Man kan ikke udelukke, at det får betydning for valgresultatet 16. november i år, hvis tilflyttere til en given kommune stemmer i samme retning, mener ekspert.

Man kan ikke udelukke, at det får betydning for valgresultatet 16. november i år, hvis tilflyttere til en given kommune stemmer i samme retning, mener ekspert. - Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix (Arkiv)

Nyt flyttemønster kan på et tidspunkt få betydning for valgresultat

Over en længere periode kan det få betydning for valgresultatet, at flere børnefamilier forlader hovedstaden til fordel for kommuner som Lejre og Egedal, mener eksperter.

Udgivet: 01/11/2021

Del artiklen:

Når københavnske børnefamilier i disse år vælger at flytte til andre kommuner end hidtil, vil det på et tidspunkt i fremtiden få indflydelse på valgresultatet.

Men det tager tid, understreger Kasper Møller Hansen, der er valgforsker og professor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet.

Han har gennem flere år studeret befolkningsprognoser og flyttemønstre.

- Selvom der er flere tilflyttende børnefamilier fra København, der har tilbøjelighed til at stemme venstreorienteret, er det overraskende, hvor langsomt det går, før det kan ses på valgresultatet, siger Kasper Møller Hansen til TV 2 Lorry.

Han mener, at det kan tage op mod 30 år, før den fulde effekt kan ses. Det er således værd at bemærke, at de nytilkomne kun udgør en lille del af de borgere, der i forvejen bor i kommunen. Samtidig pointerer valgforskeren, at tilflyttere stemmer mindre end andre grupper, fordi de endnu ikke er helt bekendte med kommunen.

I Københavns Kommune har det i mange år været en tendens, at børnefamilier, der flytter ud af byen, særligt rykker til kommuner som eksempelvis Rudersdal, Gentofte og Lyngby-Taarbæk.

Men i 2020 skete der noget andet.

Her flyttede flere børnefamilier end normalt fra København til kommuner med mere moderate huspriser som eksempelvis Egedal, Lejre og Høje-Taastrup. Det viser en opgørelse fra Boligøkonomisk Videncenter.

Nye tal, som Københavns Kommune har sendt til TV 2 Lorry, peger i retning af, at der i 2021 fortsat sker en stigende udflytning til de billigere kommuner blandt alle fraflyttere i København.

Direktør i Boligøkonomisk Videncenter, Curt Liliegreen, forklarer, at omkring 3.000 københavnske par i begyndelsen af 30’erne - og deres børn - flyttede ud af København i 2020. Samtidig påpeger han, at der også sker en intern flytning mellem oplandskommunerne.

- Men overordnet set kunne vi godt forestille os, at ældre blev erstattet af unge københavnere - altså at der sker en foryngelse af sølvbryllups-kommunerne. Det vil komme til at påvirke valgresultatet på et tidspunkt, siger Curt Liliegreen til TV 2 Lorry.

Han mener også, at der kommer til at gå en rum tid, før effekten kan ses.

Antallet af unge, gamle, børnefamilier, pensionister, antallet af borgere i parcelhuse og almene boliger i en given kommune har stor betydning for valgresultatet, mener Robert Klemmensen, der er professor ved Institut for Statskundskab på Syddansk Universitet.

Han peger på, at der tidligere er lavet analyser af, hvordan udflyttere fra København stemmer.

- Det er dybrøde stemmer. Altså folk, der har boet i ejerboliger, men typisk ikke i den almennyttige boligsektor. Men derfor kan det godt være socialdemokrater, siger Robert Klemmensen til TV 2 Lorry.

Han mener ikke, at man kan udelukke, at det får betydning for valgresultatet den 16. november i år, hvis tilflyttere til en given kommune har en tilbøjelighed til at stemme på en bestemt måde.

- Det er ikke usandsynligt, at det får en effekt, fordi det er en særlig befolkningsgruppe, der flytter. Det gennemsnitlige mandat i en kommune er ret billigt, og de sidste mandater er endnu billigere på grund af vores valgsystem. Og hvis man så kan flytte få hundrede stemmer fra et parti til et andet, så har det betydning, siger Robert Klemmensen.

Den socialdemokratiske borgmesterkandidat i Egedal Kommune, Vicky Holst Rasmussen, blev på et byrådsmøde præsenteret for et papirark, der viste en oversigt over befolkningens udvikling i den nordsjællandske kommune.

- Det var interessant, for det er jo klassisk røde vælgere i København. Jeg blev nysgerrig på, om det kunne have noget at sige i forhold til et valgresultat, eller om det bare er sådan, at tilflyttere bliver blå, når de kører ind over kommunegrænsen, siger Vicky Holst Rasmussen til TV 2 Lorry.

Sidst opdateret: 01/11/2021 - 10:14

Temaer: Kommunevalg

Emner: Politik, Demografi, Demokrati

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]