
Ambitionen for Venstre er at bevare nøglerne til borgmesterkontoret, lyder det fra spidskandidat Dorte West (V). - Foto: Venstre i Herning
Ny måling giver Venstre historisk dårligt valg i Herning
Venstres nye spidskandidat står til at høste markant færre stemmer til partiet end ved det seneste kommunalvalg.
Udgivet: 11/10/2021
En ny meningsmåling som Jysk Analyse har lavet for TV MIDTVEST viser, at Venstre står til at få 47,6 procent af stemmerne, hvis der var kommunalvalg i morgen.
Omregnet til mandater svarer til det, at partiet vil få 16 mandater. Det er tre mindre end i dag, men efterlader stadig partiet med det absolutte flertal i det midtjyske byråd, viser TV MIDTVESTs beregninger.
Målingen er lavet på baggrund af 1029 interviews med tilfældigt udvalgte stemmeberettigede personer i Herning Kommune. Meningsmålingens statistiske usikkerhed er +/- tre procent.
Selvom målingen giver Venstre det dårligste valg siden kommunesammenlægningen i 2007, så er Venstres spidskandidat Dorte West tilfreds.
- Det ser meget godt ud. Målet er at bevare nøglerne til borgmesterkontoret. Det ser ud til, at det godt kan lykkes, lyder det fra Dorte West (V), der overtog borgmesterkæden fra Lars Krarup (V) i august, da han valgte at trække sig fra politik.
Ved kommunalvalget i 2017 fik Lars Krarup 11.784 stemmer, mens Dorte West fik 1.017.
- Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at fortælle borgerne, hvem jeg er, og hvad jeg går til valg på. Der er mange borgere, der skal lære mig bedre at kende, siger hun.
Med en tilbagegang på otte procentpoint sammenlignet med kommunalvalget i 2017 er Venstre det parti i Herning Byråd, der går mest tilbage ifølge meningsmålingen.
Tilbagegangen skyldes ifølge Dorte West, at hun kun har været borgmester siden 1. august, hvor hun overtog efter Lars Krarup (V). Derudover peger hun på, at landsdækkende tendenser kan smitte af på krydsene i Herning.
Sidst opdateret: 11/10/2021 - 09:07
Temaer: Kommunevalg
Emner: Herning Kommune







































