Aarhus Kommune vurderer, at frivillige lektievenner er så stor en gevinst for udsatte unge, at Red Barnet Ungdom får penge til at drive ordningen videre.

Aarhus Kommune vurderer, at frivillige lektievenner er så stor en gevinst for udsatte unge, at Red Barnet Ungdom får penge til at drive ordningen videre. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Kommune værdsætter lektievenner så meget at støtte fortsættes

En ordning med frivillige lektievenner og læringscafeer giver så meget gevinst, at Aarhus Kommune vælger at videreføre støtte.

Udgivet: 20/09/2021

Iver Houmark Andersen

redaktør af NB-Kommune

Del artiklen:

Det er et stort plus for udfordrede børn og unge i Aarhus Kommune, at de kan få støtte og hjælp til lektier og læring fra frivillige fra Red Barnet Ungdom. Gevinsten er faktisk så stor, at Aarhus Kommune nu giver en engangstilskud på 320.000 kr., så de frivillige også i 2022 kan hjælpe børn og unge på vej.

Ifølge forvaltningen Børn og Unge i Aarhus, så har indsatserne de seneste år vist, at Red Barnet Ungdoms frivillige kan løfte den faglige selvtillid og øge trivslen hos de børn og unge, som deltager i læringscafeer eller har haft en lektieven.

Pengene fra Børn og Unge sikrer, at aarhusianske elever med faglige, sociale eller personlige udfordringer også i 2022 får mulighed for supplerende hjælp i læringscafeer eller med en lektieven fra Red Barnet Ungdom. Indsatserne stod ellers til at lukke ved årets udgang, hvor den hidtidige fondsstøtte til aktiviteterne ophører.

Det er frivillige i Red Barnet Ungdom, der hver uge møder eleverne i læringscaféerne eller som lektievenner, hvor barnet får besøg af en lektieven hjemme hos sig selv. Aktuelt har Red Barnet Ungdom 18 læringscafeer og 28 igangværende lektievenner i samarbejde med lokale skoler og andre aktører i Aarhus.

"Med læringscafeer og lektievenner supplerer Red Barnet Ungdom de indsatser, vi i forvejen har på skolerne og i klubber og fritidstilbud," siger rådmand Thomas Medom (SF) i en pressemeddelelse og anfører også:

"Indsatserne kan være med til at skabe en positiv forandring hos enkelte elever i hverdagen. At få motivationen og skoleglæden tilbage er afgørende for, at også det faglige fungerer. Tilbud uden for den daglige undervisning, kan have andre greb og fokus på at lære på alternative måder, og derigennem gøre en positiv forskel."

Evaluering: Selvtillid og trivsel styrkes

Evalueringer fra VIVE – Det Nationale Forsknings- og analysecenter for velfærd - samt før- og eftermålinger fra samarbejdsskolerne viser, at både læringscafeerne og lektievenner har en positiv effekt på elevernes udvikling. Læringscafeer rykker børnenes faglige selvtillid, og viser en gavnlig effekt på den generelle trivsel i skolen.

Den nye engangsbevilling på 320.000 kr. til at fortsætte i 2022 vækker glæde hos Red Barnet Ungdom.

"Særligt efter halvandet år med coronarestriktioner og lange perioder med hjemmeundervisning er der brug for læringsaktiviteter, hvor børn med faglige udfordringer kan få hjælp til skolearbejdet og en støttende, ung frivillig, der hepper på dem," siger Astrid Engberg, generalsekretær i Red Barnet Ungdom, og fortsætter:

"Jeg ved også, at vores omkring 180 dygtige, unge frivillige på læringsaktiviteterne i Aarhus bliver glade for at få at vide, at de kan fortsætte deres vigtige arbejde for eleverne."

Fakta om læringscafeer og lektievenner

Læringscaféerne er et tilbud til børn, som kæmper med skolearbejdet og har brug for ekstra faglig støtte og en hjælpende hånd til at gå i skole. Caféerne fungerer som et supplement til skolernes egne læringsaktiviteter og har til formål at skabe lyst til læring og styrke elevernes faglighed.

Lektievenner er en en-til-en lektiehjælp, hvor barnet ugentligt får støtte til lektierne af en fast ung frivillig lektieven. Mødet foregår i barnets hjem, hvilket er med til at skabe en god relation og et trygt læringsrum for det enkelte barn. Barnet skal henvises til en lektieven gennem skolen.

Sidst opdateret: 20/09/2021 - 10:52

Emner: Skole, Aarhus Kommune

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]