KV21-dagbog af Piet Papageorge, spidskandidat for Venstre i Glostrup

Kære dagbog

Lørdag 23. oktober

03:00:

Jeg vågner fra den dybeste søvn. Karter rundt. Kan ikke finde ro. Kan ikke falde til ro. Jeg står op. Vandrer rundt. Tager et bad. Lægger mig tilbage… Roen indfinder sig ikke. Jeg begynder at svare på Facebook-opslag – forsøger febrilsk at være produktiv. Det er ikke mere end 18 timer siden, at jeg var i TV 2 Lorry, og der var jeg helt cool. Men i nat er noget særligt. Der er kun få timer til, vi skal i gang på de høje stiger. Mit team har nemlig planlagt noget fuldstændig uset i lille Glostrup – og alt skal bare klappe! Endelig. Klokken 6 finder jeg ro. For en times tid, for jeg skal op, og i gang!

08:15:

Jeg mødes foran Netto med 80-årige ’Møller’. Han er æresmedlem, og har været en central del af Venstre i Glostrup de sidste 25 år. Vi skal købe ind til dagens morgenbord, for vores hjælpere. Han ved godt, hvor mange vi bliver – det har jeg fortalt ham. Men han ser alligevel underlig ud, da jeg løfter 10 liter kakao og ditto 10 liter juice over i vognen. ”Jamen for h***ede, Møller, vi bliver jo mere end 60 mand!”. Han kigger på mig, og kan næsten ikke tro sine egne ører. ”Piet, det her, det er altså stort!”.

Imens er gode folk i gang med at fordele plakaterne fra vores lager. Møller og jeg gør klar til morgenbordet, og min vidunderlige kæreste kommer også forbi. Der er købt brød fra den lokale bager, ”Bageren fra Diget, er prikket over ’I’et”. Det er stilhed før stormen. Det er sikkert og vist!

10:00:

Lokalet er stuvende fuldt! Jeg slår to glas imod hinanden, og får med det samme 50 menneskers opmærksomhed. Det er den mest brogede flok. Familie, svigerfamilie, spejdere, folkeskolevenner, barndomsvenner, Venstrefolk, tidligere VU’ere, kollegaer, tidligere kollegaer – ja sågar families, venners, bonus-datter!

Jeg er normalt god til taler – hvis jeg altså selv skal sige det – men med udsigt på dem, må jeg lige sluge en ekstra gang, og min stemme knækker nærmest over, da jeg med tre gange tak byder velkommen. Jeg er grundlæggende dybt rørt, men får alligevel fuldført kamptalen:

”I dag skal vi skrive historie i Glostrup. For 8 år siden, slog vi den seneste rekord. Der var vi under halvdelen af, hvad vi er i dag!”…

Stemningen var god, og efter det vanlige logistikkaos, som følger af 60 mand, biler, trailere, stiger plakatbunder osv., var vi ude ved pælene og gøre klar allerede fra klokken 11 af. Solen skinnede, humøret var højt, og messenger-tråden bimlede med meldinger om, at vi var de eneste ude ved alle de strategiske steder, vi på forhånd havde udpeget.

12:00:

På slaget røg plakaterne op. Jeg selv stod på Nørre Allé, og var ikke for fin til at flyve op i masterne. Det er vist noget med gamle cirkusheste og lugten af savsmuld, for trods min unge alder var mit første valg folketingsvalget i 2007, så har da hængt i min andel af lygtepæle. Anyways, min seneste besked til hjælperne kom ud få minutter forinden og var med en klar besked: ”Skyd på alt, der rør sig – take no prisoners!”.

Og jeg skal da love for, at det gik stærkt! Alle, uanset om de var rutinerede eller nybegyndere gav den gas, og det fantastiske forarbejde spillede bare. Overalt i byen, føltes det som om, at vi var i overtal – hvilket vi vel givetvis også var. På et tidspunkt blev jeg stoppet af en kandidat fra et andet parti, der med jaloux undertoner konstaterede, at Venstre vel var flere folk ude, end alle de andre partier til sammen. Om det var sandt, ved jeg ikke, men det føltes i hvert fald sådan.

15:00:

Samtlige plakater var oppe – lageret var blevet tømt, og folk kunne hygge med overskuds-wienerbrødet og en kold øl eller vand. Ekstasen var ikke til at tage fejl af, og på trods af, at mange ikke kendte hinanden, var de ikke generte for at dele ud af deres personlige ’war-stories’. I det store hele føltes det som om, at alt havde klappet.

Vi vidste, at det blot var et spørgsmål om tid, før vi skulle høre (negativt) for vores aktion på Facebook, og ganske rigtigt: Vi havde for mange plakater i samme lygtepæle, vi havde flyttet andres plakater, vi var klimasvin, og jeg skal komme efter dig.

Jeg tog det med et smil, og begyndte at starte fra en ende af. Jeg fandt de bredde (borgmester?) skuldre frem, og forklarede at fejl kunne ske, og når man lavede meget, lavede man også fejl. Og det virkede! Folk gider ikke høre på brok og om, hvordan plakater er 10 cm for lavt hængt op. Den favnende og positive approach virkede i hvert fald for mig ?.

16:00:

Mens vi sidder de sidste par stykker og spytter i en øl, begynder messenger-tråden igen at gløde. Det er den kendte influencer @Andershemmingsen, der har delt min valgplakat på sin insta-profil. Det er alt for vildt! Og det starter naturligt en bølge af re-posts, og blæser endnu mere til følelsen af, at dagen i den grad har været succesfuld! Og godt for det, for jeg kan mærke af kroppen er træt, og stemmebåndet hæst. Det skal senere vise sig, at dette bliver starten på, hvordan ét særpræget navn og en ordentlig hårpragt i den grad kan sætte gang i internettets Reddit, Twitter og insta. Og hvem sagde, at plakater ikke virker? ?

Lidt malurt i bægeret:

19:30:

Vi har spist lidt pizza, og jeg er gået over til colaen nu. Vi sidder på den lokale Glostrup Bodega, og mens snakken lystigt går blandt mine aller bedste venner, så sidder jeg lidt og hænger. Halsen begynder desuden at brænde mere og mere.

Jeg checker ud og modtager forstående nik bordet rundt. Jeg ringer med det samme til 1813, og får en tid på 20 km. Væk. Klokken 22:10. ”Jeg skal bare have noget antibiotika” tænker jeg! Da jeg bliver tjekket, er det selvfølgelig ikke halsbetændelse, men derimod ’bare’ influenza. Der er intet andet at gøre end te, Strepsil, halstørklæder og masser af søvn.

Sørens! Tænker jeg. Nu havde vi lige så godt et momentum. Men jeg lader mig ikke slå ud. Ikke i dag. Ikke efter en så fantastisk dag i lygtepælene, hvor alt, der skulle klappe, klappede! Hurra for planlægning, frivillige kræfter og de lange stigers dag!

Søndag 24. oktober

En dag til glemmebogen.

I dag blev bare en øv-øv dag! Jeg har ligget på langs hele dagen. Haft vanvittigt ondt i halsen, og kun lige akkurat kom jeg op og gik en kort tur. Det hjalp dog på humøret – både den friske luft, men også den flotte ’Piets Allé’ langs Hovedvejen, hvor mine plakater hang. Og så hjalp det vanvittigt meget på humøret med alle de anerkendende smil, som jeg fik på vejen.

Hvis jeg skal give et råd videre til andre kandidater, så er det at gå en tur i deres kommune, og opleve hvordan folk smiler, hilser eller tager kontakt. Det er fantastisk! Da jeg kom hjem, kunne jeg skrive dagbogen her færdig, ”passe” min Facebook, foretage noget planlægning, og ikke mindst følge op på min plakats virale rejse. Og den har da haft en vild fart! Om de rammer de etablerede medier, vil tiden kun vise, men det har da givet et godt rygstød, at opleve, at der er andre, som ser mine plakater – de virker altså i den grad for mig!

Anyways, jeg har besluttet, at i morgen bliver med uddelingsaktion – det kan ikke være så svært at komme op. Og ja, du gættede rigtigt, dette er skrevet, før uret ringer ?