I Køge og i landets øvrige kommuner iværksættes nu en række tiltag for at begrænse coronasmitte i forbindelse med valghandlingen på tirsdag.

I Køge og i landets øvrige kommuner iværksættes nu en række tiltag for at begrænse coronasmitte i forbindelse med valghandlingen på tirsdag. - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix (arkiv)

Kommune indfører nyt valg-tiltag til coronasmittede

Kommune vil nu sørge for, at corona-smittede kan komme til at stemme på selve valgdagen. 'På alle valgstederne har vi også udpeget hygiejneansvarlige,' fortæller valgansvarlig.

Udgivet: 10/11/2021

Del artiklen:

Køge Kommune har sørget for, at man stadig kan stemme på selve valgdagen, selvom man er smittet med corona.

Det gøres ude fra den bil, man ankommer i, og så vil en valgansvarlig komme ud med en mobil stemmeboks.

Det skriver TV 2 Lorry.

- Vi har nogle smadderdygtige valgsekretærer ude på alle valgstederne og har haft en god dialog med dem op til valget, så de er godt klædt på, siger Kathrine Bach Pedersen, der er valgansvarlig i Køge Kommune, til TV 2 Lorry.

- Og på alle valgstederne har vi også udpeget hygiejneansvarlige, som sørger for løbende udluftning, afspritning, og hvad der ellers er brug for.

Normalt er en valgdag til kommunalvalget forbundet med masser af mennesker og masser af rutiner for, hvordan et valg afholdes for at sikre, at alting går efter bogen.

Med et stigende smittetryk er det dog blevet nødvendigt for landets kommuner at sørge for, at det kommende kommunalvalg kan afholdes under forhold, der gør, at smitten ikke spredes mere end højst nødvendigt.

Det gælder også i netop Køge Kommune, der har meldt ud, hvilke smittebegrænsende tiltag man har indført på valgdagen.

- Lige nu arbejder vi ikke med andet end anbefalinger, og vi har gjort rigtig meget af det inden for det seneste år. Men vi holder selvfølgelig løbende øje med, hvilke anbefalinger der kommer, siger Kathrine Bach Pedersen.

Køge Kommune anbefaler blandt andet, at man er grundig med brug af håndsprit, når man skal afgive stemmer, ligesom de anmoder så mange som muligt om at stemme uden for almindelig arbejdstid, hvis det kan lade sig gøre.

Samtidig er der blevet taget ekstra foranstaltninger for at passe på personalet ved valgstederne.

- Vi har indkøbt ekstra værnemidler til vores personale ude på valgstederne, siger Kathrine Bach Pedersen.

Hun opfordrer dog de borgere, der føler sig mest trygge ved at bære mundbind, mens de stemmer, til selv at medbringe dette.

Anbefalinger fra sundhedsmyndighederne

Køge Kommune gengiver i en meddelelse anbefalingerne fra sundhedsmyndighederne vedrørende valghandlingen på tirsdag 16. november:

Brug sprit før og efter valghandlingen. På samtlige af Køge Kommunes 16 valgsteder, er indkøbt rigelig med sprit.

Borgere, der møder op for at stemme, kan, hvis de ønsker det, benytte mundbind. Mundbind er ikke et krav.

For de borgere, der har mulighed for det, anbefales at stemme i ydertidspunkterne – altså formiddag og midt på dagen, uden for almindelig arbejdstid. På den måde fordeles kommunens godt 47.000 stemmeberettigede ud over dagen.

Normalt kan et valg være en festlig dag at bringe fx sit barn med – på grund af den stigende smitte med covid-19 anbefales ved dette valg, at det kun er borgere, der har til hensigt at stemme, der møder op.

Borgere, som er smittet med corona, har ret til at stemme. Det anbefales, at man som smittet gør brug af tilbuddet om at stemme fra bilen. Der vil være et telefonnummer tilgængeligt på det enkelte valgsted, som man kan ringe til, så kommer en valgansvarlig ud med en mobil stemmeboks.

Sidst opdateret: 10/11/2021 - 06:36

Temaer: Kommunevalg

Emner: Køge Kommune

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]