
På fem danske øer kan man i weekenden se på den mørke nattehimmel og opleve forskellige kulturelle arrangementer. - Foto: Langeland Kommune / Nicolajsen Foto & Film
Fem øer inviterer til kulturweekend
I aften og i morgen hylder Langeland og fire andre øer sin mørke nattehimmel med en lang række, unikke kulturarrangementer på langs af Langeland. Blandt andet på steder, der normalt er lukket for offentligheden.
Udgivet: 05/11/2021
Økommunen satses der på at skabe en ny tradition for en weekend fyldt med særlige kulturoplevelser i vintermørket. Det langelandske turismeerhverv, frivillige og foreninger står sammen om at skabe en ny event i den mørke tid; 'Lys i mørket', der begynder i aften 5. november.
Arrangementet er skabt for at markere Langeland som et spændende udflugtsmål hele året. , Borgmester Tonni Hansen (SF) fortæller om arrangementet:
”Vintermørke kan noget helt særligt og er for mange danskere forbundet med hygge indendørs. Men vi vil på Langeland og Strynø gerne vise, at man her hos os kan opleve mørket og den smukke stjernehimmel på fineste vis."
"Samtidig vil vi gerne give vores gæster nogle helt særlige oplevelser i mørket og heldigvis har vi oplevet stor opbakning fra hele øen med mange kreative arrangementer og villighed til at åbne op på steder, der normalt ikke er åbne,” siger Tonni Hansen.
Lys i mørket på fem danske øer
Arrangementet udspringer af samarbejdet mellem de fem økommuner Fanø, Læsø, Langeland, Samsø og Ærø. På alle fem øer kan man opleve særlige kulturarrangementer lørdag 6. november. Langeland har som eneste ø valgt at strække begivenheden over to aftener, for at kunne inkludere Strynø og samtidig for at sikre, at man kan nå rundt til både
Lohals og Bagenkop samme aften.
Fredag og lørdag vil der være et stort udbud af oplevelser skabt specielt til denne weekend – det er alt fra koncerter på anderledes steder til åbent i ellers lukkende anlæg eller
lysinstallationer ude og inde.
Langeland har en langstrakt geografi og derfor er der lørdag 6. november skabt hotspots rundt på øen, hvor der foregår flere ting og derudover foregår der også ting på vejen til og fra hotspots. Der vil f.eks. være et hotspot omkring Tranekær, hvor flere turismeaktører er gået sammen om at skabe oplevelser på slottet og i slotsbyen.
På Sydlangeland åbner Langelands Museum op for bunkeren på Fakkebjerg. Fra toppen af 'bjerget' kan man – hvis vejret tillader det – se de nordtyske byer lyse op i horisonten. På
Skovsgaard Gods kan besøgende møde naturen gennem kunst, VR og film-installationen Insektskoven' skabt af den langelandske kunstner Alfio Bonanno. Her kan de besøgende
rejse i tid og rum, og se verdenen som insekt, fugl, hund eller menneske.
Turismepotentiale i ydersæsonen
Arrangementet Lys i mørket er skabt med støtte fra LAG, Det Europæiske Landbrugsfond for udvikling af landdistrikterne og Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.
”Vi arbejder lige nu med to projekter i Erhverv, Kultur og Turisme i Langeland Kommune, hvor vi har fokus på at skabe erhvervsudvikling indenfor turisme og detailhandel. Det forsøger vi at gøre ved at arbejde med at udvide sæsonen og tiltrække flere gæster udenfor højsæsonen. Vi har med eventen fået god dialog med turismeerhvervet, men derudover kunne vi ikke gøre det uden at også foreninger og frivillige har budt ind med hjælp og aktiviteter,” fortæller Jane Jegind, chef for Erhverv, Kultur og Turisme i Langeland Kommune.
Du kan finde meget mere om, hvad og hvor du kan opleve Lys i mørket på www.langeland.dk/lys. På hjemmesiden kan du også tilmelde dit arrangement, som du tænker kunne passe ind i rammen.
Fakta
Lys i mørket starter fredag 5. november i Rudkøbing og på Strynø og fortsætter lørdag 6. november på resten af Langeland. Begge dage fra solnedgang (16:38) til klokken 23:00. Søndag 7. november tændes lys i øens kirker, til allehelgen hvor de døde mindes.
- Se hele programmet på langeland.dk/lys
Sidst opdateret: 05/11/2021 - 10:05
Emner: Langeland Kommune, Turisme







































