Det kommer ikke bag på Thomas Adelskov (S), borgmester i Odsherred Kommune, at kompensationsordningen frafalder i 2023.

Det kommer ikke bag på Thomas Adelskov (S), borgmester i Odsherred Kommune, at kompensationsordningen frafalder i 2023. - Foto: Bjarke Maccarthy/Ritzau Scanpix (arkiv)

71 kommuner mister 1,1 milliarder i budget 2023

Fra 2023 vil de fleste kommuner i Danmark have samlet 1,1 mia. kr. mindre at gøre godt med til budgetforhandlingerne. Det vil især gå hårdt ud over yderkommunerne. Se de mest udsatte her.

Udgivet: 03/11/2021

Christina Yoon

Politisk journalist

Del artiklen:

11 kommuner går en svær fremtid i møde, når staten fra 2023 fjerner en særlig kompensation på i alt 1,1 milliarder i den kommunale udligning. Den drejer sig om tidligere fejl i data for udlændinges uddannelse. Det skriver NB-Økonomi.

Hvis de 11 kommuner ikke havde haft den særlige kompensation i deres budget 2021, så ville de have haft under 1500 kr. borger tilbage til anlæg. Det viser, at de 11 kommuner risikerer at stram økonomi, når kompensationen forsvinder.

Tallene viser, at der allerede i 2023 igen kan komme fokus på den kommunale udligning, fordi en række udkantskommuner igen kan blive tvunget til at skære i den kommunale service for at sikre balance i budgetterne.

Derfor får de 71 kommuner 1,1 milliarder

Som en del af udligningsforliget i 2020 besluttede man at kompensere kommunerne bagudrettet, for det man kaldte "tab ved manglende uddannelsesoplysninger". Det skyldes, at regeringen ellers kunne have risikeret en retssag fra op mod 27 kommuner, fordi de ville have kompensation for fejlagtige data om udlændinges uddannelse.

"Vi var nogle kommuner, der havde anlagt en retssag mod staten, som vi så på baggrund af kompensationsordningen havde droppet," fortæller borgmester Thomas Adelskov (S) fra Odsherred Kommune.

Læs også:
Borgmestre i provinsen forbereder oprør mod kompensation til 27 primært hovedstadskommuner

NB-Økonomi har set på, hvor meget de enkelte kommuner ville have tilbage til anlæg pr. borger i budgettet 2021, såfremt man ikke havde fået kompensationen. Derved har man en indikation af, hvordan budgettet kan se ud for 2023 i sin kommune, hvor kompensationsordningen bortfalder.

Der er flere kommuner, der kan risikere at stå med et driftsresultat på under 1.500 kr. pr. borger i budgettet for 2023, som skal gå til at dække blandt andet anlæg. Med det forbehold, at kommunernes budgettal alt andet lige ligner hinanden i næste budgetår.

Det er især udkantskommunerne, der er særligt hårdt ramt. De 11 kommuner, som ligger under 1500 kr. pr. borger er Brønderslev, Morsø, Lemvig, Skive, Assens, Nyborg, Kalundborg, Odsherred, Slagelse, Solrød og Bornholm.

Gennemsnitsforbruget på anlæg i budgettet i 2022 var 3397 kr. pr. borger, og der er en del kommuner i nedenstående kort, der vil ligge under det gennemsnit, når kompensationen falder bort. Aalborg vil som et eksempel ligge på 1708 kr. pr. borger Tårnby på 1596. Kun 17 kommuner ville komme over gennemsnittet, efter man har fratrukket kompensationen.

Borgmestre er realistiske

At den midlertidige ordning stopper fra budgetåret 2023, kommer ikke bag på flere borgmestre. Det har de hele tiden budgetteret med. De så ordningen som en håndsrækning, men ikke et svar på de overordnede udligningsproblematikker, hvor mange udkantskommuner ikke føler sig fuldt ud kompenseret, så de kan nå op på udgiftsniveauet for en gennemsnitskommune.

"Vi har jo vidst, at der er et udløb på kompensationen, så det har vi jo regnet ind i vores budgetter, at den dør i morgen, havde jeg nær sagt," siger Søren Steen Andersen (V), borgmester i Assens Kommune. "Det er jo kendt viden for kommunerne"

Hverken i Assens, Odsherred eller Brønderslev Kommune havde borgmestrene regnet med andet.

"Ærligt var det jo sådan, at kompensationsordningen var et plaster på såret, fordi vi i nogle år havde fået for lidt i udligning. Så derfor var vi kompenseret for den fejl," fortæller Thomas Adelskov. "Så hvis vi skal være ærlige, burde det på ingen måde overraske nogen af os."

"Nu vidste vi det jo godt, det faldt væk. For med udligningsreformen var der noget, der gik op, og noget der gik ned. Det her, gik ned," siger Mikael Klitgaard (V), der er borgmester i Brønderslev Kommune.

I Odsherred havde de indregnet den ekstra kompensation på primært anlæg, så pengene ikke gik ind og ændrede ved driften.

"Når man får midlertidige tilskud, så skal man jo sørge for, at de ikke går ind i driften. For ellers vil man få et problem i de efterfølgende år. Det har vi været bevidst om i Odsherred," understreger Thomas Adelskov.

I Assens Kommune har de ligeledes ikke budgetteret med mere, end de havde fået tildelt.

"Vi har ikke budgetteret med penge, vi ikke har. Så det er jo ikke sådan, at vi får et chok, fordi de løber ud," siger Søren Steen Andersen.

Udligning er ikke et overstået kapital for alle

Søren Steen Andersen er mere bekymret for den generelle udligning. Den gav ganske vist Assens Kommune mere, end hvad der først var blevet lagt op til i regeringens udspil, men langt fra det beløb, som Søren Steen Andersen mener er fair.

I Brønderslev vil man gå til KL op til økonomiforhandlingerne i 2022 med en buket af problematikker, som man mener, at man bør kompenseres for i de forhandlinger.

"Jeg synes godt, at de her penge, de kunne være faldet til kommunerne i vores situation stadigvæk. Det er jo klart, at vi får lidt dårligere service, når vi mangler nogle penge. Hvis de genindførte kompensation, så ville vi råbe hurra," fortæller Mikael Klitgaard. "Selvom vi har fået en udligningsreform, så kan kommuner med lave uddannelser stadigvæk være udfordret. Så derfor synes jeg, at det stadigvæk havde været fornuftigt at bevare kriteriet."

Mikael Klitgaard er indforstået med, at selvom man tabte på dette kriterie i udligningsreformen, så har man vundet på andre områder. Men det løser stadigvæk ikke den samlede udfordring, der er på økonomien.

Nedenfor kan man se et kort over, hvad hver kommune ville have tilbage i 2021-budgettet til anlæg, hvis man tog kompensationen ud af det skattefinansierede driftsresultat. Såfremt tallet er negativt, betyder det, at driftsresultatet er negativt. Det tal vil naturligvis være højere, hvis man så lægger anlægsudgifterne oven i.

Fakta

I udligningsforliget står i bilag 1 til aftalen, at "aftaleparterne er enige om et toårigt kompensationstilskud til kommuner, der havde tab som følge af manglende oplysninger om medbragt uddannelse fra udlandet før Danmarks Statistiks revision af Uddannelsesstatistikken i 2017".

I bilag 1 under punkt 15 kan man endvidere læse, at tilskuddene er identiske i både 2021 og 2022, og det drejer sig om tilskud på 1,1 mia. kr. per år.

Sidst opdateret: 03/11/2021 - 05:50

Temaer: Udligning, Budgetter, Budgetter

Emner: Anlægsramme

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]