar afsted – og naturligvis også delt selfies. Der er jo en tendens til, at hvis ikke det er på Facebook, så er det ikke sket.
Kl. 12:00: Interview med Glostrups yngste kandidat. Ja, den er god nok! På trods af mine otte år i kommunalpolitik, er jeg, på linje med de seneste to valg, den yngste kandidat på stemmesedlen. Det er egentligt lidt vildt at tænke på.
Jeg giver journalisten en mokka og snupper selv en cappuccino med ekstra skud – dem har jeg mange af for tiden – på Espresso House, og vi snakker om min udvikling fra ung VU-løve til hele Glostrups borgmesterkandidat. Det er egentligt sjovt at sætte ord på udviklingen, og jeg bliver da også selv bevidst om, hvor meget jeg har rykket mig.
Kl. 15:00: Skole-politikken fylder stadig rent strategisk. Derfor har vi tre teams ude foran daginstitutioner. Jeg selv står foran 'Isfuglen' og 'Verdens børn' – to private institutioner. Vi bliver positivt modtaget, og flere giver udtryk for, at de allerede har set mig.
Børnene elsker "ham med håret" eller "Piet Papa-gøje". Det giver bare gejst og glæde, og hvis mit hår og et bolsje kan få smilene frem hos de små poder, så er min opgave løst. Det er koldt, så jeg har praktisk tøj på. Uldundertøj, t-shirt hen over, varm jakke. Vi skyder flyers afsted, for der er mange forældre, og stemningen er god, lige indtil…
Kl. 16:55: BIP, BIP…. Min telefon bimler. F#%¤, jeg har glemt skolebestyrelsesmødet!
Jeg ifører mig cykelhjelmen og nærmest springer op på det røde lyn (min trofaste racercykel), og drøner afsted mod mødet. Jeg når knapt at sige farvel til Gert og Torben, som jeg deler ud med. Sådan må det være.
"Jeg trøster mig med, at det heldigvis ikke er udseendet, som man skal stemme på, men derimod indholdet"
Til skolebestyrelsesmødet skal der snakkes strategi, og jeg møder formandskaberne for de lokale råd for første gang. Og jeg ligner noget, der er løgn. Kommer lidt for sent, uldent undertøj og stinker givetvist af gnu… Jeg har heller ikke PC'en med – ja, grundlæggende er det jo egentligt noget dej. Men sådan er det – og jeg må fortælle mig selv, at det er godt, at jeg er her.
Jeg bidrager meget i strategiarbejdet, som jo også er min styrke fra det private job hos PwC. Der er gode drøftelser, og jeg trøster mig med, at det heldigvis ikke er udseendet, som man skal stemme på, men derimod indholdet.
Kl. 19:00: Jeg smutter fra skolebestyrelsesmødet, og vi har et internt Venstre møde. Stemningen er helt i top! Kandidaterne er glade. Folk tager sig en øl eller et glas vin, mens jeg orienterer om, hvor usynlige de andre har været.
Det føles som om, at vi vinder på samtlige af de plader, vi spiller – og det kan mærkes. Midt i min ros af det store engagement tager Eva ordet:
"Men Piet? Det er jo fordi man kan mærke, du brænder så meget for det! Du dedikerer alle dine vågne timer til det her, du sover nærmest aldrig, og du roser og smiler altid! Jeg har siddet i KB med dig i tre år, og selvom du altid har rygende travlt, har jeg aldrig oplevet dig sur!"
Gruppen istemmer – og ærligt talt, så gør det meget stort indtryk på mig. Det er endnu en gang et boost af energi. Det er fedt! Og det giver motivation, fordi…Kl. 22:00: Facebooken kalder – igen. Jeg får positiv respons på mit engagement, men wow det tager tid. Jeg kyssede Line godnat lige, som jeg kom hjem – hun er midt i at skrive eksamensopgave… Jeg selv sidder til over midnat og svarer på beskeder, opslag og ikke mindst forfatter læserbreve. Til sidst kan jeg nærmest ikke holde øjnene åbne, og tanken om, at uret ringer klokken kvart i kvalme i morgen er hård.
Onsdag 3. november
”Canvas skydes rigtigt i gang”
Kl. 05:30: Jeg bliver sindssyg af det vækkeur… nå, under to uger endnu – you can do it!
Bad, tandbørste, og en snickers… hvorfor jeg ikke spiser først, aner jeg ikke, men op på jernhesten med mig, og afsted til Søndervangskolen. Det er 'mit hood'. Vi kører en kæmpe sag omkring ensretning af Florasvej – altså vejen foran skolen. Hvorfor socialdemokraterne altid insisterer på dyrere og dårligere løsninger er mig en gåde, men det giver da mig en kant. Budskabet går da også rent ind – de forældre, der hver dag oplever kaosset ved, at vejen blot skal ensrettes, så er problemet løst. Men sådan er politik nogle gange. Budskabet om de max 22 elever har også genklang, så det er skønt!
Jeg bruger lige en times tid hos en ven efter morgenaktionen. Det er egentligt første gange, at jeg snakker om noget, han har på hjerte, og ikke bare plaprer løs om mig selv om min kampagne… det giver stof til eftertanke! Men som en veninde fra samme vennegruppe sagde:
"Piet, det her er din chance. Du er der altid for os, så giv den nu gas, lad os hjælpe dig, og så er vi her også efter den 16. november."
Kl. 11:00: Blev der forhandlet med et andet parti. Det er jo ikke nok at blive valgt, man skal også have alliancerne på plads. Det går der faktisk overraskende meget tid med. Men jeg tror på, at gode aftaler kan manifestere sig som et bredt og stabilt samarbejde efter valget. Om ikke andet, så er dagen midt på lidt 'halvdød' i Glostrup i forhold til at føre valgkamp, så det er blot en times tid, jeg ikke får en lur ?
Kl. 12:30: Jeg bliver interviewet til en skoleopgave af to knægte, som er bosat i Glostrup, men som læser på Nørre G (gymnasium, red.). Under hver eneste valgkamp har der været en sådan interesse. Jeg trives meget godt i det, men kan også mærke, at jeg på et tidspunkt sidder og glipper lidt med øjnene – total Joe Biden style!
Spørgsmålene er gode, og vi kommer vidt omkring. Da vi er færdige, og jeg ryder af bordet, konstaterer jeg, at kaffekanden er tom – og at de to drenge har drukket sodavand… wauw jeg trænger til koffein!
Kl. 14:00: Jeg smider mit habengut i entréen og flyver ind til PC'en. Det er over 12 timer siden, at jeg har været online, og min Facebook og mail flyder nærmest over. Jeg har forsøgt at vænne mig til ikke at skrive på telefonen – det går simpelthen for langsomt! Anyways.. jeg hamrer beskeder og kommentarer af. Det bliver meget råt for usødet. 'Nå ja, det giver vel sjæl?' Tænker jeg, mens jeg løber ud af døren igen. Huskede jeg at give Line et kys på vejen ud? Jeg vender om på svalegangen og returnerer – så må forældrene ved Essedalen lige vente to minutter.
Kl. 15:05: – og ja, det var fem minutters forsinkelse – jeg kommer frem til Essedalen. Jeg har lånt den gamles bil, så det går da lidt hurtigere, men det var slet ikke nok.
Anyways, Johanna – et fantastisk Venstremedlem på bare 82 år, står der allerede og sprøjter flyers ud: 'Husk at læs på lektien, og så stem den 16. november'.
Hun tager altså ikke et nej for et nej, og bare hendes tilstedeværelse får smilet frem hos mig. Vi deler skoleflyeren ud på højtryk, og der er generelt god stemning. Temaerne er i højere grad omkring skoleindskrivningen, hvor Venstres garanti i forhold til skoleafdeling går som varmt brød – det er i øvrigt også det eneste fornuftige. Selvom brede samarbejder kan være gode, så binder de også noget så frygteligt, så det er rart at være ude af skoleaftalen med socialdemokraterne og nu endelig kunne snakke frit ud af posen.Kl. 16:30: Eva ankommer til Essedalen, og Johanna tager hjem. Hun har allerede gjort langt mere, end man kunne forvente, men vi må ikke sige tak:
"Jeg gør det da ikke for din skyld, men min egen – jeg holder mig ung og frisk sammen med jer unge!" .. jovist, tænker jeg, men du har nu alligevel delt et hav af mine flyers ud, og vi tager hul på 'canvas'.
Vi har gjort det lidt, men det er første gang under valgkampen, at jeg for alvor gør det - altså ringer på døre. 'Ding - dong... "mit navn er Piet Papag…"
"Det ved vi da godt, det er dig fra plakaterne!”
"Øhm, jo tak, men altså, jeg er bare rundt for at spørge, om vi kan forbedre os som kommune"…Ja, det er lidt fjoget, men heldigvis bliver det bedre og bedre over tid. Og folk tager utrolig positivt imod mig! Det sværeste er reelt set at undgå at blive inviteret indenfor til både kaffe og chokolade. Det er forrygende!
Enkelte er naturligvis mindre positive, men generelt set er der gode vibes! Og folk tager i den grad hatten af for, at deres måske kommende borgmester tager sig tid til netop at besøge dem. Vi lukker ned lidt i kl.18, da to familier i træk er halvvejs i gang med aftensmaden. Det var en succes – og bliver gentaget mange gange de kommende to uger ?
Kl. 18:15: Jeg henter Kian, min bror, som med sit lange hår, store skæg og bredde skuldre til forveksling ligner Jesus.
Vi tager os en tur rundt med ekstra plakater. De ryger op alle de steder, vi mangler. Sådan er det altid. Efter opsætningen, er der steder, man fortryder, man ikke har hængt op, når man sådan kommer lidt rundt omkring.
Det er tough arbejde, men det er også kvalitetstid med min bror, som jeg ikke ser så meget – og da slet ikke under valgkampen. Undervejs giver jeg aftensmad – endnu en robotarm (durumrulle med kebab), naturligvis – men ikke fra den samme som før, jeg må jo hele byen rundt.
Det er ikke meget Kian og jeg får snakket, da kebab-manden genkender mig fra plakaten. Vi falder hurtigt i snak, og han anbefaler samtlige kunder at stemme på mig. Han er sågar lige ved at smide en anden kunde ud, fordi han siger, han ikke ved, hvem han vil stemme på. Det er god humor, og det får mit smil frem.
Jeg er klar til at give den en ekstra skalle – Kian derimod synes jeg er langt ude. Han har altid været den introverte og jeg den ekstroverte. Det er dog hyggeligt i bilen rundt i byen, og der ryger over 100 nye plakater op!
Kl. 22:30: Jeg får afleveret bilen til min far, og kommer hjem. Line sover allerede – det ville jeg normalt også gøre. Men der er ikke andet for, end at passe fjæssen… gal, hvor er jeg egentligt blevet boomer.
Nå, jeg får åbnet op, postet billedet af min bror og jeg, og starter besvarelserne fra en ende af. Jeg skal love for, at der bliver produceret tekst!
Det er desuden dagen, hvor Folkebladet er udkommet, og heri valgavisen for Glostrup. Jeg har to dage til at formulere læserbreve, hvis altså der skal svar på, og de skriver jo ikke sig selv, så jeg hopper i arbejdstøjet. Klokken er vel (igen) over midnat, inden jeg må resignere.
Torsdag 4. november
'Ellemann og vælgermøde'
Kl. 05:30: Det er jo en gammel grammofonplade, men hvor er kroppen bare tung. Bare tanken om at svinge benet ud i det kolde soveværelse er håbløs. Jeg får kysset Line på panden, selvom hun naturligvis er komplet "out" (træt, red.).
Nordvangskolen kalder – det er sidste chance for at dele flyers ud og invitere til vælgermøde, og jeg må sige, at det sælger billetter! 'Kom til vælgermøde i aften her på skolen og hør om Venstres syn på skolen'.
Snakken går livligt, og med undtagelse af en socialdemokratisk forældre, der synes vi står i vejen, så bliver jeg kun mødt med smil og positive vibes.Kl. 08:45: Som altid skal Facebook passes. Der knokles virkelig igennem, og jeg kommer igen-igen for sent ud af døren, fordi jeg skulle have en (halvkrøllet) skjorte ud over min uldne undertrøje… Det er virkelig praktisk det her – uldundertøj on the inside, 'business casual on the outside!'
Kl. 09:30: Jeg har et stort portrætinterview med en journalist fra Berlingske, men hold da op, hvor kan jeg mærke, at min planlagte middagslur de sidste tre dage er blevet inddraget af valgkampen!
Vi mødes på Espresso House i centeret, får en kop kaffe og chatter lidt – gode vibes! Berlingske vil gerne følge mig rundt, og heldigvis har vi knapt rejst os, før der kommer en over og hilser på, fordi han kan genkende mig. Den der 'celeb' følelse giver et godt rygstød – vi må bare håbe, at jeg bliver kendt for noget godt.
Vi går en tur over til rådhuset og skyder lidt billeder. Vi får lov at blive lukket ind på borgmesterkontoret, og jeg viser lidt rundt. Det er faktisk her, at det første gang slår mig, hvor vildt det jeg har gang i er!
Det er som om, at det i dét sekund går op for mig, at dette kontor rent faktisk kan blive mit. Jeg har været på kontoret to-tre gange om måneden de seneste otte år, men først nu slår det mig, at det er et borgmesterkontor.
Denne oplevelse præger faktisk resten af mit interview. Hele rådhuset virker pludselig meget overvældende! Det er som om, at det kan være rigtigt – altså det er ikke længere drengedrømmen, men nu er det virkelighed! Jeg ser også på KB-salen (byrådssalen, red.) med helt nye øjne, og journalisten bliver tydeligvis overrasket over, hvordan jeg reagerer.
Nå, vi skal have noget 'vælger-action', det gør sig godt på kamera! Det er dog ikke det nemmeste tidspunkt, om formiddagen, at finde glostruppere, der har lyst til at snakke – og slet ikke når man har et kamerahold bag ved, der 'bare observerer'. Så ja, det er da et 'Tough crowd'. Men det ender meget godt, og jeg får da snakket lidt med Fru Hansen og Ibrahim, så helt spildt er det ikke ?

Kl. 11:30: På slaget kommer Jakob Ellemann-Jensen (Venstres formand, red.). Det har været længe ventet, og Berlingske dækker naturligvis også det, ligesom at Folkebladet er kommet til.
Jeg viser rundt på banen og gør mine hoser grønne i forhold til regionaltogsstoppet. Vi snakker bymidte, og vi mødes efter aftale med Glostrup shoppingcenters direktør og center-manager, og tager en tur derinde. Der bliver også tid til uddeling af flyers med Jakob – han er en maskine til det der! Og han får sendt varme og oprigtige ord i min retning – det giver mod på de næste dage!
Kl. 12:30: Efter besøget skal Jakob videre til Vallensbæk. Jeg bliver tilbudt at køre med, og får en god og fortrolig snak med formanden om Venstres satsninger, og hvad der rører sig på borgen – et enkelt tip eller to falder der nok også af ?
Kl. 15:00: Knapt er jeg kommet hjem fra Vallensbæk, før jeg står ude ved Engtoften – heldigvis ligger den daginstitution kun 300 meter fra min lejlighed, men trætheden er alligevel mærkbar!
Vi skyder skolevalgsflyeren af for sidste gang, og har gode snakke med forældre. Men min telefon glæder – Jens og Richard har lagt sidste hånd på vores valgavis, men den skal gennem en grafiker og nå til tryk mandag morgen klokken 08:00. Det er noget p*s. Vi har lagt en del skinner, mens vi har ført valgkamp, og det her er så en af regningerne. Min grafiker-ven bliver 'booket' (hurra for frivillige kræfter!!) til at afstå sin weekend, og hjælpe til, og der bliver korresponderet med trykkeriet i forhold til de hårde deadlines.
Kl. 1630: Jeg når hjem, smider et par beskeder til mine venner, og skal til at forberede mig inden en af valgets vel absolut vigtigste debatter – Skolen! Den fylder ualmindeligt meget i Glostrup, så det er bare om at være forberedt. Desværre går jeg kold. Som i helt kold!
Jeg tilnærmelsesvis besvimer ude på toilettet, og vurderer at en kort lur måske er bedre givet ud. Klokken 18:40 vækker Line mig og spørger, om jeg ikke skal til at afsted. Det uldne undertøj er gennemblødt at sved, og jeg tager et hurtigt trucker-bad, inden jeg hopper på det røde lyn. Mine ben træder nærmest ingen watt, og det er heldigt, at der ikke er længere end en kilometerspenge til Nordvangskolen…
Kl. 19:00: Debatten starter. Aulaen er fyldt, og heldigvis har jeg mulighed for at forberede mig, mens seks andre kandidater præsenterer sig. På 10 minutter har jeg drukket en liter vand – jeg ved, at det kommer til at bide mig i halen, når det skal ud inden pausen, men det kvikker mig da op!
Budskabet har jeg heldgvis øvet hver morgen og eftermiddag i ugen, så da det bliver min tur træder jeg ind i 'debattør-piet'. Jeg slår budskaberne fast med syvtommersøm. Og modsat samtlige andre kandidater, ja så formår jeg at holde tiden! To minutter – præcis!
Det giver den største klapsalve – hvilket er imponerende, for der er flere kendte socialdemokratiske ansigter end V-folk. Det kan bare noget, det der med at levere præcist!
Selve debatten går også godt. Jeg bliver ved med at gentage mine løfter. Venstre har ikke uld i mund, når det kommer til skolen!
Vi har de klare politiske ønsker, og så vil vi have forældre, medarbejdere og elever ind i et forpligtende §17 stk.4 udvalg til at skabe fremtidens Glostrup Skole i fællesskab. Jeg synes, at jeg gør det godt!
Og jeg får også sluttet af, på en 'borgmester-værdig' måde, hvis jeg altså selv skal sige det. Og selvom snakken går, så straffer mængden af vand mig prompte. Det er bare at løbe ud, og så må jeg snakke med de tilbageværende forældre til sidst. Særligt lokalrådene får jeg en god drøftelse med, og selvom det bliver sent, føles det godt.
Kl. 22:00: Jeg når hjem, snakker kort med Line, og så skal hele dagen ellers bare uploades på Facebook. Hold da op, hvor er der mange ting på sådan en dag, der normalt ville trække sit helt eget opslag – men under valgkampen bliver det hele bare 'puljet'. Debatten om skole fortsætter til langt ud på natten, og jeg deltager naturligvis aktivt – hvis man vil være borgmester, skal man turde snakke med borgerne, tænker jeg. Jeg ender faktisk igen med at besvime over tasterne.
Sådan er det vel at føre valgkamp. Godt der stadig er 4,5 time, til uret ringer igen!
Sådan så jeg så ud, fredag morgen:
Sidst opdateret: 12/11/2021 - 05:47
Temaer: Kommunevalg
Emner: Glostrup Kommune, Venstre







































