
På billedet ses et oplæg ved Eske Willerslev på scenen ved Dannelseskonferencen sidste år på Nykøbing Falster Teater. - Foto: Helle Bertram (Arkiv)
National konference: Hvad er dannelse for en størrelse?
For fjerde gang inviterer Guldborgsund kommunernes fagfolk inden for dannelse, uddannelse og kultur til konference og debat om, hvorfor dannelse er vigtigere end nogensinde før.
Udgivet: 13/09/2021
Hvad er dannelse, og hvorfor er dannelse vigtigere nu end nogensinde? Det spørger Guldborgsund Kommune om, når kommunen for fjerde år i træk inviterer til en national dannelseskonference på Nykøbing Falster Teater.
På konferencen fredag 17. september vil tv-personligheden Mikael Bertelsen tale om kunsten at forfølge sine drømme og turde fejle undervejs, mens musiker og X Factor-dommer Thomas Blachman lægger kreativiteten og idéerne i hænderne på ungdommen. Derudover vil legeprofessor Helle Marie Skovbjerg holde foredrag om, hvordan vi bliver lidt mere modige, når vi leger, mens Katrine K. Pedersen vil tale om børn og unges sårbarhed i en digitaliseret tidsalder.
Deltagerne på konferencen kan desuden vælge mellem oplæg og workshops med Teatret Masken, Museum Lolland-Falster i samarbejde med dannelseseksperimentariet Menneskets Verden og det nationale udviklingsprogram Playful Learning.
Oplæggene har i år fokus på blandt andet leg, kropslig dannelse, innovation og unge som medskabere af kultur.
Martin Lohse (Guldborgsundlisten), er formand for Kultur, Fritid og Bosætningsudvalget:
”I Guldborgsund arbejder vi strategisk og praktisk med dannelse på mange niveauer. Vi er i konstant udvikling og bevægelse på området, og f.eks. er vi lige på trapperne med vores nye tiltag 'Kulturpasset', der hvert år sikrer gratis adgang for børn, unge og deres familier til vores inspirerende kulturinstitutioner.”
Med den årlige dannelseskonference er det Guldborgsund Kommunes ønske at sætte fokus på dannelse både lokalt og nationalt.
Dannelseskonferencen er et forum for diskussion, idéudvikling og innovation, hvor oplæg og workshops sætter viden om dannelse fra både forsknings- og praksisfeltet i spil, skriver kommunen.
Konferencen er en tilbagevendende begivenhed, hvor Guldborgsund Kommune inviterer til en fælles drøftelse af, hvordan leg, kunst, natur, litteratur og kultur, videnskab, filosofi, pædagogisk praksis mv. kan være med til at give børn og unge kritisk sans, demokratisk forståelse og evnen til nysgerrig refleksion, fordybelse og kreativitet.
Konferencen henvender sig især til personer, som arbejder med dannelse, uddannelse og kultur i kommuner, dagtilbud, på skoler og på kulturinstitutioner.
Sidst opdateret: 13/09/2021 - 10:35
Emner: Civilsamfund, Guldborgsund Kommune







































